En forsigtig 3. milepæl...

Sikke nogle dage jeg har været igennem. Efter mit dårlige blodprøvesvar i fredags var jeg fuldstændig overbevist om at alt håb var ude og brugte de følgende dage på at indstille mig på hvad der ventede...
Mandag og tirsdag var jeg ude og rejse med firmaet - og min gravide kollega !!! - og det vil være syndt at sige at humøret var i top...
Onsdag morgen skulle jeg så ind til OB igen. Planen var jo at jeg skulle have transfusion igen, men pga det dårlige svar fredag ville de have en ny blodprøve førend de ville give mig transfusion. Det havde jeg naturligvis fuld forståelse for og jeg var nærmest allerede igang med at planlægge det næste forsøg.
Inden jeg gik igen spurgte jeg om de ikke lige ville scanne mig bare for at se om der overhovedet var en fostersæk. De sagde at der ville nok ikke var så meget at se da jeg kun var i 6+0. Nåh, men scannet blev jeg og der var en fin fostersæk med blommesæk og der....... - lige ved siden af blommesækken lå det fineste lille hjerteblink !!! Det var ligefør jeg faldt ned af briksen... Var helt overvældet og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde...
Så skulle jeg lige pludseligt have transfusion alligevel.
Da jeg sad derude med dropstavet måtte jeg straks ringe til Mr B. Han begyndte næsten at græde i røret. Han havde også opgivet...
De næste 3 timer gik så med transfusion og vente på blodprøvesvaret. Kunne ikke engang samle mig om at læse et blad... Jeg ved jo desværre godt at det at se hjerteblink ikke er nogen garanti. Har prøvet det så mange gange og det er altid endt galt alligevel, men det er da trods alt bedre end udgangspunktet - at der slet ikke var noget...
Endelig kom svaret, og desværre var det endnu engang ikke steget som det skulle. Svaret var 8600, så det var selvfølgeligt steget en del fra de 2570 i fredags, men desværre ikke nok. OB´s konklusion var "det kan gå begge veje" - nåh !!! ...hvad så nu !!!
Planen er nu at jeg skal have taget en ny blodprøve fredag og endnu en scanning for at se om der stadig er liv på mandag...
Jeg må indrømme at min spontane glæde over at se liv hurtigt blev aflyst af en ny ængstelse...
Efter transfusionen drønede jeg ind på arbejdet hvor jeg sad i møde resten af dagen og gik herefter direkte hjem i seng... Man bliver godt nok udmattet af al denne karruselkørsel...
I dag har jeg dog været i ret godt humør... Har sagt til mig selv hele dagen "du er gravid til det modsatte er bevist"... Tillod mig enda at kigge lidt på billeder i et gammelt "gravid" blad... Jeg prøver stadig ikke at tro for meget på det - det minder jo desværre meget om det sidste forsøg hvor tallene heller ikke steg som de skulle og ved 3. scanning var den død.
Hvis jeg skal være optimistisk var jeg dog væsentligt længere fremme førend de kunne se liv sidst og den var hele tiden for lille. Åhhh, bare jeg er heldig denne gang. Ved godt at der er meget der peger imod, men jeg klamrer mig til håbet lige nu og prøver at finde positiv energi i de gode ting... Ved godt at i morgen når jeg skal ringe efter svaret vil jeg være et totalt nervevrag, men det er jo betingelserne...