At turde glæde sig...
Så bliver spændingen snart udløst. Det er også nødvendigt for vi er omringet af små testpinde herhjemme... Jeg har været på toilettet hver 10. minut i de sidste 3 dage, så vi måtte ud og købe ekstra toiletpapir - men jeg har heldigvis ikke blødt mere :-)
Kender i det - det murrer i maven og man går bare og venter på den store blødning... Dagens test 13. dage efter oplægningen :
Mon den er høj nok ? Mon den stiger som den skal ? - åh, hvor er jeg bare nervøs...
Jeg har snart prøvet alle varianter...
Sidst fik jeg målt hcg 3 gange om ugen, nogen gange steg den som den skulle og andre gange ikke. Efter at have set hjerteblink 2 gange var den død den 3. gang og jeg endte med en udskrabning.
Det er så hårdt at man ikke bare kan glæde sig over to streger og tænke "nu skal jeg være mor". I må ikke misforstå, det er jo ikke fordi jeg ikke glæder mig over de to streger, men desværre har jeg lidt svært ved at slippe af med mit beskyttende filter, der hele tiden sørger for at jeg ikke kommer til at glæde mig alt for meget. Ååååh, bare tallet nu er højt nok...
Det her med at turde tage de små glæder prøver jeg virkeligt at arbejde med. Jeg ved jo godt at hvis jeg ikke gør det bliver det hele for hårdt og så holder jeg ikke til det i længden.
Sidst jeg testede positiv gik jeg ud og købte en kurv til Mr B (eller var det mig selv...) med en masse babyting og Lennart Nielsons bog. Mr B kom med blomster og graviditetsblade. Jeg havde sådan brug for at vise Mr B - og mig selv- at jeg troede på det, at jeg gav det en chance. Det var jo Mr B´s første forsøg, så han havde jo svært ved at tro på at det kunne gå galt.
Han er desværre blevet klogere siden...
Denne gang vil jeg nok bare prøve at tage en dag af gangen. Mærkede hvordan angsten allerede kom op i mig i tirsdag ved blødningen. Pyyyha, når det allerede starter før blodprøven - så kan det blive rigtig rigtig hårdt.
Tankerne kører rundt i mit hoved. Forleden sad jeg og læste hele Spirrens historie. Tænkte meget over hvor meget man dog skal igennem for at få de pokkers unger... Alligevel fornemmer jeg at man glemmer/fortrænger mange af de kvaler man har været igennem, så man ikke husker helt hvor slemt det var, når man først står med guldklumpen i sine arme. Det giver håb...
Faktisk finder jeg rigtig meget trøst i at læse jeres andres beretninger, både jer det er lykkes for og jer der stadig kæmper...
Jeg ved jo desværre godt at jeg aldrig kommer til at glemme tabet af min datter og jeg vil altid have et hul i mit hjerte, men jeg er ikke i tvivl om, at det at få lov at få et levende barn vil hele meget...
Gad vide hvor meget mere jeg kan klare ??? - det har jeg tænkt meget over her på det sidste. Føler mig rigtig rigtig slidt.
Kender i det - det murrer i maven og man går bare og venter på den store blødning... Dagens test 13. dage efter oplægningen :
Mon den er høj nok ? Mon den stiger som den skal ? - åh, hvor er jeg bare nervøs...
Jeg har snart prøvet alle varianter...
Sidst fik jeg målt hcg 3 gange om ugen, nogen gange steg den som den skulle og andre gange ikke. Efter at have set hjerteblink 2 gange var den død den 3. gang og jeg endte med en udskrabning.
Det er så hårdt at man ikke bare kan glæde sig over to streger og tænke "nu skal jeg være mor". I må ikke misforstå, det er jo ikke fordi jeg ikke glæder mig over de to streger, men desværre har jeg lidt svært ved at slippe af med mit beskyttende filter, der hele tiden sørger for at jeg ikke kommer til at glæde mig alt for meget. Ååååh, bare tallet nu er højt nok...
