Mareridtet fortsætter og fortsætter...

Nu kan jeg snart ikke mere...
Torsdag i sidste uge blev jeg indlagt på riget for at skulle have lagt en cerklage (et bånd rundt om livmoderhalsen). Vi ankom kl 8 og jeg blev iklædt det sædvanlige hospitalstøj. Over middag blev jeg kørt ned på OP hvor jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse. Den søde Dr J kom herefter ind og gik i gang. Jeg spurgte nervøst til hvordan min livmoderhals så ud og han kommenterede at den var meget blød og eftergivelig. Det var bestemt ikke rart at få den lagt og jeg kom i tvivl om de havde bedøvet mig ordenligt. Da han endelig var færdig blev han enig med sig selv om at han ville ligge en ekstra for at være på den sikre side.
Endelig var det overstået, men så startede mareridtet for alvor. Han havde dårligt lagt nål og tråd fra sig førend jeg begyndte at få meget kraftige smerter i maven. Dr J mente at det var fordi min blære var fuld og de tømte min blære med et kateter. Jeg havde dog følelsen af at noget andet var galt, men tænkte at det måske var normalt med smerter når de har været oppe og rode. På opvågningen blev det værre og værre. De tilbød mig morfin, men det turde jeg ikke pga spunken. Da jeg endelig kom op på stuen gik jeg i panik jeg havde veer og de kom uafbrudt uden pause. Min mave var hård som sten og strittede lige ud i luften. Det begyndte at myldre rundt på min stue. Jeg var i uge 21. og vidste udemærket godt at hvis jeg fødte nu ville vores lille pige ikke overleve. Jeg kan ikke finde ord der beskriver hvor bange jeg var. Ikke igen Ikke igen. Det kan man ikke byde nogen... Jeg kan ikke finde ord til at beskrive hvor bange jeg var...
Efter at have vredet mig i en times tid valgt Dr J at give mig et drop med ve hæmmer. Jeg ved udemærket godt at det gør man normalt ikke så tidligt, men jeg tror han synes at jeg allerede har været så frygteligt meget igennem at han ville give det alle chancer. Efter 10 minutter virkede det. Det var en fantastisk lettelse og jeg prøvede at slappe lidt af.
Talte lidt med Dr J der virkede temmeligt bekymret over situationen. Jeg fik lagt et kateter så jeg ikke skulle op af sengen, men kunne holde mig helt i ro.
Da der var kommet lidt ro over veerne sad Mr B og jeg og talte lidt sammen. Vi græd begge og blev enige om at vores lille datter skulle hedde Isabella hvis vi nu stod med en hurtig dåb igen.

Nu skulle man så tro at det værste var ovre.... sådan skulle det dog ikke være.
Jeg var knap nok faldet i søvn førend jeg vågnede ved at det sev i mellem mine baller. Lå et stykke tid musestille, mens det løb lige så stille. Jeg kaldte efter en jordemoder. Jeg fik et nyt klæde at ligge på. Kunne ikke have trusser på pga kateteret. Hun prøvede at berolige mig med at det sev fra såret....
Jeg var dog ikke rolig efter en times tid lå jeg igen i en sø. Ved tre tiden om natten og efter at have skiftet klæde adskillige klæder kom der en læge for at skanne mig. Nu var jordemoderen også bekymret....Der var stadig fostervand derinde og jeg prøvede at slappe lidt af resten af natten selvom det fortsatte med at sive.
Tidligt næste morgen kom Dr J tilbage. Jeg skulle have lavet en GU for at se hvordan det hele så ud. Da han tog sit spekulum ud var det helt fyldt med væske og han var ikke i tvivl - jeg havde vandafgang... Hvis han havde set bekymret ud før var det ingenting mod hvordan han så ud nu... Han begyndte at snakke om hvad man kunne gøre næste gang, men jeg afbrød ham og sagde at det ville jeg slet ikke høre om. Jeg klamrer mig jo stadig til håbet om at det her ender lykkeligt...
Vi snakkede lidt om hvad der nu skulle ske. Jeg ville blive indlagt resten af graviditeten, skal ligge i ro og må kun rejse mig for at gå på toilettet. Det værste der kan ske er at jeg får en infektion eller nye veer.
I første omgang beholdt jeg dog kateteret til søndag så jeg kunne ligge helt stille.
Skulle dette mareridt dog aldrig høre op. Var sikker på at hvert øjeblik ville jeg atter få veer og så var det slut...

Den første udfordring var nu at vehæmmerdroppet skulle slukkes efter 24 timer. Det blev det fredag aften og jeg var vildt angst for at det ville starte igen. Jeg lå musestille på ryggen og mærkede efter hvert et lille signal min krop sendte. Mr B havde fået en seng ved siden af mig og det var en stor tryghed hvis jeg pludselig fik veer igen. Hele natten lå jeg på ryggen og hver gang der kom en plukkeve var jeg sikker på at nu var det sket...
Da det endelig blev morgen var jeg meget lettet. Jeg havde klaret natten...
Hele lørdagen lå jeg nærmest ubevægeligt på ryggen og mærkede hvordan det stille og roligt sev ud af mig. Jeg fik penicillin for at undgå infektion og diclon for at få min livmoder til at slappe af.
Søndag kom så den næste milepæl. Jeg skulle have fjernet kateteret og selv på toilettet. Det var en kæmpe overvindelse for mig første gang jeg skulle rejse mig og da jeg sad på toilettet var jeg vildt angst for at resten af vandet ville gå i en skylle... Det gjorde det ikke - en ubeskrivelig lettelse.
Det er sådan med fostervand at det hele tiden gendannes så det er vigtigt at der ikke løber mere ud end der dannes når først der er gået hul på hinderne - og så er det MEGET vigtigt at undgå infektion...
De næste par dage var jeg igennem utallige skanninger. Man har bla fundet ud af at min livmoder er todelt, så der er ikke så meget plads til barnet og så er min livmoderhals tilsyneladende meget følsom og der skal næsten ingen ting til førend den begynder at give sig med tilhørende kraftige plukkeveer.
Jeg har derfor til min mors store forargelse valgt at sige nej tak til besøg af andre end Mr B da jeg bare har brug for ro og fred. Det er måske lidt svært at forstå da tiden på et hospital jo er længre end alle andre steder - mærkeligt nok, men jeg kan bare mærke at der skal ro på det næste stykke tid. På trods af mine protester har min mor dog alligevel valgt at melde sin ankomst i morgen - ret strengt synes jeg at hun ikke respekterer mine ønsker...

Jeg ligger nu på afdelingen for truende for tidlig fødsel og det er ingen spøj. Jeg er jo indlagt for at få ro og fred og aflaste. Det er dog bestemt ikke altid muligt på et hospital....
Jeg går stadig i panik hvergang plukkeveerne kommer. Mit næste delmål hedder 23+5 hvor de starter på at give mig lungemodner. Det har dog lange udsigter når man kun er 21+2 og tiden snegler sig afsted... Hvis jeg skal klare dette her må jeg dog tvinge mig selv til at tage en dag ad gangen. Det er ikke nemt når man er bange...