At ligge på hospitalet...

Først og fremmest TUSINDE TAK for alle jeres søde hilsener - det glæder mig så utroligt meget i en rigtig svær tid, det skal I vide... Tak for alle de varme tanker, som går lige i mit hjerte...

Her på Riget snegler tiden sig afsted, men når jeg er helt nede prøver jeg at holde fast i at hver dag der går kommer ikke skidt tilbage...
Jeg bliver undersøgt i alle ender og kanter og status af alle deres undersøgelser er i øjeblikket at mine mange aborter skyldes en kombination af en to-delt livmoder og en svag og meget følsom livmoderhals som man dårligt skal puste på førend den giver kraftige plukkeveer/veer.
Jeg havde en længere samtale med Dr J i går og han sagde at mit næste mål hedder 23+5 hvor de giver mig lungemodner. Jeg vil blive fulgt med skanninger 3 gange om ugen hvor de holder øje med fostrets vækst, længde af livmoderhals samt fostervandsmængde. Derudover skal jeg fortsætte med medicinen jeg får for at holde min livmoder i ro samt stikpiller der skal øge chancen for at hun bliver derinde. Jeg får kontrolleret temperatur 3 gange dagligt for at sikre at jeg undgår infektion og derudover kommer de hver dag og kontrollerer at hun stadig er i live...

Udover at jeg er omgivet primært af rigtig søde jordemødre og ikke mindst fantastiske Dr J er det bestemt ingen spøj at ligge på hospitalet...
I løbet af de første 10 dage havde jeg 4 forskellige "room-mates" der alle er endt med at føde for tidligt. Den første blev sendt hjem på prøveweekend og fødte allerede samme aften hun kom hjem. Den anden kom ind meget oprevet og stresset med hendes veninder. Hun startede med at fortælle at hun allerede havde født i uge 26 og 27 og begge børn var døde. Ok, hvis man ikke var nervøs i forvejen... Hun lå i flere timer og fik kørt strimmel (som larmer meget når man ligger under 1 m fra hinanden, mens hund ringede rundt til venner og familie og højlydt fortalte om hendes krise. Det var selvfølgeligt vildt syndt for hende, men når man har fået at vide at man skal undgå stressede situationer, da veerne ellers kan gå igang igen var det lidt svært ikke at blive nervøs på egne vegne.... Henunder aften blev hun kørt ned til akut kejersnit da barnet fik det dårligt og så lå jeg tilbage temmeligt rystet. Troede at nu ville natten da blive rolig, men kl 22 kom en pakistansk pige ind med hele sin familie. Familien blev dog sendt væk efter en time, men det viste sig at den stakkels pige var syg og sad op hele natten med lyset tændt og hostede som en gal hver 30. sekund... Jeg var fuldstændig grædefærdig... Hun ringede konstant på klokken - og tro mig hun havde det bestemt heller ikke godt - men jeg fik flere og flere kraftige plukkeveer og var lige ved at g´å fuldstændig i panik... Ved 3-tiden da hun atter havde ringet på klokken spurgte jeg med tårer i øjnene om de ikke havde nogle ørepropper. Jeg fik nogle, men de kunne se på mig at den var helt gal og det endte med at hun blev kørt på fødegangen...
Det var en hård omgang, der stressede mig rigtig meget. Da Mr B kom forbi den næste dag var jeg helt ude af mig selv. Tænk hvis det fortsatte på samme måde...så bliver det nogle forfærdelige måneder...
Jeg fik så 1 1/2 dag for mig selv hvorefter jeg fik en ny nabo. Hun var i samme situation som jeg og havde haft vandafgang, men var 3 uger længere henne end jeg.
Heldigvis var hun rigtig sød og vi havde det samme behov for ro og fred. Jeg anede lys for enden af tunnelen.
Vi talte rigtig meget sammen om vores angst. Hun havde 2 børn i forvejen og synes naturligvis at det var utroligt stressende at skulle ligge "fastspændt" her...
Efter blot to dage begyndte hun dog at få veer. Hun lå hele dagen og havde ondt og pludseligt gik det stærkt. Ved 16 tiden havde hun åbnet sig 8 cm og barnet var klar til til at blive født i 25. uge.
Jeg ringede efter hendes kæreste for hende og var fuldstændig oprevet over situationen. Jeg havde lige været vidne tiol mit eget værste mareridt... Det var grusomt...
Jeg havde dog en forhåbning gom at de ville kunne redde barnet, hun var jo i de bedste hænder...
Næste dag fik jeg dog at vide at den lille dreng var død.... Det var et rigtig hårdt slag. Åhhh, hvor jeg dog følte med hende og åhhh, hvor var jeg dog bange for min egen situation.... Hun var jo 3 uger længere henne og alligevel gik det galt...
Jeg lå alene hele weekenden og var frygteligt deprimereret. Mr B skulle ud med nogle venner og sendte mig lørdag aften en sms om at han ville ønske jeg var der... De var til revy og det var åbenbart rigtig sjovt...Åh, hvor havde jeg ondt af mig selv. Jeg har nu ligget ned i stort set hele graviditeten og savner bare sådan et liv. Var der så i det mindste en garanti for at det ville ende godt ville det hele være meget nemmere, men det er der ikke... og så er det godt nok nemt at ryge ned i et hul af selvmedlidenhed... Giv mig et liv igen...
Da Mr B kom forbi om søndagen med drukstemme orkede jeg næsten ikke at høre om hans aften... Tro mig det er jo ikke fordi jeg ikke under ham at have et liv fordi jeg ikke har det... Der skal bare ikke så meget til at slå mig ud af kurs i øjeblikket..

