Hvis ikke det er det ene...

Ja, her er lidt nedtrykt stemning i øjeblikket.
Onsdag var jeg hos OB til den sædvanlige transfusion. Vi talte lidt om hvordan det var gået og jeg havde heldigvis kun haft en enkelt pletblødning siden sidst. Så talte vi om det videre forløb og jeg skal kun have 1 transfusion mere hvorefter den videre kontrol vil overgå til svangreambulatoriet. Han sagde dog at han ville sende dem en henvisning om at jeg skulle have ekstra skanninger, flowmåling osv, så det beroligede mig lidt. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem har elsket de mange timer jeg har tilbragt på gangen med dropstativ, men det har alligevel givet mig en stor sikkerhed at blive fulgt så tæt og ikke mindst de hyppige skanninger for at holde øje med om spunken var ok...
Så skulle jeg skannes for lige at se efter hjerteblink og måling af hoveddiameter for at sikre at den vokser som den skal.... Gudskelov, alt var stadig fint. Dens hoved målte 46 i diameter og det skulle blot være 44, så det var bare så dejligt. Jeg prøvede at lokke OB til at kigge efter køn nu hvor han var i gang. Ikke at det betyder noget, men vi synes jo det kunne være sjovt at vide om det er en dreng eller pige i stedet for en spunk. OB sagde dog at hans skanner var for dårlig til den slags, men kiggede alligevel mellem benene for at se om der skulle være noget åbenlyst - det var der ikke, så vi venter lidt endnu.
Så var det ellers ventetid med dropstativ i 3 1/2 time....

For 7 år siden var jeg ude for at meget alvorligt trafikuheld hvor jeg endte med det 5 dobbelt bækkenbrud, 2 måneder på langs på hospitalet og 4 måneders langsom genoptræning derhjemme. Jeg slap meget heldigt, da jeg bliv ramt ved en sidepåkørsel af en bil der kørte 140 km/t. Jeg husker ikke selv noget fra ulykken, men vågnede op dagen efter på intensiv til et rent smertehelvede. Siden har jeg haft ondt i bækkenet når jeg har siddet for længe eller når det er koldt. Det kunne dog være meget værre, men hold op hvor har jeg fundet ud af hvor hurtigt ens liv kan forandres. Man skal ikke tage noget for givet...

Grunden til at jeg nævner denne "lille episode" er at jeg de sidste par dage var begyndt at få rigtig ondt i bækkenet igen. Primært den venstre side, hvor skaden var værst.
Jeg havde også smerter ved graviditeten med min datter og var til fysioterapeut dagen før jeg pludseligt fik veer. Så jeg er blevet lidt angst for fysioterapeuter, men ved jo godt inderst inde at det er noget pjat...
Efter jeg kom hjem fra OB og den sædvanlige urindyrkning i svangreambulatoriet begyndte jeg at få mere og mere ondt.
Jeg lagde mig i seng for at hvile og Mr B tog ud og trænede. Efter nogle timer skulle jeg på toilettet og smerterne var nu så kraftige at jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg gik helt i panik og efter endnu to timer hvor jeg prøvede at holde mig var jeg tvunget til at nærmest kravle ud af sengen. Turen til toilettet tog 30 minutter og da jeg endeligt kom tilbage i seng brød jeg grædende sammen. Det var bare for meget. Hvis ikke det var det ene var et det andet. Hvorfor kan jeg ikke bare snart få lidt fred... Ja, selvmedlidenheden var stor kan I godt høre...
I samme øjeblik kom Mr B ind ad døren. Da han så mig hulkende blev han helt bleg og flåede i panik dynen af mig for at se om vandet var gået - min store skræk. Jeg kunne slet ikke tale, så meget græd jeg. Endeligt fik jeg taget mig sammen... Jeg følte mig lidt du at reagere så voldsomt og stakkels Mr B var totalt oprevet....
Smerterne blev dog ved og ved og efter en søvnløs nat ringede jeg næste dag til min læge. De måtte gøre noget... Han havde selvfølgelig ferie og lægen han henviste til bad mig bare om at kontakte svangreambulatoriet. Svangreambulatoriet bad mig kontakte fødegangen hvor jeg endelig langt om længe fik fat i en sød jordemoder der gad tale med mig... Jeg forklarede hende at mine smerter var så voldsomme i venstre s-1 led præcist der hvor jeg havde mit værste brud at jeg kun kunne ligge på ryggen og ikke røre mig af smerte. Når jeg skulle på toilettet hang jeg om halsen på Mr B og jeg havde voldsomme smerter hver gang jeg bare forsøgte at støtte på mit venstre ben. Den søde jordemoder mente ikke der var så meget at gøre, men ville konferere med en læge. Efter lidt tid ringede hun tilbage og sagde at jeg skulle komme ind næste dag og blive undersøgt. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvordan jeg skulle komme derind, da jeg kun kunne udholde at ligge på ryggen.
Dagen efter gik det heldigvis lidt bedre og Mr B fik moslet mig ind på riget. En rigtig sød læge skulle undersøge mig og hun sagde hurtigt at hun gerne ville indlægge mig, da hun mente det var den gamle skade der gav mig problemer og jeg skulle holde mig helt i ro. Jeg ville dog hellere hjem og aflaste og de kan jo ikke rigtigt gøre noget som Mr B ikke kan gøre derhjemme.
Herefter skannede nu min livmoderhals og så efter liv. Selvom jeg selv var meget sikker på at det ikke var veer ville hun alligevel være på den sikre side.
Livmoderhalsen var tilfredsstillende sagde hun - 27 mm. I btragtning af at den for 2 1/2 uge siden var 64 mm (hvilket er MEGET flot) var jeg dog ikke særligt imponeret. Hun sagde at det var vægten fra barnet der havde forkortet den og det var normalt, men med en historik om en tidligere uforklarlig for tidlig fødsel 1 uge fra nu (jeg er idag 19+4) skal der ikke meget til at gøre mig nervøs...
Nåh, men jeg fik et par krykker med hjem og besked om total aflastning - hvilket jeg jo stort set også gjorde i forvejen) tog jeg hjem igen. Her ligger jeg så limet til sengen og synes det hele er temmeligt træls.
Det vigtigste er dog at spunken har det godt og ikke mindst at den bliver derinde i laaang tid endnu.
På tirsdag skal jeg til misdannelsesskanning og herefter have kontrolleret min livmoderhals igen.
Det bliver spændende...