Så kom jeg i uge 8 !!!
Så blev det endelig fredag - jeg har bare ventet på denne dag - trænger så frygteligt meget til weekend !
Onsdag var en lidt underlig dag... Da jeg kom ind til OB gik jeg lige på toilettet inden skanningen og der var pludseligt lidt lyserødt på toiletpapiret- PANIK. Jeg gik helt i koma og gik som forstenet med ind til skanningen. Der lå den dejligste lille spunk på 10 mm præcis som den skal være i 7+0, og så jeg var ikke til at skyde igennem. OB sagde at der var mange der blødte, så det skulle jeg ikke tage så tungt. Vil nu heller ikke kalde det en regulær blødning, men det var en anderledes farve end det plejer at være (hvilket jeg desværre nærstuderer ved hvert eneste toiletbesøg - "charming")
Desværre slap jeg ikke for den obligatoriske blodprøve som jeg ellers havde håbet på :-( - det er så stressende med alle de målinger.
I følge mine egne beregninger skulle tallet nu være ca 46000 - det var 40500 !!!
I følge sygeplejersken var det helt fint, men det er bare så svært ikke at blive nervøs...
Som sædvanligt skulle jeg haste tilbage på arbejde efter transfusionen, og da jeg endelig kom hjem drattede jeg helt bevistløs om i sengen. Havde en frygtelig uro i kroppen og følte mig helt overbevist om at nu var det gået galt. Tænk lige så glad som jeg var da jeg så den lille ligge og blinke til mig, lige så nervøs kan jeg være få timer senere. - Bare man dog havde en hjemmeskanner !!!
Torsdag skulle jeg til Jylland med arbejdet- 3 timers kørsel og 4 timer hjem i øsende regnvejr og mørke... Da jeg kom hjem væltede jeg endnu engang totalt udmattet omkuld i sengen. Hvis ikke Mr B sørgede så godt for mig ville jeg da aldrigt få noget at spise...
Ja, det er mit liv i øjeblikket... stress og træthed - ikke meget overskud til julehygge. For første år har jeg ikke engang pyntet op...
Ellers ved jeg slet ikke hvordan jeg skal overleve indtil næste onsdag for at se om der er liv !!! Der er uendeligt lang tid til...
Mr B har tilbudt at vi kan tage ind og blive skannet privat (han er så sød), men jeg kan godt selv se at det virker temmeligt hysterisk når jeg lige blev skannet i onsdags.
Hvorfor kan jeg dog ikke bare glæde mig over de fine billeder jeg har - måske fordi jeg efterhånden har så mange af dem !!!
Bare jeg dog turde tro på det, men jeg må prøve bare at tage en dag ad gangen og se hvad der sker...
Onsdag var en lidt underlig dag... Da jeg kom ind til OB gik jeg lige på toilettet inden skanningen og der var pludseligt lidt lyserødt på toiletpapiret- PANIK. Jeg gik helt i koma og gik som forstenet med ind til skanningen. Der lå den dejligste lille spunk på 10 mm præcis som den skal være i 7+0, og så jeg var ikke til at skyde igennem. OB sagde at der var mange der blødte, så det skulle jeg ikke tage så tungt. Vil nu heller ikke kalde det en regulær blødning, men det var en anderledes farve end det plejer at være (hvilket jeg desværre nærstuderer ved hvert eneste toiletbesøg - "charming")
Desværre slap jeg ikke for den obligatoriske blodprøve som jeg ellers havde håbet på :-( - det er så stressende med alle de målinger.
I følge mine egne beregninger skulle tallet nu være ca 46000 - det var 40500 !!!
I følge sygeplejersken var det helt fint, men det er bare så svært ikke at blive nervøs...
Som sædvanligt skulle jeg haste tilbage på arbejde efter transfusionen, og da jeg endelig kom hjem drattede jeg helt bevistløs om i sengen. Havde en frygtelig uro i kroppen og følte mig helt overbevist om at nu var det gået galt. Tænk lige så glad som jeg var da jeg så den lille ligge og blinke til mig, lige så nervøs kan jeg være få timer senere. - Bare man dog havde en hjemmeskanner !!!
Torsdag skulle jeg til Jylland med arbejdet- 3 timers kørsel og 4 timer hjem i øsende regnvejr og mørke... Da jeg kom hjem væltede jeg endnu engang totalt udmattet omkuld i sengen. Hvis ikke Mr B sørgede så godt for mig ville jeg da aldrigt få noget at spise...
Ja, det er mit liv i øjeblikket... stress og træthed - ikke meget overskud til julehygge. For første år har jeg ikke engang pyntet op...
Ellers ved jeg slet ikke hvordan jeg skal overleve indtil næste onsdag for at se om der er liv !!! Der er uendeligt lang tid til...
Mr B har tilbudt at vi kan tage ind og blive skannet privat (han er så sød), men jeg kan godt selv se at det virker temmeligt hysterisk når jeg lige blev skannet i onsdags.
Hvorfor kan jeg dog ikke bare glæde mig over de fine billeder jeg har - måske fordi jeg efterhånden har så mange af dem !!!
Bare jeg dog turde tro på det, men jeg må prøve bare at tage en dag ad gangen og se hvad der sker...
posted by lykkejægeren | 10:39 AM
2 Comments:
Hvor er jeg glad for at høre lv fra dig:-)
Endnu galdere for, at scanningen viste noget rigtig godt.
Husk nu at trække det vejr helt ned i din mave, specielt når det er allerværst.
Jeg kan selv huske, hvordan tiden føltes ulidelig lang og uoverskuelig, og så må den næsten føles endnu mere langsom for dig!
For det første tog jeg nogle gange kun en halv time ad gangen, og så var der de lidt bedre dage, hvor jeg kunne komme igennem en hel time uden at panikke og stresse mig selv.
Mit råd vil være, planlæg din tid, så du ved, du skal lave noget, og have altid en ting eller oplevelse som for eksempel en tur i tivoli med kæresten, i baghånden, hvis panikken tager overhånd.
Jeg er sikker på, at din lille spunk er en fighter:-)
Knus Spirren
Endnu en milepæl. Det er godt at høre at den hænger ved.
Jeg kan godt forstå, at det gør dig helt ude af det. Pas godt på dig selv.
Send en kommentar
<< Home