Søndag aften kom en jordemoder og sagde at nu skulle jeg flyttes til en anden stue, da de havde pladsproblemer... Jeg brød fuldstændigt sammen og græd som pisket. Kunne slet ikke kende mig selv for normalt lader jeg mig ikke slå ud så let. Kunne bare ikke overskue at skulle forlade min lille hule... Efter en times tid kom hun tilbage og sagde at de ville prøve at finde en anden løsning.
Gad vide om de synes jeg er skruphysterisk !!!
Min reaktion kom meget bag på mig. "Frøken kontrol" måtte kaste håndklædet i ringen... Jeg har ikke længere kontrol over noget som helst - det er hårdt...

Tiden går med at kigge ud af vinduet, se en af de 5 kanaler eller læse gamle "ugebladet søndag" fra min mor... Og så går der meget tid med at kigge på det store runde ur der hænger lige foran mig.... Pyyyh, hvor går det langsomt....

Mareridtet fortsætter og fortsætter...

Nu kan jeg snart ikke mere...
Torsdag i sidste uge blev jeg indlagt på riget for at skulle have lagt en cerklage (et bånd rundt om livmoderhalsen). Vi ankom kl 8 og jeg blev iklædt det sædvanlige hospitalstøj. Over middag blev jeg kørt ned på OP hvor jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse. Den søde Dr J kom herefter ind og gik i gang. Jeg spurgte nervøst til hvordan min livmoderhals så ud og han kommenterede at den var meget blød og eftergivelig. Det var bestemt ikke rart at få den lagt og jeg kom i tvivl om de havde bedøvet mig ordenligt. Da han endelig var færdig blev han enig med sig selv om at han ville ligge en ekstra for at være på den sikre side.
Endelig var det overstået, men så startede mareridtet for alvor. Han havde dårligt lagt nål og tråd fra sig førend jeg begyndte at få meget kraftige smerter i maven. Dr J mente at det var fordi min blære var fuld og de tømte min blære med et kateter. Jeg havde dog følelsen af at noget andet var galt, men tænkte at det måske var normalt med smerter når de har været oppe og rode. På opvågningen blev det værre og værre. De tilbød mig morfin, men det turde jeg ikke pga spunken. Da jeg endelig kom op på stuen gik jeg i panik jeg havde veer og de kom uafbrudt uden pause. Min mave var hård som sten og strittede lige ud i luften. Det begyndte at myldre rundt på min stue. Jeg var i uge 21. og vidste udemærket godt at hvis jeg fødte nu ville vores lille pige ikke overleve. Jeg kan ikke finde ord der beskriver hvor bange jeg var. Ikke igen Ikke igen. Det kan man ikke byde nogen... Jeg kan ikke finde ord til at beskrive hvor bange jeg var...
Efter at have vredet mig i en times tid valgt Dr J at give mig et drop med ve hæmmer. Jeg ved udemærket godt at det gør man normalt ikke så tidligt, men jeg tror han synes at jeg allerede har været så frygteligt meget igennem at han ville give det alle chancer. Efter 10 minutter virkede det. Det var en fantastisk lettelse og jeg prøvede at slappe lidt af.
Talte lidt med Dr J der virkede temmeligt bekymret over situationen. Jeg fik lagt et kateter så jeg ikke skulle op af sengen, men kunne holde mig helt i ro.
Da der var kommet lidt ro over veerne sad Mr B og jeg og talte lidt sammen. Vi græd begge og blev enige om at vores lille datter skulle hedde Isabella hvis vi nu stod med en hurtig dåb igen.

