Lykken er...

I de sidste 5 år har jeg prøvet at få et barn og været tæt på rigtig mange gange. Som for andre barnløse har det været en lang sej kamp med utallige fertilitetsbehandlinger, men på trods af at det rent faktisk er lykkedes mig at blive gravid ikke mindre end 6 gange er jeg stadig uden barn. Det er nærmest blevet en besættelse, der gør at jeg af og til tager mig i at glemme det liv jeg lever som farer forbi i en endeløs strøm af hormonkure, venteperioder og utallige skuffelser

Navn:
Sted: Denmark

Jeg er 35 år og drømmer på 6. år om at få et barn. Har den dejligste kæreste, den dejligste hund, har et godt arbejde, søde venner og bor i et dejligt kvarter. Mangler bare at få det helt essentielle behov dækket at blive mor... Min første graviditet startede for 4 år siden og endte med fødslen af min datter i 6. måned. Hun levede kun 10 minutter og blev døbt på min mave. Siden har jeg været igennem et hav af ICSI behandlinger og har har nu aborteret ialt 7 gange på forskellige tidspunkter. Jeg skal nu forsøge om immuntransfusioner kan hjælpe mig til at få opfyldt min største drøm: At få et barn.

lørdag, april 07, 2007

Jeg er her endnu...

Kære alle der har tænkt på mig gennem den sidste tid - jeg er ked af at jeg ikke har haft overskud til at logge mig på i meget lang. Jeg fik vildt dårlig samvittighed da jeg læste alle jeres bekymrede hilsener... I skal vide hvor meget det betyder for mig...

Lad mig starte med at fortælle at min lille pige er der endnu og jeg er idag i uge 24+3 og ved sidste skanning i onsdags vejede hun 710 g.

Meget er sket siden sidst - og så alligevel ikke... tiden går så frygteligt langsomt...

Jeg bliver jo fulgt meget meget tæt med utallige undersøgelser og skanninger. Efter jeg skrev sidst blev jeg slået helt ud af kurs og lå i 8 dage med diarre 10-15 gange dagligt. Jeg blev mere og mere stresset af situationen og var efterhånden helt afkræftet. Endelig fik de styr på det efter diæt med hvidt brød og the. Herefter er fulgt en periode med 8 dages total forstoppelse.
Ja, undskyld - det er måske ikke det fedeste at høre om, men jeg kæmper hele tiden for at undgå veer og begge dele har de sagt kan fremprovokere det og udover al det ubehag som begge dele medfører er det et kæmpe pres... Man bliver heller ikke ligefrem overvægtig af at være på hospitalet og jeg har ikke taget på i løbet af den sidste måned. Min mave er dog vokset, men resten af mig er blevet mindre og jeg er ikke så stor i forvejen...

Ellers bliver jeg jo fulgt rigtig tæt...
De har løbende skannet min lille pige flere gange om ugen, da barnets hjerte kan påvirkes af det medicin jeg får for at undgå veer. Det er pest eller kolera!!! I sidste uge begyndte hendes hjerte så at vise tegn på påvirkning og efter 3 skanninger i løbet af en uge valgte man fredag at stoppe medicinen. Jeg var selvfølgelig vildt bange og sov slet ikke fra fredag til lørdag pga plukkeveer.
Lørdag eftermiddag gik det så helt galt og min mave stod som en hård kugle i 1/2 time med smerter der strålede ud i lænden. Jeg gik helt i panik og det endte med at de måtte give mig medicin igen og kom med varmepuder til mave og lænd for at få det til at falde til ro.
Nu får jeg så kun medicin når der er problemer og ikke forebyggende for at skåne hendes hjerte mest muligt...
Derudover er der også for lidt fostervand, så det holdes der også øje med hele tiden.
Livmoderhalsen er også blevet kortere, så den står på konstant sengeleje med tilladelse til toilet.
Som en veninde sagde til mig "Din krop VIL bare føde" og det er desværre rigtigt...
Hver dag får jeg kørt CTG for at holde øje med at at hun har det godt og 3 gange om dagen skal jeg holde øje med min temperatur for at sikre at jeg ikke får infektion, som er en stor risiko når man har haft vandafgang. Ja, så går der da lidt tid med det !!!

Af lyspunkter skal nævnes at jeg mandag og tirsdag i denne uge fik lungemodner og dermed nåede en stor milepæl. Det betyder at hvis min barn bliver født nu vil de prøve at holde hende i live så fremt hun selv viser livsvilje...
Chancerne er dog ikke så store så min næste milepæl hedder uge 28 hvor der er 90 % chance for at klare den...

Det er et mærkeligt liv her på Riget... Afdelingen rummer jo patienter fra hele sjælland der er i den største risikogruppe for at føde for tidligt... Jeg har opgivet at tælle hvor mange jeg har ligget ved siden af og hvor mange triste skæbner jeg har oplevet !!! Man vænner sig aldrig rigtigt til det selvom jeg nu har været her i 1 måned.
Der findes en klokke man ringer på hvis man har brug for noget eller har brug for at tale med en jordemoder eller læge. Derudover findes der en alarmklokke hvor alle smider alt hvad de har i hænderne fordi det er SUPER akut. Jeg bliver flere gange om ugen vækket af lyden af denne klokke, løbende trin på gangen eller en høj jamren og gråd... Så kan man ligge der resten af natten og tænke på hvilken skæbne det nu er gået galt for... Det er rigtig rigtig hårdt.
Der er selvfølgeligt også solstrålehistorier og jeg føler mig tryg ved at være i gode hænder herinde og have hele beredskabet så tæt på. Klar til at redde mit barn...

Det lyder måske mærkeligt når man ikke har andet end tid at slå ihjel, men det er faktisk først nu jeg er begyndt at få lidt overskud til at modtage besøg... Selvom tiden er så frygtelig lang, så har jeg bare haft behov for ro og fred uden omverdenenes bekymringer at tage stilling til. Det er svært at kende sig selv i denne passive tilstand og jeg savner de helt små ting som at tage pænt tøj på, gå en tur og shoppe eller gå ud og spise...

Jeg lover jeg nok skal være bedre til at opdatere i disse usikre tider. Endnu engang tusinde tak for jeres omsorg...

tirsdag, marts 20, 2007

At ligge på hospitalet...

Først og fremmest TUSINDE TAK for alle jeres søde hilsener - det glæder mig så utroligt meget i en rigtig svær tid, det skal I vide... Tak for alle de varme tanker, som går lige i mit hjerte...

Her på Riget snegler tiden sig afsted, men når jeg er helt nede prøver jeg at holde fast i at hver dag der går kommer ikke skidt tilbage...
Jeg bliver undersøgt i alle ender og kanter og status af alle deres undersøgelser er i øjeblikket at mine mange aborter skyldes en kombination af en to-delt livmoder og en svag og meget følsom livmoderhals som man dårligt skal puste på førend den giver kraftige plukkeveer/veer.
Jeg havde en længere samtale med Dr J i går og han sagde at mit næste mål hedder 23+5 hvor de giver mig lungemodner. Jeg vil blive fulgt med skanninger 3 gange om ugen hvor de holder øje med fostrets vækst, længde af livmoderhals samt fostervandsmængde. Derudover skal jeg fortsætte med medicinen jeg får for at holde min livmoder i ro samt stikpiller der skal øge chancen for at hun bliver derinde. Jeg får kontrolleret temperatur 3 gange dagligt for at sikre at jeg undgår infektion og derudover kommer de hver dag og kontrollerer at hun stadig er i live...

Udover at jeg er omgivet primært af rigtig søde jordemødre og ikke mindst fantastiske Dr J er det bestemt ingen spøj at ligge på hospitalet...
I løbet af de første 10 dage havde jeg 4 forskellige "room-mates" der alle er endt med at føde for tidligt. Den første blev sendt hjem på prøveweekend og fødte allerede samme aften hun kom hjem. Den anden kom ind meget oprevet og stresset med hendes veninder. Hun startede med at fortælle at hun allerede havde født i uge 26 og 27 og begge børn var døde. Ok, hvis man ikke var nervøs i forvejen... Hun lå i flere timer og fik kørt strimmel (som larmer meget når man ligger under 1 m fra hinanden, mens hund ringede rundt til venner og familie og højlydt fortalte om hendes krise. Det var selvfølgeligt vildt syndt for hende, men når man har fået at vide at man skal undgå stressede situationer, da veerne ellers kan gå igang igen var det lidt svært ikke at blive nervøs på egne vegne.... Henunder aften blev hun kørt ned til akut kejersnit da barnet fik det dårligt og så lå jeg tilbage temmeligt rystet. Troede at nu ville natten da blive rolig, men kl 22 kom en pakistansk pige ind med hele sin familie. Familien blev dog sendt væk efter en time, men det viste sig at den stakkels pige var syg og sad op hele natten med lyset tændt og hostede som en gal hver 30. sekund... Jeg var fuldstændig grædefærdig... Hun ringede konstant på klokken - og tro mig hun havde det bestemt heller ikke godt - men jeg fik flere og flere kraftige plukkeveer og var lige ved at g´å fuldstændig i panik... Ved 3-tiden da hun atter havde ringet på klokken spurgte jeg med tårer i øjnene om de ikke havde nogle ørepropper. Jeg fik nogle, men de kunne se på mig at den var helt gal og det endte med at hun blev kørt på fødegangen...
Det var en hård omgang, der stressede mig rigtig meget. Da Mr B kom forbi den næste dag var jeg helt ude af mig selv. Tænk hvis det fortsatte på samme måde...så bliver det nogle forfærdelige måneder...
Jeg fik så 1 1/2 dag for mig selv hvorefter jeg fik en ny nabo. Hun var i samme situation som jeg og havde haft vandafgang, men var 3 uger længere henne end jeg.
Heldigvis var hun rigtig sød og vi havde det samme behov for ro og fred. Jeg anede lys for enden af tunnelen.
Vi talte rigtig meget sammen om vores angst. Hun havde 2 børn i forvejen og synes naturligvis at det var utroligt stressende at skulle ligge "fastspændt" her...
Efter blot to dage begyndte hun dog at få veer. Hun lå hele dagen og havde ondt og pludseligt gik det stærkt. Ved 16 tiden havde hun åbnet sig 8 cm og barnet var klar til til at blive født i 25. uge.
Jeg ringede efter hendes kæreste for hende og var fuldstændig oprevet over situationen. Jeg havde lige været vidne tiol mit eget værste mareridt... Det var grusomt...
Jeg havde dog en forhåbning gom at de ville kunne redde barnet, hun var jo i de bedste hænder...
Næste dag fik jeg dog at vide at den lille dreng var død.... Det var et rigtig hårdt slag. Åhhh, hvor jeg dog følte med hende og åhhh, hvor var jeg dog bange for min egen situation.... Hun var jo 3 uger længere henne og alligevel gik det galt...
Jeg lå alene hele weekenden og var frygteligt deprimereret. Mr B skulle ud med nogle venner og sendte mig lørdag aften en sms om at han ville ønske jeg var der... De var til revy og det var åbenbart rigtig sjovt...Åh, hvor havde jeg ondt af mig selv. Jeg har nu ligget ned i stort set hele graviditeten og savner bare sådan et liv. Var der så i det mindste en garanti for at det ville ende godt ville det hele være meget nemmere, men det er der ikke... og så er det godt nok nemt at ryge ned i et hul af selvmedlidenhed... Giv mig et liv igen...
Da Mr B kom forbi om søndagen med drukstemme orkede jeg næsten ikke at høre om hans aften... Tro mig det er jo ikke fordi jeg ikke under ham at have et liv fordi jeg ikke har det... Der skal bare ikke så meget til at slå mig ud af kurs i øjeblikket..

Søndag aften kom en jordemoder og sagde at nu skulle jeg flyttes til en anden stue, da de havde pladsproblemer... Jeg brød fuldstændigt sammen og græd som pisket. Kunne slet ikke kende mig selv for normalt lader jeg mig ikke slå ud så let. Kunne bare ikke overskue at skulle forlade min lille hule... Efter en times tid kom hun tilbage og sagde at de ville prøve at finde en anden løsning.
Gad vide om de synes jeg er skruphysterisk !!!
Min reaktion kom meget bag på mig. "Frøken kontrol" måtte kaste håndklædet i ringen... Jeg har ikke længere kontrol over noget som helst - det er hårdt...

