Op og nedture...

Jeg har gennem det sidste stykke tid døjet meget med svimmelhed, træthed og hovedpine. Det er jo lidt svært at finde ud af hvad der er stress, bivirkninger ved transfusionen eller bare almindelige graviditetskvaler. Jeg ved jo også godt at min problem er at jeg har alt for meget tid til at spekulere over hvordan jeg har det - og det er ikke altid godt :-)
Fredag måtte jeg afsted til lægen da jeg også var begyndt at få øresusen. Grunden til at jeg lige lagde mærke til dette symptom er at jeg ved fødslen af min datter endte med at få blodstransfusion da min blodprocent var faldet til 4,5 og der havde jeg også øresusen og var svimmel.
Min blodprocent var i fredags faldet til 5,5 og jeg skal nu chekkes hver uge. Hvis ikke det er det ene der er galt er det det andet !!! Det her er da heldigvis ikke slemt, men det er som om min krop ikke kan lide at være gravid. Mit blodtryk er også faldet meget.
Hver 14. dag skal jeg have transfusion, foretaget urindyrkning, hver uge målt blodprocent, hver 3. uge skannet min livmoderhals og så er der specialambulatoriet. Nåh, det er jo fint at blive fulgt og hvis bare det her ender godt er der ikke det i verden jeg ikke vil gøre...
På vejen hjem tog vi forbi h&m og købte mine første par ventebukser. Det var meget underligt for det var som om at jeg nu tillod mig selv at tro på det. Tro på at jeg ville få en stor mave...
Åh, hvor ville det være dejligt !
Fredag fik jeg også overstået et meget vigtigt telefonopkald. Jeg fik ringet til min chef og sygemeldt mig for resten af graviditeten og det var bare en KÆMPE lettelse. Jeg var nærmest hel høj bagefter. Det er meget underligt, men jeg føler faktisk slet ingen trang til at have kontakt til mit arbejde. Det er ligesom en helt anden verden der ikke vedrører mig !!!

I weekenden blev jeg ringet op af min søster der grædende fortalte at hun skal skilles. På trods af at jeg havde det elendigt hele weekenden fik jeg mandet mig op og talte med hende ca 4-5 gange hver dag. Hvor er det bare superfrustrerende ikke at kunne gøre noget... Jeg ved desværre godt hvordan hun har det. Min kæreste forlod mig til fordel for en yngre model 3/4 år efter vi havde mistet vores datter og jeg endnu ikke var blevet gravid igen. Det er ikke sjovt at skulle starte forfra når man har været sammen i mange år og skabt et liv sammen.
Man lærer dog meget om sig selv og finder ud af hvor meget man rent faktisk kan.
Min kæreste skred bare fra det hele og så måtte jeg selv pakke hele huset sammen og pakke børneværelset ned i sorte sække. Jeg troede ikke jeg ville overleve det - men det gjorde jeg !!!
- og det ved jeg at hun også gør - selvom det bliver en hård tid.

Efter jeg ellers var begyndt at få lidt mere ro på begyndte jeg i går eftermiddags pludselig at få nogle meget kraftige plukkeveer. Jeg gik i seng, da jeg ikke kunne holde ud at ligge på sofaen, men det blev kun værre og værre. Det blev en rigtig lang nat. Jeg havde mange smerter og murren i hele kroppen og var hele tiden sikker på at NU ville vandet gå. Jeg kan slet ikke beskrive hvor bange jeg er for at skulle føde for tidligt igen. Nogle gange er angsten ved at kvæle mig. I morgen går jeg i uge 19 og der er frygteligt lang tid til jeg kan begynde at føle mig sikker.
Her til eftermiddag er det heldigvis begyndt at drive over og jeg begynder at slappe lidt af igen.
Jeg har dog kun været ude af sengen når jeg skulle på toilettet. Håber jeg får sovet lidt i nat...