Så kører bussen igen...

- 14 dages ventehelvede forude...
Jeg ved godt at jeg burde være superlykkelig lige nu. I går fik jeg lagt 2 superflotte æg op og ydermere 5 til fryseren... Desværre har jeg efterhånden så mange dårlige oplevelser bag mig at det er svært at glæde sig - sådan rigtigt. Det naturlige filter bliver slået til hver gang jeg et kort øjeblik kommer til at glæde mig, filtret der skal beskytte mig mod endnu en skuffelse. Desværre har jeg erfaret at dette filter ikke virker særlig godt... -skuffelsen er lige stor af den grund !

Projekt barn startede for 5 år siden. Efter et år med insemminationer hos en privat gynækolog blev vi klar over at min kærestes sædkvalitet var så dårlig at dette ikke gav nogen mening. Vi røg videre til det offentlige og skulle her i gang med ICSI. I første forsøg fik jeg 18 æg ud og to op. Efter 14 dage blev det bekræftet at jeg var gravid, en ubeskrivelig lykke. Desværre varede lykken kort. I 6. uge begyndte jeg pludseligt at bløde kraftigt og jeg var sikker på at alt håb var ude. Det viste sig at det var en tvilling jeg var ved at abortere, men der var stadig en tilbage med fint hjerteblink. Jeg blev fulgt meget tæt i de næste uger, da jeg fortsat blødte meget, men den lille voksede og voksede. Som tiden gik blev jeg overbevist om at det nok skulle godt og vi begyndte at indrette børneværelse. I uge 21 var jeg til scanning og fik at vide at det var en lille pige og alt så fint ud. Hvor var jeg heldig, dejligt hus, sød kæreste og ønskebarnet på vej.... Dette skulle dog vise dig at blive en kort lykke. Få dage efter blev jeg indlagt med veer og efter et par dages kamp for at standse fødslen kunne det ikke længere standses. Jeg fødte den fineste lille pige, der levede i 10 minutter. Hun blev døbt på min mave og har i dag sin egen lille gravplads.
At miste et barn er en følelse der er umulig at beskrive. Jeg ville have givet mit eget liv for at redde hendes.
Tomheden efter tabet af min datter var enorm. Min krop higede efter at være gravid igen og jeg ringede allerede et par dage efter til fertilitetsklinikken for at høre hvornår jeg kunne starte en ny behandling. Jeg var så dybt ulykkelig at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme videre med mit liv og var overbevist om at det eneste der kunne gøre mig glad igen var hvis jeg atter blev gravid.
Da jeg skulle starte op igen troede de først at jeg var blevet gravid af mig selv. Jeg testede positiv, men det viste sig at der sad en moderkagerest tilbage og efter et par måneder hvor jeg blev fulgt for at se om det udstødte sig selv fik jeg en udskrabning. Endelig var jeg klar til at blive gravid igen… Stor var skuffelsen da jeg ikke blev gravid efter dette forsøg og heller ikke det næste…
Det blev efterhånden en besættelse og jeg tænkte kun på hvornår jeg kunne komme i gang igen. Prøvede så godt jeg kunne at være der for min kæreste, men følte mig mislykkedes som kvinde og som mor. Tredje gang efter tabet var der to streger og jeg var sikker på at nu skulle det hele nok gå. Desværre aborterede jeg tidligt og dette gentog sig også i det næste forsøg. Som tiden gik blev jeg mere og mere bange. Hvad var det der skete ?
Efter endnu et forsøg med negativt resultat gik min kæreste fra mig mit i en hormonbehandling og med et havde jeg mistet alt det vigtigste i mit liv… mit hjem, min kæreste, mit barn og muligheden for at få et nyt… Min verden var knust.
Jeg blev nu tvunget til at starte forfra med mit liv, skabe mig et nyt hjem og samtidigt fandt jeg også et nyt arbejde.
Efter at have samlet mig begyndte jeg efter ¾ års tid at se en anden on and of. En dag var alle symptomerne der igen og på fantastisk vis var jeg blevet gravid af mig selv. Dette var naturligvis for godt til at være sandt og jeg aborterede igen tidligt.
Tre måneder efter var jeg atter gravid og denne gang nåede jeg at se hjerteblink to gange førend den lille ved tredje scanning var død i uge 10.
Efter min sidste abort troede fertilitetsklinikken ikke længere på at dette var tilfældigt. Jeg blev henvist til OB der er ekspert i gentagne aborter. Han kunne ikke umiddelbart finde nogen forklaring på min situation, men mente at aborterne skyldtes et overaggresivt immunforsvar og jeg skulle møde op til immuntransfusion når jeg igen var gravid.
Efter ¾ år mødte jeg manden Mr B, der gav mig fornyet håb… Ret hurtigt fortalte jeg min historie, så han havde en chance for at trække sig. Han viste sig at være gjort af noget helt særligt og har accepteret mit tab og alt hvad jeg har været igennem som en del af mig og den person jeg er i dag.
Jeg savner indimellem den sorgløse glæde jeg havde før tabet af min datter og alt det der er fulgt efter, men har lært at man ikke kan ændre på fortiden, kun prøve at få det bedste ud af fremtiden.
Mr B og jeg flyttede sammen efter 3 uger og efter et halvt år startede vi på fertilitetsbehandling.
Det var med blandede følelser fra min side og en naturlig forventningsglæde fra hans. Efter første ICSI forsøg blev jeg gravid igen. Prøvede alt hvad jeg kunne at glæde mig – også for Mr B´s skyld, men inderst inde var jeg rigtig rigtig bange.
Håbede dog at alt ville være anderledes denne gang. Efter nogle uger med immuntransfusioner, utallige blodprøver og scanninger var fostret dødt i uge 8 og drømmen om et barn endte endnu engang med en udskrabning. Jeg var helt kørt ned… Hvor meget mere kunne jeg klare…
Min reaktion kom utvivlsomt bag på Mr B. Vi kunne jo prøve igen !!!
Det var hårdt at se hvordan min sorg tog på ham. Jeg havde dog efterhånden lært af mine erfaringer og vi brugte meget tid på at tale om hvordan vi havde det hver især.
Efter en måned startede jeg så op igen og efter ICSI forsøg nr ??? ligger jeg nu med to æg oppe og 5 i fryseren… Skal det mon lykkes mig at blive mor denne gang ?