Tid - et underligt fænomen

Undskyld der er gået så længe og tusinde tak for jeres opmuntringer. Jeg har været sådan lidt ved siden af mig selv og har ikke rigtigt magtet at finde computeren frem.
Jeg kan ikke helt sige hvad det er for spunken har det stadig godt - måske er det min inaktive tilstand der døser mig hend i en mærkelig ugidelig pseudoverden !!!

I tirsdags var jeg hos OB for at få transfusion igen igen. Der var gået 14 dage siden sidste skanning og det er det længste jeg har prøvet at gå.
Det var rigtigt dejligt at se den lille spunk igen og rent faktisk er den ikke er så lille længere. Hoveddiameteren var 39 mm og der var masser af aktivitet. Jeg er nu i uge 18.
Jeg havde det elendigt i de 4 timer jeg fik transfusion og måtte ligge på en sofa på gangen med et tæppe - meget ynkeligt. Herefter ventede jeg en time på at komme til undersøgelse hos en fødselslæge, der holder øje med min livmoderhals. Da jeg endelig kom ind nåede jeg lige at smide bukserne da han blev kaldt op til et kejsersnit. Så ventede jeg videre.... Endelig blev det min tur og der lå jeg så med fri udsigt til det hele da sekretæren kom væltende ind... "hej hej ligger du der - ja undskyld men jeg skal lige spørge JLR om noget". Ja, men så gør du endelig det, der er snart så mange mennesker der har gloet op i mit understel, så hvad gør én fra eller til !!! Hvordan mon hun selv ville havde det med det...
Nåh, men livmoderhalsen var superfin 6,5 cm - det er vidst meget langt. Problemet er at man jo ikke ved hvad der gik galt da fødslen gik i gang for tidligt. Jeg havde jo været til misdannelsesskanning 4 dage forinden det gik galt og fik at vide at alt var i skønneste orden, så nu kunne jeg godt slappe lidt af. Da jeg havde veer i 3 dage inden jeg fødte hende tyder det ikke på at det var livmoderhalsen der var problemet.
Jeg spurgte derfor lægen om der ikke var andet man kunne gøre og jeg skal nu ind og aflevere en urinprøve til dyrkning hver 14. dag samtidigt med skanning af livmoderhals, transfusioner hos OB og besøg hos specialjordemoderen. Jo, der bliver da holdt øje med mig og det er både stressende og rart.
Da jeg endelig kom hjem var jeg helt ødelagt og har ligget i hi de sidste par dage og haft det forfærdeligt oven på transfusionen. I starten af graviditeten fik jeg det ikke så skidt, men det er som om det er blevet værre.
Nåh, men nu er jeg så ved at blive menneske og så står den på 14 dages venten igen.
Det her med tid er noget underligt noget. I min fars verden som kræftpatient er hvert minut dyrbart og tiden går alt for hurtigt. I min verden snegler tiden sig afsted og selvom mine omgivelser synes jeg er enormt langt synes jeg der er rigtig rigtig lang vej til jeg kan begynde at føle mig lidt mere tryg.
Jeg ved godt at hver dag der går er en dag nærmere målet og det prøver jeg at sige til mig selv når jeg lægger mig til at sove. Mr B siger tit at nu skal jeg nyde denne her tid der er min egen. Er jeg et utaknemmeligt skarn fordi jeg ikke ser helt sådan på det. Jeg ville da langt hellere suse rundt og vise min voksende mave frem som en anden kronprinsesse Mary, i stedet for at ligge herhjemme og se doktor Phil.
Nåh, måske jeg får samlet mod senere. Jeg skal jo ikke klage - jeg har jo drømt om at blive gravid så længe og det er jeg jo !!!