Første milepæl...
- blev nået idag... igen igen...
Dagen forløb således: Klokken 7.45 stod jeg klar på riget til blodprøvetagning. Kørte herefter på arbejde hvor jeg skulle kæmpe mig igennem de ulidelige timer til klokken blev 12.45 hvor jeg kunne ringe og få svar. Det overraskede mig at jeg var SÅ nervøs. Jeg havde jo testet positiv derhjemme, men syntes nu slet ikke at den var tydeligt nok. Jeg sad til undervisning det meste af dagen og kunne slet ikke samle tankerne.
Hørte hele tiden sygeplejersken for mig sige forskellige resultater - alle alt for lave....
Da jeg endelig kunne ringe rystede jeg så meget at jeg dårligt kunne ramme tasterne...
"Tillykke du er gravid" sagde den søde sygeplejerske. "Ja, men hvad er tallet brægede jeg med halvkvalt stemme". Blodprøvesvaret var 169. Havde håbet på at det var højere - så jeg kunne føle mig mere sikker !!! - hvem prøver jeg at narre...jeg bliver jo aldrig sikker !!!
Jeg har enormt dårlig samvittighed over jeg ikke bare er super lykkelig
i stedet for at beskymre mig over om tallet nu er højt nok eller om det nu fordobler sig som det skal til på mandag... Prøver hele tiden at sige til mig selv at jeg skal tænke på alternativet... Tænk hvis prøven var negativ ! - så kunne jeg starte forfra endnu engang...
Kan godt mærke at de 7 aborter unægteligt har sat sine spor på min optimisme...
Men håbet har jeg da bestemt - ellers gav det jo ingen mening at udsætte sig selv for alt det her.
Nu ligger jeg så her på sofaen og prøver at falde lidt ned. Mit hjerte banker stadig alt for hurtigt... Det er skræmmende så meget man kan stresse over et svar...
Talte med min mor på vejen hjem. Jeg har valgt at være åben over for min familie denne gang. Så ved de hvorfor jeg er umulig :-) Drømmen om at kunne overraske med "jeg er gravid" lever alligevel ikke længere...
Hun kom med en masse velmenende råd. "Nu må du tro på det..." Hvorfor er det lige at jeg skal tro på det denne gang efter alle de mange skuffelse ??? Ved jo godt hun har ret... det er bare så svært...
Nåh, men første milepæl er nået idag - den positive blodprøve. Den anden kommer på mandag hvor jeg skal have taget en ny blodprøve for at se om den stiger som den skal. Det er kravet for at OB vil give mig immuntransfusion. Den skal være ca 500. Det betyder desværre endnu en weekend fyldt med testpinde. Vi må ikke håbe der kommer uanmeldte gæster - de ville få et chok ;-)
Dagen forløb således: Klokken 7.45 stod jeg klar på riget til blodprøvetagning. Kørte herefter på arbejde hvor jeg skulle kæmpe mig igennem de ulidelige timer til klokken blev 12.45 hvor jeg kunne ringe og få svar. Det overraskede mig at jeg var SÅ nervøs. Jeg havde jo testet positiv derhjemme, men syntes nu slet ikke at den var tydeligt nok. Jeg sad til undervisning det meste af dagen og kunne slet ikke samle tankerne.
Hørte hele tiden sygeplejersken for mig sige forskellige resultater - alle alt for lave....
Da jeg endelig kunne ringe rystede jeg så meget at jeg dårligt kunne ramme tasterne...
"Tillykke du er gravid" sagde den søde sygeplejerske. "Ja, men hvad er tallet brægede jeg med halvkvalt stemme". Blodprøvesvaret var 169. Havde håbet på at det var højere - så jeg kunne føle mig mere sikker !!! - hvem prøver jeg at narre...jeg bliver jo aldrig sikker !!!
Jeg har enormt dårlig samvittighed over jeg ikke bare er super lykkelig
i stedet for at beskymre mig over om tallet nu er højt nok eller om det nu fordobler sig som det skal til på mandag... Prøver hele tiden at sige til mig selv at jeg skal tænke på alternativet... Tænk hvis prøven var negativ ! - så kunne jeg starte forfra endnu engang...
Kan godt mærke at de 7 aborter unægteligt har sat sine spor på min optimisme...
Men håbet har jeg da bestemt - ellers gav det jo ingen mening at udsætte sig selv for alt det her.
Nu ligger jeg så her på sofaen og prøver at falde lidt ned. Mit hjerte banker stadig alt for hurtigt... Det er skræmmende så meget man kan stresse over et svar...
Talte med min mor på vejen hjem. Jeg har valgt at være åben over for min familie denne gang. Så ved de hvorfor jeg er umulig :-) Drømmen om at kunne overraske med "jeg er gravid" lever alligevel ikke længere...
Hun kom med en masse velmenende råd. "Nu må du tro på det..." Hvorfor er det lige at jeg skal tro på det denne gang efter alle de mange skuffelse ??? Ved jo godt hun har ret... det er bare så svært...
Nåh, men første milepæl er nået idag - den positive blodprøve. Den anden kommer på mandag hvor jeg skal have taget en ny blodprøve for at se om den stiger som den skal. Det er kravet for at OB vil give mig immuntransfusion. Den skal være ca 500. Det betyder desværre endnu en weekend fyldt med testpinde. Vi må ikke håbe der kommer uanmeldte gæster - de ville få et chok ;-)
posted by lykkejægeren | 5:32 PM
4 Comments:
Tillykke. Jeg krydser alt hvad jeg kan for at den bliver hvor den er
Tak Signe
Jeg har brug for alle krydser i verden - bare det dog ender godt denne gang. Hvad med dig ???
Åh for søren! Så er du jo et skridt tættere på målet.
Jeg ville jo anbefale at du gemte de testpinde rigtigt langt væk, men ved godt at det kan man ikke. Det er fandme godt nok hårdt.
Iøvrigt har MS ret. Det med at trække vejret helt ned i maven er en rigtig god ting. Også lige før man skal tjekke trusser for 120. gang. Stress er noget fanden har skabt, det gør ikke livet nemmere for os infertile.
Håber og krydser
Tillykke med at være nået hertil Lykkejærger.
Jeg ved godt, at det kan "gå galt" endnu, men hey det vil det reelt være chance for i 9 måneder endnu, hvis man skulle tænke sådan.
Jeg glædede mig fra start og købte også ting til trolden osv.
Jeg havde det sådan, at smerten blev ikke mindre, hvis det skulle gå galt, bare fordi jeg ikke havde glædet mig.
Lige nu er du jo gravid og det er positivt og dejligt. Ikke nødvendigvis nemt men det er sgu dejligt for dig.
Jeg håber du bare en gang imellem smider alle tankerne og glæder dig i en stund. Det fortjener du at give dig selv lov til...
Tænker på dig...
Knus
Send en kommentar
<< Home