skanning - angst - skanning - angst !!!

9+0 - så klarede jeg mig igennem de første 9 uger :-)
Efter en kedelig weekend med en del blødning og mavesmerter valgte jeg at køre ind til OB mandag morgen for at høre om de ville skanne mig.
Det ville de heldigvis godt og det var med hjertet i halsen jeg lagde mig på briksen... Der var den så - den lille spunk - med flot blinkende hjerte og nu vokset til 21 mm. Pyyyha, jeg var lige ved at bryde grædende sammen... Nervepresset har bare været så stort i den seneste tid...
Der var dog stadig en blodansamling i livmoderen der desværre ikke var blevet mindre siden sidst. Havde ellers håbet at jeg havde fået tømt det ud med den sidste tids blødning...
Herefter kørte jeg ind på mit arbejde hvor jeg havde møde med min chef og jeg valgte samtidigt at sætte hende ind i situationen. Normalt ville jeg helst have ventet lidt længere, men som situationen er lige nu havde jeg brug for at hun vidste hvordan landet ligger... Heldigvis sagde hun at jeg jo selv måtte bedømme hvor meget jeg kunne. Jeg må indrømme at jeg synes ikke det er særlig fedt at gå på arbejde så længe jeg stadig bløder. Jeg er frygteligt bange for at gøre noget forkert og har mest lyst til bare at ligge mig hjem på sofaen. Klarede dog at få forberedt de ting jeg skulle til et stort møde om tirsdagen og igår var jeg i firmaet det meste af dagen. Da jeg kom hjem var jeg helt udkørt og jeg har aftalt med min chef at jeg arbejder hjemme de sidste par dage inden jul. Så nu er det heldigvis slut med at tage derind mere de næste 1 1/2 uge. Så må jeg se hvordan det hele ser ud herefter....
Er stadig vildt bagud med julegaveindkøb - det har ligesom ikke været min største bekymring, men nu nærmer det sig jo med hastige skridt.
Synes ikke lige det er julen der interesserer mig, men for familiens skyld må jeg jo prøve at mande mig op...
I morgen skal jeg så ind til OB og skannes og hvis alt stadig ser godt ud endnu en imuntransfusion. Åhh, hvor er det spændende. Ja, for andre kan det måske virke mærkeligt at man efter så mange skanninger kan blive ved med at være nervøs for om der stadig er liv, men med til historien hører jo at jeg så mange gange før har set liv og lige pludseligt var det der ikke mere... Jeg tror måske at hvis jeg ikke blødte ville jeg på nuværende tidspunkt begynde at være lidt mere optimistisk, men jeg tør bare ikke rigtigt at tro for meget på det...
Hvis jeg går tilbage i mine gamle indlæg kan jeg godt se at de minder ret meget om hinanden. Angst, skanning, ny angst, ny skanning... Ja, det er faktisk også sådan mit liv går lige nu... Men alt i mens går tiden, og det er det jeg må holde fast i...
Velkommen til 10. uge lille spunk - glæder mig til at se dig igen i morgen...