Mareridtet fortsætter !

Ja, livet er desværre ikke så sjovt her i øjeblikket...
Natten mellem mandag og tirsdag vågnede jeg ved at jeg havde en våd fornemmelse i mine trusser. Da jeg rejste mig opdagede jeg at mine trusser var fuldstændigt gennemblødte af blod. Da jeg sad på toilettet kom der en kæmpe stor blodig klump ud på størrelse med et lille æg og ellers løb blodet bare ud af mig. Blod alle vegne og det blev bare ved. Fuldstændig i chok gik jeg ind og lagde mig mussestille i håb om at det ville stoppe. Det gjorde det ikke... Næste morgen kørte vi ind til OB. Spunken levede stadig og sprællede lystigt helt uvidende om den fare der lurer...
Der var to muligheder at blive indlagt til aflastning eller aflaste derhjemme.
Jeg ville helst aflaste hjemme, da man jo ikke kan gøre noget alligevel andet end at håbe på at blødningen stopper.
Jeg er nu blevet tvunget til sengen og må kun rejse mig for at gå på toilettet. Jeg har haft meget ondt i maven og mange plukkeveer da min livmoder trækker sig sammen for at prøve at standse blødningen.
Samtidigt har jeg den værste kvalme og har tabt mig en del i løbet af de sidste par dage. Desværre har jeg ikke så meget at give af, så jeg kæmper for hver en bid jeg kan få ned - for spunkens skyld !!!
Dette er et helt ubeskriveligt mareridt... Jeg har ligget fladt på ryggen de sidste 3 dage og tør dårligt vende mig sengen. Det bløder stadig, men idag synes jeg langt om længe at det er på retur.
Talte med en jordmoder i går og hun sagde at hvis blødningen ikke stoppede så det ikke godt ud. Problemet er at al den blødning kan få livmoderen til at trække sig sammen og sætte fødslen i gang og så er der intet man kan gøre...
Jeg er så bange at jeg er helt dårlig... Jeg sover ikke om natten og tanken om at jeg skal miste min lille spunk er helt forfærdelig. Jeg er nu i uge 13, men det er desværre ingen garanti for noget som helst - det har jeg jo prøvet før.
Mr B har heldigvis været hjemme hos mig, da jeg jo dårligt tør røre mig af angst for mere blødning. Det er dejligt med en sygeplejerske der kan vende dynen og trøste når det er får hårdt.
Dette er et frygteligt mareridt og jeg beder hver dag til at det skal ende godt...¨
Vi har købt en doppler og det er rigtigt dejligt at få bekræftet at den lever.
Jeg er dog hele tiden så frygteligt bange for at vandet skal gå og er helt udkørt af al den angst...
I morgen skal jeg til OB igen og skannes og i næste uge er der nakkefoldsskanning og samtale med en fødselslæge om mit forløb.
Tør dog dårligt tro på noget mere...
Bare jeg kunne få lidt fred snart, men det skal åbenbart være hårdt...