Tiden går med at kigge ud af vinduet, se en af de 5 kanaler eller læse gamle "ugebladet søndag" fra min mor... Og så går der meget tid med at kigge på det store runde ur der hænger lige foran mig.... Pyyyh, hvor går det langsomt....

fredag, marts 16, 2007

Mareridtet fortsætter og fortsætter...

Nu kan jeg snart ikke mere...
Torsdag i sidste uge blev jeg indlagt på riget for at skulle have lagt en cerklage (et bånd rundt om livmoderhalsen). Vi ankom kl 8 og jeg blev iklædt det sædvanlige hospitalstøj. Over middag blev jeg kørt ned på OP hvor jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse. Den søde Dr J kom herefter ind og gik i gang. Jeg spurgte nervøst til hvordan min livmoderhals så ud og han kommenterede at den var meget blød og eftergivelig. Det var bestemt ikke rart at få den lagt og jeg kom i tvivl om de havde bedøvet mig ordenligt. Da han endelig var færdig blev han enig med sig selv om at han ville ligge en ekstra for at være på den sikre side.
Endelig var det overstået, men så startede mareridtet for alvor. Han havde dårligt lagt nål og tråd fra sig førend jeg begyndte at få meget kraftige smerter i maven. Dr J mente at det var fordi min blære var fuld og de tømte min blære med et kateter. Jeg havde dog følelsen af at noget andet var galt, men tænkte at det måske var normalt med smerter når de har været oppe og rode. På opvågningen blev det værre og værre. De tilbød mig morfin, men det turde jeg ikke pga spunken. Da jeg endelig kom op på stuen gik jeg i panik jeg havde veer og de kom uafbrudt uden pause. Min mave var hård som sten og strittede lige ud i luften. Det begyndte at myldre rundt på min stue. Jeg var i uge 21. og vidste udemærket godt at hvis jeg fødte nu ville vores lille pige ikke overleve. Jeg kan ikke finde ord der beskriver hvor bange jeg var. Ikke igen Ikke igen. Det kan man ikke byde nogen... Jeg kan ikke finde ord til at beskrive hvor bange jeg var...
Efter at have vredet mig i en times tid valgt Dr J at give mig et drop med ve hæmmer. Jeg ved udemærket godt at det gør man normalt ikke så tidligt, men jeg tror han synes at jeg allerede har været så frygteligt meget igennem at han ville give det alle chancer. Efter 10 minutter virkede det. Det var en fantastisk lettelse og jeg prøvede at slappe lidt af.
Talte lidt med Dr J der virkede temmeligt bekymret over situationen. Jeg fik lagt et kateter så jeg ikke skulle op af sengen, men kunne holde mig helt i ro.
Da der var kommet lidt ro over veerne sad Mr B og jeg og talte lidt sammen. Vi græd begge og blev enige om at vores lille datter skulle hedde Isabella hvis vi nu stod med en hurtig dåb igen.

Nu skulle man så tro at det værste var ovre.... sådan skulle det dog ikke være.
Jeg var knap nok faldet i søvn førend jeg vågnede ved at det sev i mellem mine baller. Lå et stykke tid musestille, mens det løb lige så stille. Jeg kaldte efter en jordemoder. Jeg fik et nyt klæde at ligge på. Kunne ikke have trusser på pga kateteret. Hun prøvede at berolige mig med at det sev fra såret....
Jeg var dog ikke rolig efter en times tid lå jeg igen i en sø. Ved tre tiden om natten og efter at have skiftet klæde adskillige klæder kom der en læge for at skanne mig. Nu var jordemoderen også bekymret....Der var stadig fostervand derinde og jeg prøvede at slappe lidt af resten af natten selvom det fortsatte med at sive.
Tidligt næste morgen kom Dr J tilbage. Jeg skulle have lavet en GU for at se hvordan det hele så ud. Da han tog sit spekulum ud var det helt fyldt med væske og han var ikke i tvivl - jeg havde vandafgang... Hvis han havde set bekymret ud før var det ingenting mod hvordan han så ud nu... Han begyndte at snakke om hvad man kunne gøre næste gang, men jeg afbrød ham og sagde at det ville jeg slet ikke høre om. Jeg klamrer mig jo stadig til håbet om at det her ender lykkeligt...
Vi snakkede lidt om hvad der nu skulle ske. Jeg ville blive indlagt resten af graviditeten, skal ligge i ro og må kun rejse mig for at gå på toilettet. Det værste der kan ske er at jeg får en infektion eller nye veer.
I første omgang beholdt jeg dog kateteret til søndag så jeg kunne ligge helt stille.
Skulle dette mareridt dog aldrig høre op. Var sikker på at hvert øjeblik ville jeg atter få veer og så var det slut...

Den første udfordring var nu at vehæmmerdroppet skulle slukkes efter 24 timer. Det blev det fredag aften og jeg var vildt angst for at det ville starte igen. Jeg lå musestille på ryggen og mærkede efter hvert et lille signal min krop sendte. Mr B havde fået en seng ved siden af mig og det var en stor tryghed hvis jeg pludselig fik veer igen. Hele natten lå jeg på ryggen og hver gang der kom en plukkeve var jeg sikker på at nu var det sket...
Da det endelig blev morgen var jeg meget lettet. Jeg havde klaret natten...
Hele lørdagen lå jeg nærmest ubevægeligt på ryggen og mærkede hvordan det stille og roligt sev ud af mig. Jeg fik penicillin for at undgå infektion og diclon for at få min livmoder til at slappe af.
Søndag kom så den næste milepæl. Jeg skulle have fjernet kateteret og selv på toilettet. Det var en kæmpe overvindelse for mig første gang jeg skulle rejse mig og da jeg sad på toilettet var jeg vildt angst for at resten af vandet ville gå i en skylle... Det gjorde det ikke - en ubeskrivelig lettelse.
Det er sådan med fostervand at det hele tiden gendannes så det er vigtigt at der ikke løber mere ud end der dannes når først der er gået hul på hinderne - og så er det MEGET vigtigt at undgå infektion...
De næste par dage var jeg igennem utallige skanninger. Man har bla fundet ud af at min livmoder er todelt, så der er ikke så meget plads til barnet og så er min livmoderhals tilsyneladende meget følsom og der skal næsten ingen ting til førend den begynder at give sig med tilhørende kraftige plukkeveer.
Jeg har derfor til min mors store forargelse valgt at sige nej tak til besøg af andre end Mr B da jeg bare har brug for ro og fred. Det er måske lidt svært at forstå da tiden på et hospital jo er længre end alle andre steder - mærkeligt nok, men jeg kan bare mærke at der skal ro på det næste stykke tid. På trods af mine protester har min mor dog alligevel valgt at melde sin ankomst i morgen - ret strengt synes jeg at hun ikke respekterer mine ønsker...

Jeg ligger nu på afdelingen for truende for tidlig fødsel og det er ingen spøj. Jeg er jo indlagt for at få ro og fred og aflaste. Det er dog bestemt ikke altid muligt på et hospital....
Jeg går stadig i panik hvergang plukkeveerne kommer. Mit næste delmål hedder 23+5 hvor de starter på at give mig lungemodner. Det har dog lange udsigter når man kun er 21+2 og tiden snegler sig afsted... Hvis jeg skal klare dette her må jeg dog tvinge mig selv til at tage en dag ad gangen. Det er ikke nemt når man er bange...

onsdag, marts 07, 2007

Nye bekymringer...

Jeg vidste på forhånd at tirsdag ville blive en hektisk dag. Dagen startede med den længe ventede misdannelses skanning, herefter skanning af min livmoderhals og samtale med fødselslægen og til sidst jordemoder...
Den lange dag på riget startede selvfølgelig med at de ikke kunne finde min journal. Selvom mit bækken stadig volder mig store problemer går det heldigvis bedre efter en uge liggende på ryggen. Jagten rundt efter journalen var dog ikke lige det jeg havde brug for, men sådan er det jo nok når man kommer mange steder.

Efter en halv times jagt lykkedes det ar finde den og jeg blev kaldt til misdannelsesskanning. Skanningssygeplejersken startede med at fortælle hvor træt hun var og at hun trængte til frokost. Øøøh, måske ikke lige det man gider høre når man møder spændt og forventningsfuld op. Jeg var mest spændt på at se om spunken havde det godt, mens Mr B vidst var mest spændt på kønnet.
Efter en grundig gennemgang fik vi lettede at vide at spunken tilsyneladende var sund og rask og uden nogen former for misdannelser.
Mr B der hele tiden havde gættet på at spunken var en dreng spurgte atter til kønnet og hendes bud var at det var en pige, men hun kunne ikke garantere noget...
Nåh, det bliver jo ikke den sidste skanning, så mon ikke vi får endnu et kig mellem benene.

Efter endnu en times venten gik turen så videre til lægen. Han startede med at gennemgå min tripletest, der heldigvis var meget bedre end doubletesten - så var jeg da den bekymring lettere...
Herefter blev jeg atter skannet, men denne gang var det livmoderhalsen. Efter skanningen sad han lidt og så eftertænksom ud hvorefter han bekræftede at min livmoderhals havde forkortet sig med næste 4 cm på 2 1/2 uge. Efter endnu et minuts tænkepause sagde han så - og derfor synes jeg vi skal lægge en cerklage!!!
Jeg var helt rystet og vidste dårligt hvad jeg skulle sige. Han fortsatte dog - i morgen møder du op til samtale med anæstesi og torsdag bliver du så indlaget og får indopereret en cerklage.
En cerklage er en slags ståltråd man syr fast rundt om livmoderhalsen for at holde på barnet.

Dybt chokeret ringede jeg til Mr B, der blev lige så chokeret - hvad betyder det nu - hvad sker der - får dette nogensinde en lykkelig udgang !!!

Herefter turen gik videre til jordemoderen i specialambulatoriet.
Vi snakkede mest om dagens besked og hun sagde at jeg nu ville skulle aflaste endnu mere - kan man det !!! Derudover nævnte jeg lige min lave blodprocent og det tog hun åbenbart noget mere alvorligt end min læge. Hun ville i hvert tilfælde have taget hasteblodprøver og have mig op i helt andre doser jern...

Da jeg endelig kom hjem var jeg helt udmattet og faldt i søvn med det samme.
Da Mr B kom i seng kunne jeg selvfølgeligt ikke sove mere og brugte det meste af natten på at vende og dreje mig og spekulere.... Går det nu galt igen, vil jeg endnu engang miste en datter !!!
Tankerne kørte rundt i mit hoved. Risikoen når man får lagt en cerklage er at vandet går eller veerne går i gang - og så er der en øget infektionsrisiko... men alternativet er jo heller ikke til at holde ud at tænke på... Nu skal hun bare blive derinde...

Endelig morgen og så gik turen atter til Riget.
Først gik turen forbi ambulatoriet og efter endnu en jagt på min journal kom fødselslægen forbi og vi snakkede lidt om det hele.
Hans teori er at min livmoderhals pga pres fra barnet hele tiden står og åbner sig lidt og det gør at der udskilles nogle hormoner der giver mig plukkeveer og afkortning af livmoderhalsen...
Forhåbenligt vil en sammensnøring så gøre at man undgår dette.
Jeg skal indlægges nogle dage og holde mig i ro for at forhindre veer. Herefter kan jeg selv vælge om jeg vil aflaste derhjemme eller indlægges... Hvis alt går vel vil jeg selvfølgelig helst hjem i mine egne omgivelser. Jeg trækker selvfølgelig store veksler på Mr B, men jeg tror også han foretrækker jeg er hjemme... Han har været lidt ved siden af sig selv siden han fik at vide at jeg skulle indlægges - det kender jeg nu godt... det er så svært at være magtesløs !!!

Herefter havde jeg samtale med anæstesilægen. Jeg skulle vælge rygmarvsbedøvelse eller fuld narkose. Jeg ville dog helst ikke i fuld narkose, da jeg har en idé om at det er hårdest for barnet.

Så blev jeg sendt hjem igen og nu er det så bare ventetid...

Måske synes I jeg pisker en stemning op, men hele eftermiddagen har jeg ligget og kigget og rørt ved min mave. Mærket hvordan den lille sparker, puffer og maser glad og uvidende om de trusler der lurer...
Åhhh, bare det her ender godt - bare jeg efter mange års kamp langt om længe får min ønskebarn... Hvor er jeg bare bange...

søndag, marts 04, 2007

Hvis ikke det er det ene...