Nu skulle man så tro at det værste var ovre.... sådan skulle det dog ikke være.
Jeg var knap nok faldet i søvn førend jeg vågnede ved at det sev i mellem mine baller. Lå et stykke tid musestille, mens det løb lige så stille. Jeg kaldte efter en jordemoder. Jeg fik et nyt klæde at ligge på. Kunne ikke have trusser på pga kateteret. Hun prøvede at berolige mig med at det sev fra såret....
Jeg var dog ikke rolig efter en times tid lå jeg igen i en sø. Ved tre tiden om natten og efter at have skiftet klæde adskillige klæder kom der en læge for at skanne mig. Nu var jordemoderen også bekymret....Der var stadig fostervand derinde og jeg prøvede at slappe lidt af resten af natten selvom det fortsatte med at sive.
Tidligt næste morgen kom Dr J tilbage. Jeg skulle have lavet en GU for at se hvordan det hele så ud. Da han tog sit spekulum ud var det helt fyldt med væske og han var ikke i tvivl - jeg havde vandafgang... Hvis han havde set bekymret ud før var det ingenting mod hvordan han så ud nu... Han begyndte at snakke om hvad man kunne gøre næste gang, men jeg afbrød ham og sagde at det ville jeg slet ikke høre om. Jeg klamrer mig jo stadig til håbet om at det her ender lykkeligt...
Vi snakkede lidt om hvad der nu skulle ske. Jeg ville blive indlagt resten af graviditeten, skal ligge i ro og må kun rejse mig for at gå på toilettet. Det værste der kan ske er at jeg får en infektion eller nye veer.
I første omgang beholdt jeg dog kateteret til søndag så jeg kunne ligge helt stille.
Skulle dette mareridt dog aldrig høre op. Var sikker på at hvert øjeblik ville jeg atter få veer og så var det slut...

