Der er nogen der banker...
Onsdag var det så atter OB dag. Det var 14 dage siden jeg sidst havde set spunken og jeg var meget spændt på om alt så godt ud. Jeg er gået ind i en fase hvor jeg er totalt angst for at vandet skal gå og fødslen gå igang, så det beroliger mig ikke så meget mere at se at der er liv - også fordi jeg jo har min dopler herhjemme hvor jeg chekker efter hjertelyd hver dag. Til gengæld er det meget befriende at se om den nu vokser som den skal og om der er nok fostervand.
For første gang skulle jg skannes uden på maven og selvom der efterhånden er så mange mennesker der har rodet ved mit underliv var det rart for engang skyld at kunne beholde bukserne på :-). Den "lille" spunk dukkede hurtigt op på skærmen og til min store skuffelser måler man ikke længere hvor lang den er, men hoveddiameteren. Den målte 32 mm og skulle have målt 31, så det var helt perfekt. OB fik mig også overbevist om at der var nok fostervand.
Ellers lå den og flagrede med arme og ben, åh hvor var det dejligt at se... Hvis man kunne få hjemmeskannere ville jeg nok ligge og kigge på mit lille vidunder dagen lang...
Det er nok meget godt at jeg ikke har sådan en ;-)
Efter at den første flaske var løbet igennem suste jeg over på en anden afdeling hvor min far skulle til samtale.
Min far fik i sommers konstateret uhelberedelig kræft og får nu livsforlængende behandling...
Han går så til løbende samtaler for at følge kræftens udvikling. Det har rystet hele familien meget dybt, da han altid har været supersund, slank og dyrket masser af motion. Desværre er kræft ikke en sygdom der gå efter fortjeneste, den går sine egne veje og tager dem der lige er på dens vej !!!
Efter samtalen med min far suste jeg så tilbage igen og fik den sidste flaske inden Mr B kom og hentede mig.
Da jeg kom hjem gik jeg helt i koma - som sædvanligt efter disse behandlinger. Jeg havde voldsomt hovedpine, mavesmerter og kraftige influenza symptomer. Mens jeg lå og vred mig i al min elendighed kunne jeg pludseligt mærke spunken mosle løs derinde. Alle snakker om at det føles som sommerfugle i maven, men jeg synes næsrmest at det gjorde ondt. Det føltes nærmest som om at den var ved at presse sig ud igennem min mave - jeg må have en meget følsom livmoder !!! Man kunne simpelthen se den lille bule flytte sug rundt på maven. Hvis jeg ikke lige havde det så dårligt ville jeg nok syntes at det var helt vidunderligt, men på grund af mine kraftige mavesmerter var jeg i stedet vildt bange for at vandet skulle gå.
I går lå jeg så på langs hele dagen med vild hovedpine, men fik lige kæmpet mig op til den trælse håndboldkamp.
I dag er jeg så på benene igen og har det heldigvis meget bedre.
Spunken mosler stadig, men det gør heldigvis ikke ondt længere.
Jeg skal sådan passe på ikke at blive for overkæk når jeg har det bedre !!! Det er bare så svært når man går hjemme ikke lige at ordne lidt... Men jeg ved godt at denne tid er en investering i mit ønskebarn, så hvad betyder det at der ligger nullermænd der er så store at selv hunden bliver bange !!!
Åh, hvor ville jeg gerne nå at give min far et barnebarn - det vil bare gøre ham så stolt !!!
For første gang skulle jg skannes uden på maven og selvom der efterhånden er så mange mennesker der har rodet ved mit underliv var det rart for engang skyld at kunne beholde bukserne på :-). Den "lille" spunk dukkede hurtigt op på skærmen og til min store skuffelser måler man ikke længere hvor lang den er, men hoveddiameteren. Den målte 32 mm og skulle have målt 31, så det var helt perfekt. OB fik mig også overbevist om at der var nok fostervand.
Ellers lå den og flagrede med arme og ben, åh hvor var det dejligt at se... Hvis man kunne få hjemmeskannere ville jeg nok ligge og kigge på mit lille vidunder dagen lang...
Det er nok meget godt at jeg ikke har sådan en ;-)
Efter at den første flaske var løbet igennem suste jeg over på en anden afdeling hvor min far skulle til samtale.
Min far fik i sommers konstateret uhelberedelig kræft og får nu livsforlængende behandling...
Han går så til løbende samtaler for at følge kræftens udvikling. Det har rystet hele familien meget dybt, da han altid har været supersund, slank og dyrket masser af motion. Desværre er kræft ikke en sygdom der gå efter fortjeneste, den går sine egne veje og tager dem der lige er på dens vej !!!
Efter samtalen med min far suste jeg så tilbage igen og fik den sidste flaske inden Mr B kom og hentede mig.