Ja, her er lidt nedtrykt stemning i øjeblikket.
Onsdag var jeg hos OB til den sædvanlige transfusion. Vi talte lidt om hvordan det var gået og jeg havde heldigvis kun haft en enkelt pletblødning siden sidst. Så talte vi om det videre forløb og jeg skal kun have 1 transfusion mere hvorefter den videre kontrol vil overgå til svangreambulatoriet. Han sagde dog at han ville sende dem en henvisning om at jeg skulle have ekstra skanninger, flowmåling osv, så det beroligede mig lidt. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem har elsket de mange timer jeg har tilbragt på gangen med dropstativ, men det har alligevel givet mig en stor sikkerhed at blive fulgt så tæt og ikke mindst de hyppige skanninger for at holde øje med om spunken var ok...
Så skulle jeg skannes for lige at se efter hjerteblink og måling af hoveddiameter for at sikre at den vokser som den skal.... Gudskelov, alt var stadig fint. Dens hoved målte 46 i diameter og det skulle blot være 44, så det var bare så dejligt. Jeg prøvede at lokke OB til at kigge efter køn nu hvor han var i gang. Ikke at det betyder noget, men vi synes jo det kunne være sjovt at vide om det er en dreng eller pige i stedet for en spunk. OB sagde dog at hans skanner var for dårlig til den slags, men kiggede alligevel mellem benene for at se om der skulle være noget åbenlyst - det var der ikke, så vi venter lidt endnu.
Så var det ellers ventetid med dropstativ i 3 1/2 time....

For 7 år siden var jeg ude for at meget alvorligt trafikuheld hvor jeg endte med det 5 dobbelt bækkenbrud, 2 måneder på langs på hospitalet og 4 måneders langsom genoptræning derhjemme. Jeg slap meget heldigt, da jeg bliv ramt ved en sidepåkørsel af en bil der kørte 140 km/t. Jeg husker ikke selv noget fra ulykken, men vågnede op dagen efter på intensiv til et rent smertehelvede. Siden har jeg haft ondt i bækkenet når jeg har siddet for længe eller når det er koldt. Det kunne dog være meget værre, men hold op hvor har jeg fundet ud af hvor hurtigt ens liv kan forandres. Man skal ikke tage noget for givet...

Grunden til at jeg nævner denne "lille episode" er at jeg de sidste par dage var begyndt at få rigtig ondt i bækkenet igen. Primært den venstre side, hvor skaden var værst.
Jeg havde også smerter ved graviditeten med min datter og var til fysioterapeut dagen før jeg pludseligt fik veer. Så jeg er blevet lidt angst for fysioterapeuter, men ved jo godt inderst inde at det er noget pjat...
Efter jeg kom hjem fra OB og den sædvanlige urindyrkning i svangreambulatoriet begyndte jeg at få mere og mere ondt.
Jeg lagde mig i seng for at hvile og Mr B tog ud og trænede. Efter nogle timer skulle jeg på toilettet og smerterne var nu så kraftige at jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg gik helt i panik og efter endnu to timer hvor jeg prøvede at holde mig var jeg tvunget til at nærmest kravle ud af sengen. Turen til toilettet tog 30 minutter og da jeg endeligt kom tilbage i seng brød jeg grædende sammen. Det var bare for meget. Hvis ikke det var det ene var et det andet. Hvorfor kan jeg ikke bare snart få lidt fred... Ja, selvmedlidenheden var stor kan I godt høre...
I samme øjeblik kom Mr B ind ad døren. Da han så mig hulkende blev han helt bleg og flåede i panik dynen af mig for at se om vandet var gået - min store skræk. Jeg kunne slet ikke tale, så meget græd jeg. Endeligt fik jeg taget mig sammen... Jeg følte mig lidt du at reagere så voldsomt og stakkels Mr B var totalt oprevet....
Smerterne blev dog ved og ved og efter en søvnløs nat ringede jeg næste dag til min læge. De måtte gøre noget... Han havde selvfølgelig ferie og lægen han henviste til bad mig bare om at kontakte svangreambulatoriet. Svangreambulatoriet bad mig kontakte fødegangen hvor jeg endelig langt om længe fik fat i en sød jordemoder der gad tale med mig... Jeg forklarede hende at mine smerter var så voldsomme i venstre s-1 led præcist der hvor jeg havde mit værste brud at jeg kun kunne ligge på ryggen og ikke røre mig af smerte. Når jeg skulle på toilettet hang jeg om halsen på Mr B og jeg havde voldsomme smerter hver gang jeg bare forsøgte at støtte på mit venstre ben. Den søde jordemoder mente ikke der var så meget at gøre, men ville konferere med en læge. Efter lidt tid ringede hun tilbage og sagde at jeg skulle komme ind næste dag og blive undersøgt. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvordan jeg skulle komme derind, da jeg kun kunne udholde at ligge på ryggen.
Dagen efter gik det heldigvis lidt bedre og Mr B fik moslet mig ind på riget. En rigtig sød læge skulle undersøge mig og hun sagde hurtigt at hun gerne ville indlægge mig, da hun mente det var den gamle skade der gav mig problemer og jeg skulle holde mig helt i ro. Jeg ville dog hellere hjem og aflaste og de kan jo ikke rigtigt gøre noget som Mr B ikke kan gøre derhjemme.
Herefter skannede nu min livmoderhals og så efter liv. Selvom jeg selv var meget sikker på at det ikke var veer ville hun alligevel være på den sikre side.
Livmoderhalsen var tilfredsstillende sagde hun - 27 mm. I btragtning af at den for 2 1/2 uge siden var 64 mm (hvilket er MEGET flot) var jeg dog ikke særligt imponeret. Hun sagde at det var vægten fra barnet der havde forkortet den og det var normalt, men med en historik om en tidligere uforklarlig for tidlig fødsel 1 uge fra nu (jeg er idag 19+4) skal der ikke meget til at gøre mig nervøs...
Nåh, men jeg fik et par krykker med hjem og besked om total aflastning - hvilket jeg jo stort set også gjorde i forvejen) tog jeg hjem igen. Her ligger jeg så limet til sengen og synes det hele er temmeligt træls.
Det vigtigste er dog at spunken har det godt og ikke mindst at den bliver derinde i laaang tid endnu.
På tirsdag skal jeg til misdannelsesskanning og herefter have kontrolleret min livmoderhals igen.
Det bliver spændende...

fredag, februar 23, 2007

Hele tre ting på én dag...

Så er jeg netop hjemvendt efter endnu et lægebesøg. Min blodprocent skal jo følges, da ved sidste chek var faldet til 5,5 og efter en uge med jerntabletter var den desværre ikke steget. Nåh, det var vidst også lige lovligt optimistisk at det ville vende så hurtigt...

Da min doubletest ved nakkefolddkanningen var meget dårlig spurgte jeg lægen om hun ikke ville tage en tripple-test for at se om denne så bedre ud. På hospitalet har de sagt til mig at den dårlige double-test kunne skyldes at jeg har blødt så meget fra moderkagen. Under alle omstændigheder overvejede jeg hverken moderkagebiopsi eller fostervandsprøve med alle de problemer jeg havde haft. Det kunne da lige passe at det så ville gå galt fordi jeg gerne ville være helt sikker på at der ikke var kromosomfejl. Nu må vi se om tripple-testen ser bedre ud.
Det er nu heller ikke lige det der har været min største bekymring - men når de nu var igang med at stikke i mig :-)
Bagefter fik Mr B lokket mig en tur med i Fields. Jeg må indrømme at jeg ikke var superstolt ved situationen. På den ene side var det skønt at være ude i den virkelige verden og se noget andet end Dr Phil og de samme fire vægge, men på den anden side havde jeg MEGET svært ved at slippe tanken om tænk nu hvis det gik galt fordi jeg lige skulle en time i Fields....
Det er nok meget naturligt - prøver jeg at bilde mig selv ind.
Det bedste ved at være uden for hjemmet er næsten at man får en naturlig træthed der er langt bedre end den dvaletilstand jeg ellers går rundt i.

Da jeg kom hjem ringede international marketing fra mit arbejde og havde nogle spørgsmål omkring et projekt jeg har arbejdet på. Jeg havde helt hjertebanken bagefter - bare jeg kunne gøre det færdigt selv... Efter lige at have sundet mig en halv times tid på sofaen kom jeg dog til fornuft. Nu er det projekt barn det gælder og for at det skal lykkes for mig efter 6 års kamp kræver det at alle andre projekter ryger på hylden - og de klarer det jo sagtens uden mig...

Min søster har fødselsdag på søndag, men hun kan ikke overskue at der skal holdes noget.
Hvor er det frustrerende at jeg ikke kan gøre så meget lige nu andet end at lytte. Hun bor 80 km væk og har ikke kørekort, så det gør det ikke meget nemmere.
Hendes humør svinger utroligt meget (lige som mit eget) og det ene øjeblik har hun mod på at komme igennem det og det næste er hun dybt ulykkelig og vil bare have hendes mand tilbage.
Hvor er det bare synd for hende, men når det så er sagt så håber jeg virkeligt at bruddet holder... Det er ikke for at være ond, men min søster og hendes mand har kendt hinanden i 10 år og han har ikke just været sød ved hende (for at sige det mildt). Mens han har plejet sin karriere, sport og venner er min søsters selvværd blevet mindre og mindre og hun har ikke meget tro på sig selv længere - i nogen sammenhænge.
Jeg håber at dette vil tvinge hende til at finde den glade pige tilbage igen som vi andre har savnet i mange år. Men det er hårdt at starte forfra når man har delt hele sit voksenliv med en anden...

Nu vil jeg lægge mig ind og hvile mig lidt efter en i min verden meget begivenhedrig dag...

tirsdag, februar 20, 2007

Op og nedture...

Jeg har gennem det sidste stykke tid døjet meget med svimmelhed, træthed og hovedpine. Det er jo lidt svært at finde ud af hvad der er stress, bivirkninger ved transfusionen eller bare almindelige graviditetskvaler. Jeg ved jo også godt at min problem er at jeg har alt for meget tid til at spekulere over hvordan jeg har det - og det er ikke altid godt :-)
Fredag måtte jeg afsted til lægen da jeg også var begyndt at få øresusen. Grunden til at jeg lige lagde mærke til dette symptom er at jeg ved fødslen af min datter endte med at få blodstransfusion da min blodprocent var faldet til 4,5 og der havde jeg også øresusen og var svimmel.
Min blodprocent var i fredags faldet til 5,5 og jeg skal nu chekkes hver uge. Hvis ikke det er det ene der er galt er det det andet !!! Det her er da heldigvis ikke slemt, men det er som om min krop ikke kan lide at være gravid. Mit blodtryk er også faldet meget.
Hver 14. dag skal jeg have transfusion, foretaget urindyrkning, hver uge målt blodprocent, hver 3. uge skannet min livmoderhals og så er der specialambulatoriet. Nåh, det er jo fint at blive fulgt og hvis bare det her ender godt er der ikke det i verden jeg ikke vil gøre...
På vejen hjem tog vi forbi h&m og købte mine første par ventebukser. Det var meget underligt for det var som om at jeg nu tillod mig selv at tro på det. Tro på at jeg ville få en stor mave...
Åh, hvor ville det være dejligt !
Fredag fik jeg også overstået et meget vigtigt telefonopkald. Jeg fik ringet til min chef og sygemeldt mig for resten af graviditeten og det var bare en KÆMPE lettelse. Jeg var nærmest hel høj bagefter. Det er meget underligt, men jeg føler faktisk slet ingen trang til at have kontakt til mit arbejde. Det er ligesom en helt anden verden der ikke vedrører mig !!!

I weekenden blev jeg ringet op af min søster der grædende fortalte at hun skal skilles. På trods af at jeg havde det elendigt hele weekenden fik jeg mandet mig op og talte med hende ca 4-5 gange hver dag. Hvor er det bare superfrustrerende ikke at kunne gøre noget... Jeg ved desværre godt hvordan hun har det. Min kæreste forlod mig til fordel for en yngre model 3/4 år efter vi havde mistet vores datter og jeg endnu ikke var blevet gravid igen. Det er ikke sjovt at skulle starte forfra når man har været sammen i mange år og skabt et liv sammen.
Man lærer dog meget om sig selv og finder ud af hvor meget man rent faktisk kan.
Min kæreste skred bare fra det hele og så måtte jeg selv pakke hele huset sammen og pakke børneværelset ned i sorte sække. Jeg troede ikke jeg ville overleve det - men det gjorde jeg !!!
- og det ved jeg at hun også gør - selvom det bliver en hård tid.