Den første udfordring var nu at vehæmmerdroppet skulle slukkes efter 24 timer. Det blev det fredag aften og jeg var vildt angst for at det ville starte igen. Jeg lå musestille på ryggen og mærkede efter hvert et lille signal min krop sendte. Mr B havde fået en seng ved siden af mig og det var en stor tryghed hvis jeg pludselig fik veer igen. Hele natten lå jeg på ryggen og hver gang der kom en plukkeve var jeg sikker på at nu var det sket...
Da det endelig blev morgen var jeg meget lettet. Jeg havde klaret natten...
Hele lørdagen lå jeg nærmest ubevægeligt på ryggen og mærkede hvordan det stille og roligt sev ud af mig. Jeg fik penicillin for at undgå infektion og diclon for at få min livmoder til at slappe af.
Søndag kom så den næste milepæl. Jeg skulle have fjernet kateteret og selv på toilettet. Det var en kæmpe overvindelse for mig første gang jeg skulle rejse mig og da jeg sad på toilettet var jeg vildt angst for at resten af vandet ville gå i en skylle... Det gjorde det ikke - en ubeskrivelig lettelse.
Det er sådan med fostervand at det hele tiden gendannes så det er vigtigt at der ikke løber mere ud end der dannes når først der er gået hul på hinderne - og så er det MEGET vigtigt at undgå infektion...
De næste par dage var jeg igennem utallige skanninger. Man har bla fundet ud af at min livmoder er todelt, så der er ikke så meget plads til barnet og så er min livmoderhals tilsyneladende meget følsom og der skal næsten ingen ting til førend den begynder at give sig med tilhørende kraftige plukkeveer.
Jeg har derfor til min mors store forargelse valgt at sige nej tak til besøg af andre end Mr B da jeg bare har brug for ro og fred. Det er måske lidt svært at forstå da tiden på et hospital jo er længre end alle andre steder - mærkeligt nok, men jeg kan bare mærke at der skal ro på det næste stykke tid. På trods af mine protester har min mor dog alligevel valgt at melde sin ankomst i morgen - ret strengt synes jeg at hun ikke respekterer mine ønsker...

Jeg ligger nu på afdelingen for truende for tidlig fødsel og det er ingen spøj. Jeg er jo indlagt for at få ro og fred og aflaste. Det er dog bestemt ikke altid muligt på et hospital....
Jeg går stadig i panik hvergang plukkeveerne kommer. Mit næste delmål hedder 23+5 hvor de starter på at give mig lungemodner. Det har dog lange udsigter når man kun er 21+2 og tiden snegler sig afsted... Hvis jeg skal klare dette her må jeg dog tvinge mig selv til at tage en dag ad gangen. Det er ikke nemt når man er bange...

Nye bekymringer...

Jeg vidste på forhånd at tirsdag ville blive en hektisk dag. Dagen startede med den længe ventede misdannelses skanning, herefter skanning af min livmoderhals og samtale med fødselslægen og til sidst jordemoder...
Den lange dag på riget startede selvfølgelig med at de ikke kunne finde min journal. Selvom mit bækken stadig volder mig store problemer går det heldigvis bedre efter en uge liggende på ryggen. Jagten rundt efter journalen var dog ikke lige det jeg havde brug for, men sådan er det jo nok når man kommer mange steder.

Efter en halv times jagt lykkedes det ar finde den og jeg blev kaldt til misdannelsesskanning. Skanningssygeplejersken startede med at fortælle hvor træt hun var og at hun trængte til frokost. Øøøh, måske ikke lige det man gider høre når man møder spændt og forventningsfuld op. Jeg var mest spændt på at se om spunken havde det godt, mens Mr B vidst var mest spændt på kønnet.
Efter en grundig gennemgang fik vi lettede at vide at spunken tilsyneladende var sund og rask og uden nogen former for misdannelser.
Mr B der hele tiden havde gættet på at spunken var en dreng spurgte atter til kønnet og hendes bud var at det var en pige, men hun kunne ikke garantere noget...
Nåh, det bliver jo ikke den sidste skanning, så mon ikke vi får endnu et kig mellem benene.

Efter endnu en times venten gik turen så videre til lægen. Han startede med at gennemgå min tripletest, der heldigvis var meget bedre end doubletesten - så var jeg da den bekymring lettere...
Herefter blev jeg atter skannet, men denne gang var det livmoderhalsen. Efter skanningen sad han lidt og så eftertænksom ud hvorefter han bekræftede at min livmoderhals havde forkortet sig med næste 4 cm på 2 1/2 uge. Efter endnu et minuts tænkepause sagde han så - og derfor synes jeg vi skal lægge en cerklage!!!
Jeg var helt rystet og vidste dårligt hvad jeg skulle sige. Han fortsatte dog - i morgen møder du op til samtale med anæstesi og torsdag bliver du så indlaget og får indopereret en cerklage.
En cerklage er en slags ståltråd man syr fast rundt om livmoderhalsen for at holde på barnet.