Da jeg kom hjem gik jeg helt i koma - som sædvanligt efter disse behandlinger. Jeg havde voldsomt hovedpine, mavesmerter og kraftige influenza symptomer. Mens jeg lå og vred mig i al min elendighed kunne jeg pludseligt mærke spunken mosle løs derinde. Alle snakker om at det føles som sommerfugle i maven, men jeg synes næsrmest at det gjorde ondt. Det føltes nærmest som om at den var ved at presse sig ud igennem min mave - jeg må have en meget følsom livmoder !!! Man kunne simpelthen se den lille bule flytte sug rundt på maven. Hvis jeg ikke lige havde det så dårligt ville jeg nok syntes at det var helt vidunderligt, men på grund af mine kraftige mavesmerter var jeg i stedet vildt bange for at vandet skulle gå.
I går lå jeg så på langs hele dagen med vild hovedpine, men fik lige kæmpet mig op til den trælse håndboldkamp.
I dag er jeg så på benene igen og har det heldigvis meget bedre.
Spunken mosler stadig, men det gør heldigvis ikke ondt længere.
Jeg skal sådan passe på ikke at blive for overkæk når jeg har det bedre !!! Det er bare så svært når man går hjemme ikke lige at ordne lidt... Men jeg ved godt at denne tid er en investering i mit ønskebarn, så hvad betyder det at der ligger nullermænd der er så store at selv hunden bliver bange !!!
Åh, hvor ville jeg gerne nå at give min far et barnebarn - det vil bare gøre ham så stolt !!!
posted by lykkejægeren | 10:24 AM
7 Comments:
Kære Lykkejærger
Det gør mig ondt at læse det med din far. Jeg håber inderligt, at du får lov at give ham sit lille barnebarn, og at han når at få id sammen med det.
Måske havde jeg en ikke så vidunderlig graviditet. Men alligevel er forskellen stor mellem os. For du lever med angsten hver dag, jeg havde "bare" ikke noget liv i 9 måneder, men angsten blev heldigvis aldrig min følgesvend.
Nogen gange når jeg tænker tilbage, så var dagene MEGET lange, og timerne var lange, jeg lå ofte bare der og kikkede i sofaen. Nu er det svært for mig at forstille mig, hvordan jeg overhovedet kom gennem dagene.
Men det gjorde jeg, også de rigtig lange, og det gør du også.
Jeg tror, det var noget med at acceptere tingenes tilstand, for jeg kunne jo ikke lave det om alligevel. Nu husker jeg pludselig, at det var den dag, hvor jeg accepterede min graviditet, som den var, at det hele blev meget nemmere at leve med.
I dag er jeg mest glad for, at jeg fra dag et gav mig selv lov til at nyde, at jeg havde en lille voksende spirre i min mave. Min indstilling var, at min sorg ikke ville blive mindre, selvom jeg ikke havde glædet mig, hvis nu det skulle gå galt. Han var der, og det kunne jeg lige så godt nyde.
Jeg ved det er kæmpesvært for dig. Men hey din lille FIGHTERspunk er der endnu, og den har trods alt været udsat for meget indtil videre.
Angsten skal du nok arbejde med at lade være din følgesvend desværre. Men prøv at forsone dig med den istedet for at kæmpe den væk. Jeg tror aldrig, at du kommer af med den, men jeg tror, t du kan komme langt med at forsone dig med den. Øv dig et sekund om dagen og det bliver nemmere med tiden, det lover jeg dig.
Mailen har jeg sendt igen....
Stort knus
Puh, du har da også nok at bekymre dig om for tiden, hva'! Må være rigtig hårdt.
Men jeg håber, at fighterspunken vil banke flittigt på indersiden af maven i de kommende mange måneder og på den måde forsikre dig om, at den er der endnu og er lille og stædig og stærk.
Laver i øvrigt lige et link til dig på min blog - sig til hvis du helst er fri!
Og dikterer så dameblade og tv i store mængder til dig i den kommende tid. Og glæder mig til at læse afhandlingen. :-)
Puha, det er altid med hjertet i halsen at jeg læser dine poster. Det er godt at høre at det går fremad lige så stille.
Jeg er ked af at høre at din far er syg. Kræft er bare en rigtig væmmelig sygdom.
Du er fantastisk til at sætte ord på dine følelser og oplevelser, og det er meget givende at få lov til at følge med i din blog/liv, især da jeg selv er midt i en noget nervepirrende graviditet.
Du er grunden til jeg har startet min blog, og at skrive i den, og få sat ord på forskellige følelser, hjælper mig meget ligenu, så tak for det.
Jeg er så umådelig ked af at høre om din far. Det er selvfølgelig altid hårdt at være pårørende, men jeg synes, noget af det sværeste at anerkende, er at ens forældre ikke er udødelige. Æv. Jeg håber, I får noget god tid endnu, og har en masse dejlige minder.
Mange tanker fra mig
Skriv snart, lykkejæger.
Bliver bekymret når der er så stille. Håber I har det godt.
Er også lidt nervøs her, har været inde og tjekke de sidste par dage, sig noget, tanker fra mig
Åh hvor gør det mig ondt med din far. Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig at høre nyt fra dig. Håber alt vel....
Send en kommentar
<< Home