Efter jeg ellers var begyndt at få lidt mere ro på begyndte jeg i går eftermiddags pludselig at få nogle meget kraftige plukkeveer. Jeg gik i seng, da jeg ikke kunne holde ud at ligge på sofaen, men det blev kun værre og værre. Det blev en rigtig lang nat. Jeg havde mange smerter og murren i hele kroppen og var hele tiden sikker på at NU ville vandet gå. Jeg kan slet ikke beskrive hvor bange jeg er for at skulle føde for tidligt igen. Nogle gange er angsten ved at kvæle mig. I morgen går jeg i uge 19 og der er frygteligt lang tid til jeg kan begynde at føle mig sikker.
Her til eftermiddag er det heldigvis begyndt at drive over og jeg begynder at slappe lidt af igen.
Jeg har dog kun været ude af sengen når jeg skulle på toilettet. Håber jeg får sovet lidt i nat...

torsdag, februar 15, 2007

Tid - et underligt fænomen

Undskyld der er gået så længe og tusinde tak for jeres opmuntringer. Jeg har været sådan lidt ved siden af mig selv og har ikke rigtigt magtet at finde computeren frem.
Jeg kan ikke helt sige hvad det er for spunken har det stadig godt - måske er det min inaktive tilstand der døser mig hend i en mærkelig ugidelig pseudoverden !!!

I tirsdags var jeg hos OB for at få transfusion igen igen. Der var gået 14 dage siden sidste skanning og det er det længste jeg har prøvet at gå.
Det var rigtigt dejligt at se den lille spunk igen og rent faktisk er den ikke er så lille længere. Hoveddiameteren var 39 mm og der var masser af aktivitet. Jeg er nu i uge 18.
Jeg havde det elendigt i de 4 timer jeg fik transfusion og måtte ligge på en sofa på gangen med et tæppe - meget ynkeligt. Herefter ventede jeg en time på at komme til undersøgelse hos en fødselslæge, der holder øje med min livmoderhals. Da jeg endelig kom ind nåede jeg lige at smide bukserne da han blev kaldt op til et kejsersnit. Så ventede jeg videre.... Endelig blev det min tur og der lå jeg så med fri udsigt til det hele da sekretæren kom væltende ind... "hej hej ligger du der - ja undskyld men jeg skal lige spørge JLR om noget". Ja, men så gør du endelig det, der er snart så mange mennesker der har gloet op i mit understel, så hvad gør én fra eller til !!! Hvordan mon hun selv ville havde det med det...
Nåh, men livmoderhalsen var superfin 6,5 cm - det er vidst meget langt. Problemet er at man jo ikke ved hvad der gik galt da fødslen gik i gang for tidligt. Jeg havde jo været til misdannelsesskanning 4 dage forinden det gik galt og fik at vide at alt var i skønneste orden, så nu kunne jeg godt slappe lidt af. Da jeg havde veer i 3 dage inden jeg fødte hende tyder det ikke på at det var livmoderhalsen der var problemet.
Jeg spurgte derfor lægen om der ikke var andet man kunne gøre og jeg skal nu ind og aflevere en urinprøve til dyrkning hver 14. dag samtidigt med skanning af livmoderhals, transfusioner hos OB og besøg hos specialjordemoderen. Jo, der bliver da holdt øje med mig og det er både stressende og rart.
Da jeg endelig kom hjem var jeg helt ødelagt og har ligget i hi de sidste par dage og haft det forfærdeligt oven på transfusionen. I starten af graviditeten fik jeg det ikke så skidt, men det er som om det er blevet værre.
Nåh, men nu er jeg så ved at blive menneske og så står den på 14 dages venten igen.
Det her med tid er noget underligt noget. I min fars verden som kræftpatient er hvert minut dyrbart og tiden går alt for hurtigt. I min verden snegler tiden sig afsted og selvom mine omgivelser synes jeg er enormt langt synes jeg der er rigtig rigtig lang vej til jeg kan begynde at føle mig lidt mere tryg.
Jeg ved godt at hver dag der går er en dag nærmere målet og det prøver jeg at sige til mig selv når jeg lægger mig til at sove. Mr B siger tit at nu skal jeg nyde denne her tid der er min egen. Er jeg et utaknemmeligt skarn fordi jeg ikke ser helt sådan på det. Jeg ville da langt hellere suse rundt og vise min voksende mave frem som en anden kronprinsesse Mary, i stedet for at ligge herhjemme og se doktor Phil.
Nåh, måske jeg får samlet mod senere. Jeg skal jo ikke klage - jeg har jo drømt om at blive gravid så længe og det er jeg jo !!!

fredag, februar 02, 2007

Der er nogen der banker...

Onsdag var det så atter OB dag. Det var 14 dage siden jeg sidst havde set spunken og jeg var meget spændt på om alt så godt ud. Jeg er gået ind i en fase hvor jeg er totalt angst for at vandet skal gå og fødslen gå igang, så det beroliger mig ikke så meget mere at se at der er liv - også fordi jeg jo har min dopler herhjemme hvor jeg chekker efter hjertelyd hver dag. Til gengæld er det meget befriende at se om den nu vokser som den skal og om der er nok fostervand.
For første gang skulle jg skannes uden på maven og selvom der efterhånden er så mange mennesker der har rodet ved mit underliv var det rart for engang skyld at kunne beholde bukserne på :-). Den "lille" spunk dukkede hurtigt op på skærmen og til min store skuffelser måler man ikke længere hvor lang den er, men hoveddiameteren. Den målte 32 mm og skulle have målt 31, så det var helt perfekt. OB fik mig også overbevist om at der var nok fostervand.
Ellers lå den og flagrede med arme og ben, åh hvor var det dejligt at se... Hvis man kunne få hjemmeskannere ville jeg nok ligge og kigge på mit lille vidunder dagen lang...
Det er nok meget godt at jeg ikke har sådan en ;-)
Efter at den første flaske var løbet igennem suste jeg over på en anden afdeling hvor min far skulle til samtale.
Min far fik i sommers konstateret uhelberedelig kræft og får nu livsforlængende behandling...
Han går så til løbende samtaler for at følge kræftens udvikling. Det har rystet hele familien meget dybt, da han altid har været supersund, slank og dyrket masser af motion. Desværre er kræft ikke en sygdom der gå efter fortjeneste, den går sine egne veje og tager dem der lige er på dens vej !!!
Efter samtalen med min far suste jeg så tilbage igen og fik den sidste flaske inden Mr B kom og hentede mig.
Da jeg kom hjem gik jeg helt i koma - som sædvanligt efter disse behandlinger. Jeg havde voldsomt hovedpine, mavesmerter og kraftige influenza symptomer. Mens jeg lå og vred mig i al min elendighed kunne jeg pludseligt mærke spunken mosle løs derinde. Alle snakker om at det føles som sommerfugle i maven, men jeg synes næsrmest at det gjorde ondt. Det føltes nærmest som om at den var ved at presse sig ud igennem min mave - jeg må have en meget følsom livmoder !!! Man kunne simpelthen se den lille bule flytte sug rundt på maven. Hvis jeg ikke lige havde det så dårligt ville jeg nok syntes at det var helt vidunderligt, men på grund af mine kraftige mavesmerter var jeg i stedet vildt bange for at vandet skulle gå.
I går lå jeg så på langs hele dagen med vild hovedpine, men fik lige kæmpet mig op til den trælse håndboldkamp.
I dag er jeg så på benene igen og har det heldigvis meget bedre.
Spunken mosler stadig, men det gør heldigvis ikke ondt længere.
Jeg skal sådan passe på ikke at blive for overkæk når jeg har det bedre !!! Det er bare så svært når man går hjemme ikke lige at ordne lidt... Men jeg ved godt at denne tid er en investering i mit ønskebarn, så hvad betyder det at der ligger nullermænd der er så store at selv hunden bliver bange !!!
Åh, hvor ville jeg gerne nå at give min far et barnebarn - det vil bare gøre ham så stolt !!!

tirsdag, januar 30, 2007

Lidt for kæphøj...

Ja, jeg var vidst lidt for kæphøj med min sidste entusiasme... Dagen efter blødte jeg nemlig igen. - Heldigvis ikke så meget, men nok til at jeg måtte tage en dag i sengen. I weekenden tog jeg den også med ro, jeg har efterhånden fået så mange forskrækkelser at jeg ikke har lyst til at tage nogle chancer. Mr B og jeg havde desuden et kæmpe skænderi fredag der gjorde at vi ikke talte sammen i to dage. Den slags kan jeg slet ikke holde til lige nu. Mine nerver hænger uden på tøjet i forvejen og der skal ikke meget til førend jeg er i det røde felt.

Mandag var dog en rigtig øv-dag da vores oliefyr var gået ud i løbet af natten, så der var hverken varme eller varmt vand. Jeg havde derfor travlt hele dagen med at prøve at få løst problemet. Det endte med at jeg måtte have en vvsér ud, der var meget bekymret da fyret var løbet helt tør for vand og hvor var det lige blevet af... Nu skal vi holde øje med vandstanden i de næste par uger og hvis den falder igen har vi et seriøst problem for så skal gulvet måske hakkes op !!!
Nåh, vi må håbe på det bedste... Det er ikke lige det jeg orker at slås med nu.
I dag skulle jeg så til jordemoder for første gang. Jeg går i specialambulatoriet hvor der bliver sat ekstra tid af til hver og jeg skal til desuden til ekstra kontroller. Jordemoderen var helt utrolig sød og vi fik en god snak om mine tidligere graviditeter og fødslen af min datter samt selvfølgelig komplikationerne i denne graviditet. Hun gjorde mig opmærksom på at jeg skal holde mig meget i ro og hun var enda meget skeptisk ved at jeg selv var kørt i bil derind. Jeg må ikke udsættes for nogen former for stress !! Det er jo temmeligt svært at leve op til, men jeg må jo gøre hvad jeg kan. Hun bad mig om at lave en "afhandling i ugeblade" til næste gang - det er hvad mit liv skal være fyldt med det næste stykke tid...
Jeg har desværre mange kraftige plukkeveer hvor min livmoder bliver hård som sten og det bekymrede hende. Jeg kunne fornemme at hun var nevøs for at jeg skulle føde for tidligt igen.
Ikke mindst da hun sagde at "normalt fylder jeg kalenderen op med tider helt ind til termin, men i dit tilfælde synes jeg lige vi skal tage det lidt af gangen"... "Lad os nu satse på at få dig forbi uge 28"... - ja, så det er min næste milepæl... At nå til uge 28. Pyyyha, morgen går jeg i uge 16 - så der er frygteligt lang tid til.
I morgen skal jeg til OB og have transfusion og jeg glæder mig helt vildt til at se hvor stor spunken er blevet og om der er nok fostervand osv...

torsdag, januar 25, 2007

En god dag...

Jeg prøver konstant at minde mig selv om at jeg skal huske at nyde de gode stunder.... I dag vågnede jeg til min store overraskelse op og det var morgen !!! Jeg havde slet ikke været oppe og tisse som jeg ellers plejer 4-5 gange hver nat. Super start på dagen. Der var næsten heller ingen kvalme så det lykkedes at starte dagen med en halv tallerken cornflakes. Jeg har ellers døjet med 24 timers kvalme det sidste lange stykke tid og kæmpet for hver enkelt bid jeg skulle have i mig. Nu er klokken fire og jeg har yderligere spist et stykke toast et æble og et stykke rugbrød - det er helt fantastisk :-)
Samtidigt har jeg for første gang i umindelige tider heller ikke blødt i dag om mine mavesmerter som jeg virkeligt har døjet med i al den tid jeg har blødt er også aftaget.... Det er simpelthen bare dejligt. Jeg har ligefrem nusset lidt rundt i huset og ordnet nogle papirer, klippet hundens poter, vandet og lidt andre småting. Jeg ved godt jeg skal passe på ikke at blive overkåd, da jeg jo har ordrer fra lægen, men det er bare så dejligt at kunne lave andet end at ligge i sengen.
Nu vil jeg dog slappe af på sofaen resten af dagen og håbe at det er slut med kvalme og stressende blødninger. Jeg kan godt mærke at jeg har været inaktiv i rigtig lang tid og der skal ikke så meget til førend jeg er helt kvæstet...
Masser af positive tanker til min lille spunk...

tirsdag, januar 23, 2007

Riget - mit andet hjem...