Dybt chokeret ringede jeg til Mr B, der blev lige så chokeret - hvad betyder det nu - hvad sker der - får dette nogensinde en lykkelig udgang !!!

Herefter turen gik videre til jordemoderen i specialambulatoriet.
Vi snakkede mest om dagens besked og hun sagde at jeg nu ville skulle aflaste endnu mere - kan man det !!! Derudover nævnte jeg lige min lave blodprocent og det tog hun åbenbart noget mere alvorligt end min læge. Hun ville i hvert tilfælde have taget hasteblodprøver og have mig op i helt andre doser jern...

Da jeg endelig kom hjem var jeg helt udmattet og faldt i søvn med det samme.
Da Mr B kom i seng kunne jeg selvfølgeligt ikke sove mere og brugte det meste af natten på at vende og dreje mig og spekulere.... Går det nu galt igen, vil jeg endnu engang miste en datter !!!
Tankerne kørte rundt i mit hoved. Risikoen når man får lagt en cerklage er at vandet går eller veerne går i gang - og så er der en øget infektionsrisiko... men alternativet er jo heller ikke til at holde ud at tænke på... Nu skal hun bare blive derinde...

Endelig morgen og så gik turen atter til Riget.
Først gik turen forbi ambulatoriet og efter endnu en jagt på min journal kom fødselslægen forbi og vi snakkede lidt om det hele.
Hans teori er at min livmoderhals pga pres fra barnet hele tiden står og åbner sig lidt og det gør at der udskilles nogle hormoner der giver mig plukkeveer og afkortning af livmoderhalsen...
Forhåbenligt vil en sammensnøring så gøre at man undgår dette.
Jeg skal indlægges nogle dage og holde mig i ro for at forhindre veer. Herefter kan jeg selv vælge om jeg vil aflaste derhjemme eller indlægges... Hvis alt går vel vil jeg selvfølgelig helst hjem i mine egne omgivelser. Jeg trækker selvfølgelig store veksler på Mr B, men jeg tror også han foretrækker jeg er hjemme... Han har været lidt ved siden af sig selv siden han fik at vide at jeg skulle indlægges - det kender jeg nu godt... det er så svært at være magtesløs !!!

Herefter havde jeg samtale med anæstesilægen. Jeg skulle vælge rygmarvsbedøvelse eller fuld narkose. Jeg ville dog helst ikke i fuld narkose, da jeg har en idé om at det er hårdest for barnet.

Så blev jeg sendt hjem igen og nu er det så bare ventetid...

Måske synes I jeg pisker en stemning op, men hele eftermiddagen har jeg ligget og kigget og rørt ved min mave. Mærket hvordan den lille sparker, puffer og maser glad og uvidende om de trusler der lurer...
Åhhh, bare det her ender godt - bare jeg efter mange års kamp langt om længe får min ønskebarn... Hvor er jeg bare bange...

Hvis ikke det er det ene...

Ja, her er lidt nedtrykt stemning i øjeblikket.
Onsdag var jeg hos OB til den sædvanlige transfusion. Vi talte lidt om hvordan det var gået og jeg havde heldigvis kun haft en enkelt pletblødning siden sidst. Så talte vi om det videre forløb og jeg skal kun have 1 transfusion mere hvorefter den videre kontrol vil overgå til svangreambulatoriet. Han sagde dog at han ville sende dem en henvisning om at jeg skulle have ekstra skanninger, flowmåling osv, så det beroligede mig lidt. Det er jo ikke fordi jeg ligefrem har elsket de mange timer jeg har tilbragt på gangen med dropstativ, men det har alligevel givet mig en stor sikkerhed at blive fulgt så tæt og ikke mindst de hyppige skanninger for at holde øje med om spunken var ok...
Så skulle jeg skannes for lige at se efter hjerteblink og måling af hoveddiameter for at sikre at den vokser som den skal.... Gudskelov, alt var stadig fint. Dens hoved målte 46 i diameter og det skulle blot være 44, så det var bare så dejligt. Jeg prøvede at lokke OB til at kigge efter køn nu hvor han var i gang. Ikke at det betyder noget, men vi synes jo det kunne være sjovt at vide om det er en dreng eller pige i stedet for en spunk. OB sagde dog at hans skanner var for dårlig til den slags, men kiggede alligevel mellem benene for at se om der skulle være noget åbenlyst - det var der ikke, så vi venter lidt endnu.
Så var det ellers ventetid med dropstativ i 3 1/2 time....