Det her med at turde tage de små glæder prøver jeg virkeligt at arbejde med. Jeg ved jo godt at hvis jeg ikke gør det bliver det hele for hårdt og så holder jeg ikke til det i længden.
Sidst jeg testede positiv gik jeg ud og købte en kurv til Mr B (eller var det mig selv...) med en masse babyting og Lennart Nielsons bog. Mr B kom med blomster og graviditetsblade. Jeg havde sådan brug for at vise Mr B - og mig selv- at jeg troede på det, at jeg gav det en chance. Det var jo Mr B´s første forsøg, så han havde jo svært ved at tro på at det kunne gå galt.
Han er desværre blevet klogere siden...
Denne gang vil jeg nok bare prøve at tage en dag af gangen. Mærkede hvordan angsten allerede kom op i mig i tirsdag ved blødningen. Pyyyha, når det allerede starter før blodprøven - så kan det blive rigtig rigtig hårdt.
Tankerne kører rundt i mit hoved. Forleden sad jeg og læste hele Spirrens historie. Tænkte meget over hvor meget man dog skal igennem for at få de pokkers unger... Alligevel fornemmer jeg at man glemmer/fortrænger mange af de kvaler man har været igennem, så man ikke husker helt hvor slemt det var, når man først står med guldklumpen i sine arme. Det giver håb...
Faktisk finder jeg rigtig meget trøst i at læse jeres andres beretninger, både jer det er lykkes for og jer der stadig kæmper...
Jeg ved jo desværre godt at jeg aldrig kommer til at glemme tabet af min datter og jeg vil altid have et hul i mit hjerte, men jeg er ikke i tvivl om, at det at få lov at få et levende barn vil hele meget...
Gad vide hvor meget mere jeg kan klare ??? - det har jeg tænkt meget over her på det sidste. Føler mig rigtig rigtig slidt.
posted by lykkejægeren | 3:09 PM
4 Comments:
Jeg ved ikke hvor meget der skal til før man tør tro på det og kan begynde at glæde sig. Måske skal du være længere i denne graviditet end hvad der svarer til hvornår du mistede din datter, før du kan begynde rigtigt at slappe af.
Jeg selv turde ikke tro på noget før jeg var en ca 20 uger henne. Bagefter var jeg meget ærgelig over at jeg ikke havde været mere glad undervejs. Men det kan man jo ikke lave om på bagefter.
Jeg tror at du kan klare det. Du virker som en rigtig stærk pige.
Jeg synes iøvrigt at teststregen bliver tydeligere og tydeligere ;-)
Kære lykkejærger
Det er pokkers hårdt at få sin guldklump gennem behandling, men du holder til det, for ellers var du stoppet for længst....
Jeg kan godt forstå, at angsten sider så dybt i dig efter at have oplevet hjertebllink to gange for så at miste den igen.
Angsten vil være din faste følgesvend også når du når over de tolv uger osv.
Den er der, og måske er det nemmere at blive gode venner med den end at prøve at komme af med den!
Ja man(læs jeg) glemmer hurtigt alle de ting, man har været igennem. Jeg tror, det er noget med, at man hele tiden rykker sig. Når man lige pludselig står i en anden situation, så er det overstået pludselig ikke så frisk og smertefuldt mere, omend man en gang græd mange tåre over det.
Rikke lærte mig en gang, at det var godt at trække vejret helt ned i maven, når det så aller værst ud.
Det gjorde jeg rigtig mange gange, samtidig med at jeg øvede mig i at tage en dag, ja nogle gange en time ad gangen.
Jeg xxxx for dig og tænker på dig.
Knus M.S
Tusinde tak for jeres opmuntringer. Det betyder rigtig meget... Jeg kæmper for at holde fanen høj. Tror jeg må lave en masse delmål i stedet for at tænke for langt frem. Ellers er det for uoverskueligt...
Tak for de interessante oplysninger
Send en kommentar
<< Home