Min computer er nede i øjeblikket så jeg måtte fedt for Mr B for lige at kunne opdatere. Siden min sidste transfusion har jeg haft det vildt dårligt. Jeg sover ikke om natten og har kvalme og er utilpas 24 timer i døgnet !!! Samtidigt er je helt afkræftet da jeg har ligget så meget ned - jeg tror min krop længes efter at komme lidt igang... Nåh, nok jammer.... I dag skulle jeg på riget igen igen denne gang for at få skannet min livmoderhals. Det var jeg selvfølgeligt meget spændt på. Alt så rigtig fint ud, så det var dejligt. Udviklingen skal dog følges tæt, så om tre uger skal den skannes igen for at sikre at den ikke begynder at gi sig. Til min store skuffelse gad lægen ikke kigge på spunken, men jeg nåede da lige at se at der var liv. Han kunne samtidigt se at min moderkage havde ligget foran livmoderhalsen, men nu var på vej op og han mente at dette kunne være årsagen til al min blødning. Han kunne se en masse kanaler hvor blodet havde løbet og der lå stadigvæk noget derinde. Det ville dog være dejligt hvis der er en logisk forklaring på al balladen. Selvom de er utroligt søde derinde er det temmeligt stressende i ambulatoriet. For det første er der altid mindst en times ventetid og når man endeligt kommer til kan de dårligt få én hurtigt nok ud af døren... Sådan er det nok bare i det offentlige. På tirsdag skal jeg til OB og have transfusion igen og jeg glæder mig til at se spunken igen. Samme dag skal jeg også til mit første jordemoderbesøg, så det bliver en lang dag. Jeg er overrasket over hvor fjernt mit arbejde er fra mine tanker i øjeblikket. Havde regnet med jeg ville have svært ved at holde mig fra mailen, men det er faktisk sværere at tage sig sammen til at læse den. Min verden drejer sig om at passe på min lille spunk og Mr B sørger hele tiden for at jeg ikke overanstrenger mig... I morgen går jeg i uge 15 !!!

torsdag, januar 18, 2007

Jeg er her endnu !!!

Ja, så fik jeg endeligt samlet kræfter til at hive computeren frem igen. Tusinde tak allesammen for jeres opmuntrende hilsener. Det varmer så meget - jeg bliver helt rørt over alle dem der tænker på én.
De sidste dage har været et rend indog ud af hospitalet. Fredag, mandag og tirsdag... Jeg kan da ikke klage over at jeg ikke bliver fulgt tæt...
Hele sidste uge blødte jeg meget voldsomt, men blødningen er nu gået over og er blevet mørkebrun med klumper (undskyld mig). Jeg har stadig mange plukkeveer og der bliver arbejdet godt derinde. Har konstant ondt i maven og det stresser mig selvfølgeligt også.
I mandags var jeg til nakkefoldsskanning, men jeg havde det sådan lidt mærkeligt med det, for jeg ville under ingen omstændigheder turde at få foretaget moderkagebiopsi eller fostervandsprøve sådan som tingene er.
Og hvad hvis det viste sig at være mongol - hvad ville jeg så gøre med alt det jeg har været igennem for at få et barn ???
Risikoen hed 1 til 680 med en nakkefold på 1,4 mm og det er godt nok til mig...
Jeg er nu gået i uge 14 og spunken måler 7 cm + ben. Jeg har stadig ikke mærket liv, men jeg er rigtig glad for vores doptone som jeg bruger hver morgen og hver aften - bare lige for at være sikker på at den lever...
Jeg kan dog mærke at efter jeg har passeret uge 12 har min angst drejet sig fra at handle om den nu lever til angsten for at jeg skal føde for tidligt igen.
Tirsdag var jeg til transfusion hos OB og han mener at der er 15-20 % chance for at det vil gå galt. Typisk mig at se det fra den negative side i stedet for at sige at der er 80-85 % chance for at det går godt... Nåh, jeg ved ikke helt med de procenter - man ved jo ikke hvilken gruppe man havner i alligevel.
Efter en lang dag med transfusion havde jeg møde med en fødselslæge der skulle vurdere min situation.
Han sagde ingen arbejde resten af graviditeten, ingen stress, masser af hvile og afslapning og masser af dameblade...
Hvis dette skal have en chance skal jeg selv give det de bedste vilkår.
Jeg har ikke sagt noget på mit arbejde endnu. Foreløbigt gælder min sygemelding jo i 3 uger endnu og alt kan jo desværre se anderledes ud til den tid hvis det går galt i mellem tiden. Det kan godt være det er lidt tarveligt, men lidt selvisk må man vel godt være en gang imellem :-)
Vi gennemgik mit forløb og jeg skulle anstrenge mig meget for ikke at bryde sammen da vi gennemgik journalen fra min datters fødsel. Det hele stod lige pludseligt helt tydeligt for mig igen. Mareridtet !!!
Nåh, men jeg fik en ny tid om en uge hvor han skal skanne min livmoderhals for at se om den er forkortet. Hvis den er vil han lægge en cerklage som er et slags bånd man snører livmoderhalsen sammen med for at prøve at forhindre en for tidlig fødsel.
Lægen virkede heldigvis meget sød og overraskende empatisk overfor min situation. Han hører sikkert ellers lidt af hvert, men han virkede meget oprigtig forstående overfor min angst. Desværre fordi den også er velbegrundet.
Det eneste negative var at hans telefon ringede konstant. Det var sidst på dagen og jeg havde ventet en time og så kunne jeg ikke lige få tid til at fortælle min historie uden konstant at blive forstyrret - meget træls...
Nåh, men det er utroligt betryggende at blive fulgt så tæt.
Da jeg kom hjem fik jeg det helt vildt dårligt. Det plejer jeg gerne at få efter transfusionerne, men denne gang varede det desværre helt til i morges.
Hele dagen igår var jeg helt ubeskrivelig dårlig med kvalme, uro i kroppen og den værste hovedpine.
Jeg sover stadig ikke om natten, så det er hårdt at ligge alle de timer og vride og vende sig.
Heldigvis havde jeg det forbløffende godt da jeg vågnede i morges. En helt fantastisk dejlig følelse at have bare lidt lyst til mad... Vægten er stadigt nedadgående, men jeg kæmper for at holde den, da jeg vejer 53 og er 170 cm høj.
Jeg har lige talt i telefon i 1 1/2 time med en god veninde og det er meget opløftende når man ellers ikke har den store kontakt til omverdenen ;-)
Men pyyyha, der er godt nok lang vej endnu når man kun er i uge 14 - jeg må bare tage en dag ad gangen. Hver dag er en lille sejr i øjeblikket !!!

torsdag, januar 11, 2007

Mareridtet fortsætter !

Ja, livet er desværre ikke så sjovt her i øjeblikket...
Natten mellem mandag og tirsdag vågnede jeg ved at jeg havde en våd fornemmelse i mine trusser. Da jeg rejste mig opdagede jeg at mine trusser var fuldstændigt gennemblødte af blod. Da jeg sad på toilettet kom der en kæmpe stor blodig klump ud på størrelse med et lille æg og ellers løb blodet bare ud af mig. Blod alle vegne og det blev bare ved. Fuldstændig i chok gik jeg ind og lagde mig mussestille i håb om at det ville stoppe. Det gjorde det ikke... Næste morgen kørte vi ind til OB. Spunken levede stadig og sprællede lystigt helt uvidende om den fare der lurer...
Der var to muligheder at blive indlagt til aflastning eller aflaste derhjemme.
Jeg ville helst aflaste hjemme, da man jo ikke kan gøre noget alligevel andet end at håbe på at blødningen stopper.
Jeg er nu blevet tvunget til sengen og må kun rejse mig for at gå på toilettet. Jeg har haft meget ondt i maven og mange plukkeveer da min livmoder trækker sig sammen for at prøve at standse blødningen.
Samtidigt har jeg den værste kvalme og har tabt mig en del i løbet af de sidste par dage. Desværre har jeg ikke så meget at give af, så jeg kæmper for hver en bid jeg kan få ned - for spunkens skyld !!!
Dette er et helt ubeskriveligt mareridt... Jeg har ligget fladt på ryggen de sidste 3 dage og tør dårligt vende mig sengen. Det bløder stadig, men idag synes jeg langt om længe at det er på retur.
Talte med en jordmoder i går og hun sagde at hvis blødningen ikke stoppede så det ikke godt ud. Problemet er at al den blødning kan få livmoderen til at trække sig sammen og sætte fødslen i gang og så er der intet man kan gøre...
Jeg er så bange at jeg er helt dårlig... Jeg sover ikke om natten og tanken om at jeg skal miste min lille spunk er helt forfærdelig. Jeg er nu i uge 13, men det er desværre ingen garanti for noget som helst - det har jeg jo prøvet før.
Mr B har heldigvis været hjemme hos mig, da jeg jo dårligt tør røre mig af angst for mere blødning. Det er dejligt med en sygeplejerske der kan vende dynen og trøste når det er får hårdt.
Dette er et frygteligt mareridt og jeg beder hver dag til at det skal ende godt...¨
Vi har købt en doppler og det er rigtigt dejligt at få bekræftet at den lever.
Jeg er dog hele tiden så frygteligt bange for at vandet skal gå og er helt udkørt af al den angst...
I morgen skal jeg til OB igen og skannes og i næste uge er der nakkefoldsskanning og samtale med en fødselslæge om mit forløb.
Tør dog dårligt tro på noget mere...
Bare jeg kunne få lidt fred snart, men det skal åbenbart være hårdt...

lørdag, januar 06, 2007

Natteroderi

Vågnede i nat ved at jeg havde ondt i maven. Min livmoder var helt hård og bulede ud - man kunne faktisk se bulen på maven... Jeg vækkede den stakkels Mr B og bad ham mærke på min mave og han kunne også mærke den hårde bule. Lå vågen den meste af natten hvor livmoderen skiftevis var hård og øm og blød.
Meget mærkeligt !!! - jeg er jo kun i uge 12 så det kan jo ikke være plukkeveer allerede...
Selvfølgeligt nåede jeg at piske en stemning op inde i mig selv og føle mig helt overbevist om at spunken nu er død...
Om morgenen var maven atter normal, men jeg følte som om jeg havde lavet 100 mavebøjninger...
Alt dette er sikkert helt normalt når man er gravid, men åhhh hvor bliver jeg bare bange hver gang...
Mr B og jeg havde ellers aftalt at vi lige skulle ind og bytte en enkelt julegave, men jeg turde simpelthen ikke at bevæge mig uden for sengen...
Det var så den dag !!! Jeg skal nok blive godt og grundigt træt af at se på de samme fire vægge, men hvad man ikke gør for at få lov at blive mor !!!
Noget positivt er der dog kommet ud af at tage den med ro... - min blødning er efterhånden begrænset til at være lysebrun og åhhh, hvor jeg håber den bliver ved det... - eller ligefrem forsvinder helt :-D
Kunne virkeligt godt bruge lidt ro nu uden for meget stress.
Min kvalme er også begyndt at aftage fra at vare 20 timer i døgnet til 3-4 timer.
Jeg overvejer kraftigt at investere i en doppler så jeg kan lytte efter hjertelyd herhjemme... Kan ikke helt blive enig med mig selv om det er hysterisk og blot vil gøre mig endnu mere nervøs eller om den vil kunne give mig lidt fred i sjælen hver gang jeg panikker...
Hmmm, forudser bare at jeg ikke vil lave andet end at ligge og lytte efter hjertelyd og det skulle jo nødigt blive en besættelse...
Forøvrigt begynder jeg allerede at mærke lettelsen over at være sygemeldt. Troede ellers det ville tage længere tid, men jeg kan mærke at det har været en meget stor stress faktor at jeg ikke følte jeg kunne gøre mit arbejde 100%.
Nu kan jeg bare tænke på at passe på mig selv og spunken, og det er det vigtigste lige nu...

onsdag, januar 03, 2007

Godt nytår

Ja, der er gået et par dage og vi er kommet i det nye år, men dagene ligner efterhånden hinanden her.
Natten til i går vågnede jeg og opdagede til min skræk at jeg var begyndt at bløde igen. Satte mig lidt på toilettet og så det røde blod dryppe ned... Kan I forestille jer hvor anstrengende det er hele tiden at blive konfronteret med ens store angst !!! Lagde mig så i seng igen og lå resten af natten og stirrede op i loftet.
Hele dagen i går lå jeg i sengen og turde dårligt vende mig. Lå hele tiden og mærkede efter symptomer eller smerter.
I dag gik turen så atter ind til OB og skanning. Det er utroligt man kan blive ved at være nervøs på trods af alle skanningerne. (Er det ikke som om jeg gentager mig selv hele tiden !!!) Det var atter moderkagen der havde løsnet sig men helidgvis var den der endnu den lille spunk. Den er nu blevet 43 mm og sprællede med arme og ben. Pyyyha, så får jeg lige et øjebliks pause fra stresset igen...
Efter 4 timer med drop hos OB gik turen så til min egen læge der havde kontaktet mig og bedt mig komme derop for at tale om sygemelding.
Så snart jeg havde sat mig i stolen sagde han "nu sygemelder du dig altså".
- og det gør jeg så !!!
Har hele eftermiddagen prøvet at ringe til min chef uden held... Åh, jeg har det ikke godt med det, men som situationen er er det den eneste mulighed - det ved jeg godt...
Og tusinde tak for jeres opbakning... Jeg er nok typen der har brug for at nogen siger "nu gør du det" for ikke at blive kvalt i dårlig samvittighed...
Lidt ynkeligt og temmeligt belastende at være så pligtopfyldende...
Nåh, men nu sidder jeg så og er lidt stresset ind til jeg får overstået samtalen med min chef...

Håber ellers I alle er kommet godt ind i det nye år ?
Jeg havde en rolig nytårsaften hos min søster, men jeg holdt da ud til kl 3 hvilket er ret utroligt i forhold til min sædvanlige sengetid.

Nu vil jeg ellers prøve at tage den med ro det næste stykke tid og kun koncentrere mig om at passe på mig selv og spunken og så lade være med at stresse alt for meget over mit svigt på arbejdet.
Næste skanning hos OB er først om 14 dage, men de har sagt jeg kan komme ind hvis jeg bløder mere - og lur mig om det bliver sidste gang !!!

fredag, december 29, 2006

Den er der endnu...

Efter min blødning 2. juledag endte det med at jeg tog til lægen dagen efter og han sendte mig videre på hospitalet hvor jeg efter 1 times nervepirrende venten blev skannet og så et styks sprællevende spunk på 3 cm. Pyyha !!!
Jeg havde forventet at jeg ville være sindsoprivende lettet og tag ikke fejl naturligvis var jeg også lettet, men jeg må nok også indse at helt lettet bliver jeg ikke førend jeg sidder med et levedygtigt barn i mine arme.
I dag gik turen så til OB hvor jeg atter skulle skannes.
Den lille havde det heldigvis stadig fint og lå og suttede på tommelfinger hvorefter den sprællede lystigt. Åhhh, hvor var det bare dejligt at se. Det ligner et helt lille menneske nu og den målte 33 mm.
OB mente at blødningen endnu engang stammede fra min moderkage og det gør mig naturligvis vældig nervøs at den bliver ved med at løsne sig...
Min krop kæmper for at slippe af med den lille, men heldigvis har behandlingen vundet indtil nu !!!
Vi fik en lang snak omkring min situation og hvis man skal sætte procenter på - kan man nogensinde det ??? - så er der stadig ca 20 % chance for at det går galt selvom jeg nu er i uge 11 pga min tidligere dårlige historie. Han sagde også at det vil være en god idé at sygemelde mig fra uge 14 for at undgå for tidlig fødsel igen. Min egen læge vil dog have jeg skal sygemelde mig allerede nu og give denne graviditet de bedste chancer... I øjeblikket har jeg juleferie og skal først starte den dag jeg går i uge 12. Så er der ikke den store forskel op til OBs anbefaling. Jeg må sige at jeg har det meget mærkeligt med det... Lige siden min datters alt for tidlige fødsel har jeg vidst at jeg ville skulle sygemelde mig tidligt i en ny graviditet, men alligevel er det meget surealistisk og føles som en underlig falliterklæring. I virkeligheden er det naturligvis ikke sådan jeg skal se på det, men det handler jo bare om prioritering - og det der er vigtigst for mig er altså at få et barn og så må jeg gøre det der skal til...
OB sagde også at jeg skulle indstille mig på at føde for tidligt denne gang - bare det ikke bliver FOR tidligt !!!
Nåh, men jeg har i den forbindelse søgt om at føde på Riget - har dog endnu ikke hørt fra dem....
Ellers forsætter ventetiden og jeg prøver at tage den med ro og glæde mig over de dejlige billeder af den lille spunk...

tirsdag, december 26, 2006

Mere blødning...

Vågnede i morges efter at have haft en frygtelig drøm om at jeg var begyndt at bløde rødt igen og mistede fostret... Jeg var simpelhen så lettet da jeg vågnede at det hele bare var en drøm... I går var første dag jeg ikke havde blødt efter 14 dage med brun blødning hver dag.
Tumlede ud på toilettet og da jeg skulle tørre mig så jeg til min skræk at toiletpapiret var ildrødt !!! Kiggede ned i toilettet og der var rødt af blod. Blødningen varede et stykke tid hvorefter den aftog og jeg lagde mig i seng nærmest i chok... Det kan bare ikke være rigtigt at dette mareridt nu starter forfra.
Jeg nåede lige at sige til Mr B i går at det var den bedste julegave hvis blødningen nu stoppede helt og jeg så liv igen - så VILLE jeg bare begynde at tro på det. - og nu dette...
Efter at have ligget to timer i sengen og stirret op i loftet gik jeg ind og ringede til gynækologisk afdeling hvor jeg blev skannet sidst jeg blødte. De ville dog have mig hele vejen igennem lægevagten igen. Lægevagten ville da gerne lave en gynækologisk undersøgelse på mig, men de kunne ikke garantere at gynækologerne vil skanne mig pga julen.
Åhh, det er næsten ikke til at holde ud - der røg den sidste julestemning...
Ligger nu her på sofaen og overvejer om jeg orker 4-5 timer på hospitalet igen. Ved dog også at jeg ikke får fred i sjælen førend jeg er blevet skannet og har set om den lille er levende eller død.
I morgen går jeg i uge 11, mon den lille har klaret det så langt, eller er blødningen starten på enden ???? Åhhh, det er næsten ikke til at bære mere...

søndag, december 24, 2006

Juleglæde ???

Så kom jeg i uge 10... - jeg klarede endnu en skanning hos OB og den spunken vinkede oven i købet til os...
I dag hedder det så 9+4 og det er juleaften... Jeg er dog ikke rigtigt i julehumør - nærmest depri - selvom jeg jo har al grund til at være det !!!
Ved ikke lige hvad der sker med mig - måske er det hormonerne...
Skal ikke holde jul med Mr B, men vi holder hos hver vore familie. Det går mig utroligt meget på og i virkeligheden har jeg mest lyst til at ligge mig grædende ned under dynen !!!
Jeg bløder stadig og det frustrerer mig at Mr B ikke helt forstår hvor meget det går mig på. Det sidste stykke tid har det været brunt blod, men i foregårs da jeg var ude og købe de sidste julegaver var det lige pludselig rødt igen... - så gik jeg helt i panik og havde bare lyst til at køre hjem. Det er et stort pres at blive mindet om ens angst hele tiden og jeg føler mig meget alene med de følelser. Det er jeg jo i virkeligheden også for det er jo min krop der er gravid og mig der gennemlever angsten....

Nej, nu må jeg tage mig sammen... - det er jo jul og man skal være glad !!!

Nu vil jeg køre en tur på kirkegården og ønske min lille datter glædelig jul og det samme til alle jer her på Bloggen. Tak for jeres dejlige støtte og opbakning og gid at I alle må få en rigtig dejlig aften og hyggelige dage med familien... Kærlige hilsner Herfra

onsdag, december 20, 2006

skanning - angst - skanning - angst !!!

9+0 - så klarede jeg mig igennem de første 9 uger :-)
Efter en kedelig weekend med en del blødning og mavesmerter valgte jeg at køre ind til OB mandag morgen for at høre om de ville skanne mig.
Det ville de heldigvis godt og det var med hjertet i halsen jeg lagde mig på briksen... Der var den så - den lille spunk - med flot blinkende hjerte og nu vokset til 21 mm. Pyyyha, jeg var lige ved at bryde grædende sammen... Nervepresset har bare været så stort i den seneste tid...
Der var dog stadig en blodansamling i livmoderen der desværre ikke var blevet mindre siden sidst. Havde ellers håbet at jeg havde fået tømt det ud med den sidste tids blødning...
Herefter kørte jeg ind på mit arbejde hvor jeg havde møde med min chef og jeg valgte samtidigt at sætte hende ind i situationen. Normalt ville jeg helst have ventet lidt længere, men som situationen er lige nu havde jeg brug for at hun vidste hvordan landet ligger... Heldigvis sagde hun at jeg jo selv måtte bedømme hvor meget jeg kunne. Jeg må indrømme at jeg synes ikke det er særlig fedt at gå på arbejde så længe jeg stadig bløder. Jeg er frygteligt bange for at gøre noget forkert og har mest lyst til bare at ligge mig hjem på sofaen. Klarede dog at få forberedt de ting jeg skulle til et stort møde om tirsdagen og igår var jeg i firmaet det meste af dagen. Da jeg kom hjem var jeg helt udkørt og jeg har aftalt med min chef at jeg arbejder hjemme de sidste par dage inden jul. Så nu er det heldigvis slut med at tage derind mere de næste 1 1/2 uge. Så må jeg se hvordan det hele ser ud herefter....
Er stadig vildt bagud med julegaveindkøb - det har ligesom ikke været min største bekymring, men nu nærmer det sig jo med hastige skridt.
Synes ikke lige det er julen der interesserer mig, men for familiens skyld må jeg jo prøve at mande mig op...
I morgen skal jeg så ind til OB og skannes og hvis alt stadig ser godt ud endnu en imuntransfusion. Åhh, hvor er det spændende. Ja, for andre kan det måske virke mærkeligt at man efter så mange skanninger kan blive ved med at være nervøs for om der stadig er liv, men med til historien hører jo at jeg så mange gange før har set liv og lige pludseligt var det der ikke mere... Jeg tror måske at hvis jeg ikke blødte ville jeg på nuværende tidspunkt begynde at være lidt mere optimistisk, men jeg tør bare ikke rigtigt at tro for meget på det...
Hvis jeg går tilbage i mine gamle indlæg kan jeg godt se at de minder ret meget om hinanden. Angst, skanning, ny angst, ny skanning... Ja, det er faktisk også sådan mit liv går lige nu... Men alt i mens går tiden, og det er det jeg må holde fast i...
Velkommen til 10. uge lille spunk - glæder mig til at se dig igen i morgen...

lørdag, december 16, 2006

Stadig blod og mega bekymring...

Endnu en urolig nat... Jeg sover simpelthen bare så dårligt i øjeblikket.
I nat har jeg haft en murren, niven og rumsteren i min mave og jeg synes det er blevt værre her op ad dagen. Jeg er frygteligt bange og pisker frem og tilbage på toilettet hele tiden. Jeg bløder stadig en uændret mængde brunt blod og det gør mig ubeskriveligt nervøs... Har efterhånden fået pisket en stemning op inde i mig selv og jeg har svært ved at forestille sig at det her ender godt. Jeg kan blive helt dårlig ved tanken om at skulle igennem endnu en abort og jeg føler bare mine nerver hænger helt uden på tøjet.
Mr B er ude og købe julegaver lige nu. Ville ønske det var mig der kunne gå ud og drikke varm kakao omringet af pakker. Men jeg tør simpelthen ikke flytte mig fra sofaen sådan som jeg har det lige nu... - gå nu væk dumme mavesmerter... Jeg kan ikke holde til det her ! Bare jeg dog kunne blive skannet lige nu - bare for at få en afklaring... Hvis jeg lyder småhysterisk er det sikker fordi jeg er det... men det hjælper lige af skrive om det og få lukket lidt af frustrationen ud...

torsdag, december 14, 2006

Endnu en dag er gået...

Pyyyyha, det er ikke rigtig sjovt i øjeblikket. På den ene sider glæder mig jeg hver gang jeg lægger mig til at sove - så kom jeg endnu en dag tættere på målet (er idag 8+1), men det er næsten for "spændende" i øjeblikket...
Der kommer stadig blod, det er dog ikke frisk længere, men mere brunt og klumpet. Jeg håber sådan at det bare er de gamle rester OB kunne se...
Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har været på toilettet idag - det er ikke spor sjovt !
Jeg har sagt på mit arbejde at jeg arbejder hjemme de næste par dage og har siddet/ligget med min computer i sofaen hele dagen.
Kan dog mærke jeg har mest lyst til at droppe det helt og koncentrere mig om det der betyder noget...
Ikke at mit arbejde ikke betyder noget - jeg er faktisk meget glad for mit arbejde, men lige nu føles det mest som en kæmpe ekstra stress faktor oven i en masse andre... Bare man dog ikke var så forbandet pligtopfyldende og bare kunne lægge det fra sig ... Heldigvis er der kun en uge til juleferien og så har jeg lidt tid til at tænke over hvad jeg vil gøre - hvis jeg da er gravid til den tid !!!
Jeg prøver virkeligt at tro på det, men angsten er meget svær at slippe.
Mr B har forbudt mig at lave nogen former for fysisk anstrengelse... Det behøves han nu ikke - det kommer helt af sig selv. Jeg ved godt at hvis det går galt gør det det nok uanset om man har ligget på sofaen, men for min egen skyld tror jeg det er rigtigt vigtigt ikke at tage nogle chancer...
Har ikke købt en eneste julegave endnu - det er rigtig skidt - har mest lyst til bare at droppe alt juletam tam i år og ligge herhjemme med en videofilm - kedeligt hva ;-) Føler bare der sker så meget inde i mig lige nu både fysisk og ikke mindst følelsesmæssigt at det er svært at kapere så meget andet...
Nåh, snart er endnu en dag gået - en dag tættere på projekt drømmebaby...

onsdag, december 13, 2006

BLOD og PANIK !

Det skal ikke være nemt at glæde sig !!!
Da jeg kom hjem fra arbejde i går syntes jeg pludseligt at jeg havde en klistret fornemmelse i trusserne... (undskyld mig) Jeg stod lidt på badeværelset - havde en mærkelig fornemmelse- inden jeg fik mandet mig op til at chekke efter. Min største skræk viste sig desværre at være virkelig da jeg var smurt ind i blod. Jeg satte mig i chok på toilettet og det væltede ud med store klumper og masser af frisk blod !!! Jeg gik totalt i koma og skyndte mig at ringe efter Mr B der var ude og købe julegaver...
Da han kom hjem sad jeg stadig på toilettet helt forstenet og kiggede på alt blodet. Han ringede straks til hospitalet og de sagde vi kunne tage til lægevagten eller skadestuen. I skadestuen ville de dog ikke have noget med mig at gøre og sendte mig til lægevagten. Der sad vi så og ventede i 2 1/2 time omringet af grædende børn. Lægevagten lavede en gynækologisk undersøgelse og da han så alt blodet så han ikke særlig optimistisk ud... - Det ser IKKE godt ud sagde han alvorligt - nej, det kunne jeg godt regne ud. Da han hørte min historie fik han vist ondt af mig og ringede til gynækologerne for at få mig skannet. Tilbage til modtagelsen hvor jeg nu skulle have målt blodtryk, taget temperatur og et hav af blodprøver. Kunne de dog ikke bare give mig den åndsvage skanning - hvor svært kunne det være !!! Efter yderligere en time blev jeg sendt op i afdelingen hvor jeg nu skulle vente endnu en time på at der var en der havde tid til at skanne mig. Da jeg fortsat blødte kraftigt var jeg helt sikker på at der ikke var noget at skanne. Det hele virkede bare så frygteligt uoverskueligt. Hvornår kunne jeg komme igang med et nyt forsøg ??? - skal det mon nogensinde lykkes for mig ???
Endelig havde de tid til skanningen . Jeg turde ikke kigge... - "der ligger den" sagde hun "der er fint hjerteblink" !!!! Jeg troede ikke mine egne ører... - men det ser jo ikke så godt ud med alt det blod. Hun sagde at der var 50 % chance for at jeg var ved at abortere... :-(
Så gik det hjem igen efter en lang eftermiddag og aften på hospitalet. Jeg var fuldstændig udmattet, men kunne ikke lukke et øje... Lå hele natten og mærkede efter smerter og var oppe 5 gange og holde øje med hvor meget det blødte...
Da vækkeuret ringede var jeg helt smadret. Heldigvis var blødningen næsten aftaget og det var mest nogle størknede klumper (undskyld igen)...
Så gik turen ellers ind til OB. Der var helt stille i bilen på vejen ind. Jeg var meget spændt på om den var død i løbet af natten... - det var den ikke. Spunken målte 16 mm - lige som den skulle...
OB kunne se en blodansamling i livmoderen... Han mente at moderkagen havde løsnet sig da min krop jo prøver at udskille fostret - men behandlingen havde sørget for at det ikke var lykkes helt...
Hvor skræmmende at tænke på at der foregår en kamp inde i mig. På den ene side prøver mig egen krop at udskille fostret og på den anden side prøver den behandling jeg får at holde på det !!!
OB virkede dog rimeligt optimistisk på trods af blødningen og jeg fik transfusion som planlagt.
Mens jeg sad og ventede ringede jeg og fik mine blodprøvesvar. Min HCG var steget til 120.000.
Nu er jeg så hjemme igen og ligger med stængerne opppe. Jeg er helt kvæstet over det sidste døgns psykiske tortur. Har sygemeldt mig idag, men skal finde ud af hvad jeg gør i morgen og fremover. Har jo ikke lyst til at sygemelde mig, men det er også vigtigt for mig at føle at jeg har gjort alt denne gang... Hvad søren skal jeg gøre... - godt det snart er juleferie...
Nu håber jeg bare blødningen snart holder op, men angsten slipper jeg desværre ikke for... Næste skanning er på næste torsdag - mon jeg holder så længe !!!

mandag, december 11, 2006

Tiden snegler og snegler...

Så gik endnu en dag....
Jeg har været sløj hele weekenden med konstant kvalme og træthed. Fik dog mandet mig op til en julefrokost lørdag aften, men var til gengæld helt kvæstet søndag - og ikke på grund af for mange snaps ;-) .
I virkeligheden er jeg jo rigtig glad når jeg er kvæstet (glad er måske så meget sagt - men det gør mig mere tryg), men det er ikke meget jeg får lavet. Stakkels Mr B klarer det meste herhjemme i øjeblikket, og han gør det med et smil. Det er helt fantastisk at være sammen med sådan en overskudsperson når man selv er nede. Han har lavet pakkekalender og hver dag kommer nissen med en ny pakke. I dag fik jeg et lille sødt fotoalbum med plads til skanningsbilleder - bare der kommer rigtig mange...

I dag skulle jeg have været rundt med en masse julegaver til kunder, men jeg var simpelthen for smadret, så det endte med jeg ikke kom nogen steder. Nu sidder jeg så her med ekstremt dårlig samvittighed og føler mig vildt utilstrækkelig i forhold til mit arbejde - al kvalme er pludselig væk og jeg kan i løbet af no time piske en stemning op bilde mig selv ind at NU er det slut... Prøvede faktisk at ringe til en skanningsklinik for at få en tid idag. Kan simpelthen bare ikke holde ud at vente til onsdag. Desværre var det ikke muligt at få en tid, så jeg må leve med uvisheden et par dage endnu.
Ved godt at det kan blive en frygtelig lang graviditet på denne måde, men desværre er min angst jo begrundet. Hvad søren skal jeg gøre for at slappe lidt mere af ???

fredag, december 08, 2006

Så kom jeg i uge 8 !!!

Så blev det endelig fredag - jeg har bare ventet på denne dag - trænger så frygteligt meget til weekend !
Onsdag var en lidt underlig dag... Da jeg kom ind til OB gik jeg lige på toilettet inden skanningen og der var pludseligt lidt lyserødt på toiletpapiret- PANIK. Jeg gik helt i koma og gik som forstenet med ind til skanningen. Der lå den dejligste lille spunk på 10 mm præcis som den skal være i 7+0, og så jeg var ikke til at skyde igennem. OB sagde at der var mange der blødte, så det skulle jeg ikke tage så tungt. Vil nu heller ikke kalde det en regulær blødning, men det var en anderledes farve end det plejer at være (hvilket jeg desværre nærstuderer ved hvert eneste toiletbesøg - "charming")
Desværre slap jeg ikke for den obligatoriske blodprøve som jeg ellers havde håbet på :-( - det er så stressende med alle de målinger.
I følge mine egne beregninger skulle tallet nu være ca 46000 - det var 40500 !!!
I følge sygeplejersken var det helt fint, men det er bare så svært ikke at blive nervøs...
Som sædvanligt skulle jeg haste tilbage på arbejde efter transfusionen, og da jeg endelig kom hjem drattede jeg helt bevistløs om i sengen. Havde en frygtelig uro i kroppen og følte mig helt overbevist om at nu var det gået galt. Tænk lige så glad som jeg var da jeg så den lille ligge og blinke til mig, lige så nervøs kan jeg være få timer senere. - Bare man dog havde en hjemmeskanner !!!
Torsdag skulle jeg til Jylland med arbejdet- 3 timers kørsel og 4 timer hjem i øsende regnvejr og mørke... Da jeg kom hjem væltede jeg endnu engang totalt udmattet omkuld i sengen. Hvis ikke Mr B sørgede så godt for mig ville jeg da aldrigt få noget at spise...
Ja, det er mit liv i øjeblikket... stress og træthed - ikke meget overskud til julehygge. For første år har jeg ikke engang pyntet op...
Ellers ved jeg slet ikke hvordan jeg skal overleve indtil næste onsdag for at se om der er liv !!! Der er uendeligt lang tid til...
Mr B har tilbudt at vi kan tage ind og blive skannet privat (han er så sød), men jeg kan godt selv se at det virker temmeligt hysterisk når jeg lige blev skannet i onsdags.
Hvorfor kan jeg dog ikke bare glæde mig over de fine billeder jeg har - måske fordi jeg efterhånden har så mange af dem !!!
Bare jeg dog turde tro på det, men jeg må prøve bare at tage en dag ad gangen og se hvad der sker...

mandag, december 04, 2006

Endnu en skanning ovre...

Så gik turen endnu engang mod Rigshospitalet.
Jeg var vildt nervøs for om det hele stadig så godt ud.... - Endelig kom jeg på briksen og der gik "frygteligt"lang tid førend OB fandt fostersækken og jeg nåede selvfølgelig lige at få pulsen helt på max. Endelig lykkedes det dog og den var der heldigvis endnu... - og denne gang med et endnu tydeligere hjerteblink end sidst. Han målte den dog kun til 5 mm og den skal jo gerne være 8, så jeg glæder mig allerede til jeg skal derind igen på onsdag for at se om den er vokset. I sidste graviditet var den desværre også for lille og det endte jo galt. Ved dog godt at der er stor måleusikkerhed når den er så lille, så jeg håber stadig at tingene kan nå at normaliseres. Lige nu må jeg bare holde fast i at der er liv - jeg ER gravid !!!
I går havde jeg da også den vildeste kvalme hele dagen og det eneste der kunne hjælpe var hvis jeg spiste konstant... Det kan da hurtigt ende galt hvis det fortsætter sådan :-) - det er dog helt dejligt med symptomer. Det gør det lidt nemmere at tro på...
Efter skanningen ville OB have mig ned til den sædvanlige blodprøve. Havde ellers håbet at jeg slap nu hvor han havde fået sit hjerteblink, men han er vidst stadig ikke helt overbevist...
Den sædvanlige ventetid til kl 13 gik egentlig hurtigt, men da jeg skulle til at ringe syntes jeg pludselig at 28500 virkede som et helt uopnåeligt tal...
Tallet var 29349 !!! Det ser bare rigtig godt ud....
Åhhh, hvor jeg håber at den gode stime fortsætter.
Jeg har haft frygteligt svært ved at koncentrere mig på mit arbejde idag. Jeg er vildt træt og bruger den lille energi jeg har på at dagdrømme... Hvordan skal jeg dog holde gejsten til juleferien ? Håber sandeligt jeg får mannet mig op ellers bliver jeg da fyret inden længe...
Synes ikke rigtigt jeg orker noget og julegaveindkøbene forekommer helt uoverskuelige. Det jeg ser mest frem til er ferien hvor jeg bare skal lave så lidt som muligt !!!
Nåh, nu skal jeg foreløbigt have den lille spunk til at vokse lidt så jeg kan få bare lidt mere fred i sjælen. Skanning igen allerede på onsdag og hvis der stadig er liv imuntransfussion. Pyyyha, det er både godt og ondt med alle de kontroller. Det er selvfølgelig godt at få fred i sjælen når det ser godt ud, men det er utroligt angstprovokerende hver gang man skal skannes eller have blodprøve pga alle de dårlige erfaringer.
På onsdag kan jeg forhåbenligt sige at jeg går i uge 8... - så langt så godt !!!

lørdag, december 02, 2006

Endelig et godt tal...

Så kom der endeligt et godt blodprøvesvar: 14236. I følge OB skal tallet nu fordobles hver 3. dag, så hvis man tager udgangspunkt i det forrige tal (der jo godt nok lå for lavt) skulle det være ca 13600. Jeg må indrømme at alle de tal og procenter godt kan gøre en lidt skør... Hvor kunne det være dejligt hvis han bare kunne nøjes med at scanne og se om der er liv og så tage udgangspunkt i det !!! Som du rigtigt skriver Rikke - hvis jeg bare var helt almindeligt gravid havde man jo ikke opdaget at tallene ikke kører lige efter en snor... Tænk hvis man bare kunne glæde sig helt almindeligt over at være gravid... Men desværre er det svært ikke at være bekymret når tingene ikke går helt efter bogen og man har en rigtig dårlig statistik bag sig.
Nåh, men jeg ved jo godt at der er en grund til at det ikke er sådan.
OB var dog for første gang tilfreds og lød ligefrem positiv...
Det "sjove" er at i mit sidste forløb hvor tallene heller ikke udviklede sig helt som de skulle fik jeg først et "godt" tal i uge 8 - og så var den død !!!
Nåh, jeg må prøve at abstrahere for de dårlige oplevelser og glæde mig over det der er nu og her...

Tænk hvor fantastisk hvis OB´s behandling kan hjælpe mig til at det lykkes denne gang !!!

Nu skal jeg foreløbigt igennem weekenden før min scanning mandag morgen.
Åhhh, hvor bliver det spændende - bare den er i live endnu og tænk hvis den også er vokset som den skal !!! Jeg kan sidde og smile helt ved tanken.

Ved ikke helt hvad OB´s videre planer er med mig. Tror han tager en prøve ad gangen. Han siger ikke så meget andet end at der er lang vej endnu - det er der jo også...så jeg ved jo godt at hvis jeg selv skal kunne holde det ud bliver jeg nødt til at prøve ikke at stresse for meget.
Jeg er begyndt at få kvalme nu og så længe det ikke er opkast fra morgen til aften (tænker stadig på dit mareridt Spirre !) er det jo ligefrem dejligt at få bekræftet at der sker noget. Har også en del brystspænding og så er jeg ubeskriveligt træt.
Var til julefrokost i går, men tog hjem allerede 21.30 - jeg kunne ikke hænge sammen og faldt i søvn med det samme på sofaen. Det psykiske pres gør nok heller ikke tingene bedre.
Føler mig som en MEGET spændende kæreste i øjeblikket. Stakkels Mr B. Han prøver virkeligt. Han har bla lavet pakkekalender til mig for at få mig i den julestemning det har været lidt småt med indtil nu...
Nu vil jeg dog prøve at få en dejlig weekend og glæde mig over et godt tal...

torsdag, november 30, 2006

En forsigtig 3. milepæl...

Sikke nogle dage jeg har været igennem. Efter mit dårlige blodprøvesvar i fredags var jeg fuldstændig overbevist om at alt håb var ude og brugte de følgende dage på at indstille mig på hvad der ventede...
Mandag og tirsdag var jeg ude og rejse med firmaet - og min gravide kollega !!! - og det vil være syndt at sige at humøret var i top...
Onsdag morgen skulle jeg så ind til OB igen. Planen var jo at jeg skulle have transfusion igen, men pga det dårlige svar fredag ville de have en ny blodprøve førend de ville give mig transfusion. Det havde jeg naturligvis fuld forståelse for og jeg var nærmest allerede igang med at planlægge det næste forsøg.
Inden jeg gik igen spurgte jeg om de ikke lige ville scanne mig bare for at se om der overhovedet var en fostersæk. De sagde at der ville nok ikke var så meget at se da jeg kun var i 6+0. Nåh, men scannet blev jeg og der var en fin fostersæk med blommesæk og der....... - lige ved siden af blommesækken lå det fineste lille hjerteblink !!! Det var ligefør jeg faldt ned af briksen... Var helt overvældet og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde...
Så skulle jeg lige pludseligt have transfusion alligevel.
Da jeg sad derude med dropstavet måtte jeg straks ringe til Mr B. Han begyndte næsten at græde i røret. Han havde også opgivet...
De næste 3 timer gik så med transfusion og vente på blodprøvesvaret. Kunne ikke engang samle mig om at læse et blad... Jeg ved jo desværre godt at det at se hjerteblink ikke er nogen garanti. Har prøvet det så mange gange og det er altid endt galt alligevel, men det er da trods alt bedre end udgangspunktet - at der slet ikke var noget...
Endelig kom svaret, og desværre var det endnu engang ikke steget som det skulle. Svaret var 8600, så det var selvfølgeligt steget en del fra de 2570 i fredags, men desværre ikke nok. OB´s konklusion var "det kan gå begge veje" - nåh !!! ...hvad så nu !!!
Planen er nu at jeg skal have taget en ny blodprøve fredag og endnu en scanning for at se om der stadig er liv på mandag...
Jeg må indrømme at min spontane glæde over at se liv hurtigt blev aflyst af en ny ængstelse...
Efter transfusionen drønede jeg ind på arbejdet hvor jeg sad i møde resten af dagen og gik herefter direkte hjem i seng... Man bliver godt nok udmattet af al denne karruselkørsel...
I dag har jeg dog været i ret godt humør... Har sagt til mig selv hele dagen "du er gravid til det modsatte er bevist"... Tillod mig enda at kigge lidt på billeder i et gammelt "gravid" blad... Jeg prøver stadig ikke at tro for meget på det - det minder jo desværre meget om det sidste forsøg hvor tallene heller ikke steg som de skulle og ved 3. scanning var den død.
Hvis jeg skal være optimistisk var jeg dog væsentligt længere fremme førend de kunne se liv sidst og den var hele tiden for lille. Åhhh, bare jeg er heldig denne gang. Ved godt at der er meget der peger imod, men jeg klamrer mig til håbet lige nu og prøver at finde positiv energi i de gode ting... Ved godt at i morgen når jeg skal ringe efter svaret vil jeg være et totalt nervevrag, men det er jo betingelserne...

søndag, november 26, 2006

Trist ventetid...

Tusinde tak for alle jeres varme opmuntringer. Det luner RIGTIG MEGET i en svær tid.
Jeg ved jo desværre godt hvor dette bærer hen. Der er ingen farveudvikling i mine testpinde, så graviditeten er tilsyneladende gået i stå...
Jeg er rigtig træt af det hele og meget meget bange. Hvad skal der nu ske ??? Jeg kan jo starte forfra igen igen, men vil OB hjælpe mig endnu engang og hvad skal jeg stille op når han giver op ???
Jeg kan betro jer at efter den 7. abort gik jeg for første gang ind og undersøgte muligheden for adoption. Det var et meget stort skridt for mig og det føltes meget overvældende....
Jeg havde dog brug for at have en back up hvis nu alt andet gik galt for at give mig selv lidt ro. Så ville jeg da vide at det endte med et barn... (hvis man ellers bliver godkendt)
Desværre erfarede jeg at der er et ufravigeligt krav om at man skal have haft fælles folkeregister adresse i 2 1/2 år. Mr B og jeg har boet sammen i 10 måneder, men har kun haft fælles folkeregisteradresse i 5 måneder. Det vil sige vi kan tidligst starte processen op om 2 år og den tager så efterfølgende minimum 3 år. Det vil sige så vil jeg være 41 ved vores første barn !!!
Det forekommer bare fuldstændig uoverskueligt når man allerede har prøvet at blive mor i over 5 år...
Tag ikke fejl...Der er ikke noget jeg ønsker mig højere end at blive mor til mit "eget" barn. Ellers vil alt det jeg har udsat min krop for gennem de sidste mange år jo bare være omsonst, men jeg kan jo også se hvordan alt dette suger al livskvalitet ud af mig...
Det der har gjort det så svært for mig at gå den vej er at jeg jo har prøvet at sidde med et lille barn i mine arme - som jo desværre ikke overlevede... Det er ikke til at udholde at det eneste barn man har båret og født er dødt...
Jeg synes dem der træffer beslutningen om adoption er modige... - det kræver stort mod at opgive drømmen om eget kød og blod og jeg ville i dag ønske jeg selv havde muligheden...
At jeg ikke har det ( i hverttilfælde inden for en rimelig tidshorisont) gør jo bare presset endnu større for at det skal lykkes...

For at det ikke skal være løgn talte Mr B og jeg idag om at finde en rugemor, men det er jo ikke lovligt og så bliver det straks mere kompliceret...
Jeg kan simpelthen ikke udholde tanken om ikke at have børn i mit liv og jeg må indrømme at det er omdrejningspunktet for rigtig mange af mine tanker lige nu... Kender i det at der bare er barnevogne allevegne !!!

Overvejer også om jeg skal tage orlov fra mit job (ved ikke engang om det er muligt) bare for at stresse ned på den front og få lidt ro på i mit liv... - så har jeg da prøvet det også !!!
- Bare jeg dog vidste hvad jeg skulle gøre...
I morgen tager jeg to dage på rejse med mit job. Jeg er arrangør !!! - Det er lige det jeg har allermest lyst til lige nu. Onsdag er det så blodprøvesvar igen og forhåbenligt ved jeg lidt mere om hvad der så skal ske...

fredag, november 24, 2006

Lykken varer kort..

Så fik jeg svar fra OB, og præcis som jeg havde regnet med ser det ikke godt ud !!!
Tallet skulle have fordoblet sig fra 2000 til 4000, men var kun 2577 !!!

Mr B prøvede selvfølgeligt at trøste mig og OB har da heller ikke opgivet alt håb... - "Det kan jo være at der har været tvillinger og den ene er gået til, så det er derfor tallene ikke stiger som de skal " !!!
Hvem prøver de at narre. Jeg har prøvet det her så mange gange og jeg ved udemærket godt hvor det bærer hend. Det er ikke mere end et par måneder siden jeg var der sidst...
Lige nu er jeg bare helt udkørt. Jeg har grædt øjnene ud de sidste to timer...
Orker bare ikke mere. Jeg har simpelthen prøvet alt denne gang og ved ikke hvad jeg mere kan gøre...
OB vil have mig ind til ny test i starten af næste uge, men jeg skal på rejse med mit job til onsdag. Det er ikke til at overskue... Jeg trænger bare til ro og fred...

Kald mig bare hysterisk !!!

Efter endnu en urolig nat og det sædvanlige morgentesteri blev jeg enig med mig selv om at jeg blev nødt til at have fred i sjælen. Kan bare ikke holde ud at gå weekenden i møde uden at vide om jeg er købt eller solgt.
Tog derfor ind på Riget i morges og bad om at få taget en blodprøve. De var heldigvis meget forstående overfor min angst og der var ingen problemer...
Nu sidder jeg så her på mit arbejde igen og skal have tiden til at gå til kl 13 hvor jeg får svar.
Jeg er frygteligt nervøs og har desværre en rigtig dårlig fornemmelse. Tallet skal idag helst være 4000 og det forekommer mig tårnhøjt og uopnåeligt.
Åh, hvad jeg ikke ville gøre for et godt tal... - har lovet mig selv (og Mr B) at hvis tallet er godt dropper jeg testpindende. Så kan jeg ikke regne med dem alligevel for ifølge dem ser det nemlig ikke så godt ud...
Bare det ender godt - bare det ender godt - bare det ender godt !!!