For 7 år siden var jeg ude for at meget alvorligt trafikuheld hvor jeg endte med det 5 dobbelt bækkenbrud, 2 måneder på langs på hospitalet og 4 måneders langsom genoptræning derhjemme. Jeg slap meget heldigt, da jeg bliv ramt ved en sidepåkørsel af en bil der kørte 140 km/t. Jeg husker ikke selv noget fra ulykken, men vågnede op dagen efter på intensiv til et rent smertehelvede. Siden har jeg haft ondt i bækkenet når jeg har siddet for længe eller når det er koldt. Det kunne dog være meget værre, men hold op hvor har jeg fundet ud af hvor hurtigt ens liv kan forandres. Man skal ikke tage noget for givet...

Grunden til at jeg nævner denne "lille episode" er at jeg de sidste par dage var begyndt at få rigtig ondt i bækkenet igen. Primært den venstre side, hvor skaden var værst.
Jeg havde også smerter ved graviditeten med min datter og var til fysioterapeut dagen før jeg pludseligt fik veer. Så jeg er blevet lidt angst for fysioterapeuter, men ved jo godt inderst inde at det er noget pjat...
Efter jeg kom hjem fra OB og den sædvanlige urindyrkning i svangreambulatoriet begyndte jeg at få mere og mere ondt.
Jeg lagde mig i seng for at hvile og Mr B tog ud og trænede. Efter nogle timer skulle jeg på toilettet og smerterne var nu så kraftige at jeg ikke kunne komme ud af sengen. Jeg gik helt i panik og efter endnu to timer hvor jeg prøvede at holde mig var jeg tvunget til at nærmest kravle ud af sengen. Turen til toilettet tog 30 minutter og da jeg endeligt kom tilbage i seng brød jeg grædende sammen. Det var bare for meget. Hvis ikke det var det ene var et det andet. Hvorfor kan jeg ikke bare snart få lidt fred... Ja, selvmedlidenheden var stor kan I godt høre...
I samme øjeblik kom Mr B ind ad døren. Da han så mig hulkende blev han helt bleg og flåede i panik dynen af mig for at se om vandet var gået - min store skræk. Jeg kunne slet ikke tale, så meget græd jeg. Endeligt fik jeg taget mig sammen... Jeg følte mig lidt du at reagere så voldsomt og stakkels Mr B var totalt oprevet....
Smerterne blev dog ved og ved og efter en søvnløs nat ringede jeg næste dag til min læge. De måtte gøre noget... Han havde selvfølgelig ferie og lægen han henviste til bad mig bare om at kontakte svangreambulatoriet. Svangreambulatoriet bad mig kontakte fødegangen hvor jeg endelig langt om længe fik fat i en sød jordemoder der gad tale med mig... Jeg forklarede hende at mine smerter var så voldsomme i venstre s-1 led præcist der hvor jeg havde mit værste brud at jeg kun kunne ligge på ryggen og ikke røre mig af smerte. Når jeg skulle på toilettet hang jeg om halsen på Mr B og jeg havde voldsomme smerter hver gang jeg bare forsøgte at støtte på mit venstre ben. Den søde jordemoder mente ikke der var så meget at gøre, men ville konferere med en læge. Efter lidt tid ringede hun tilbage og sagde at jeg skulle komme ind næste dag og blive undersøgt. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvordan jeg skulle komme derind, da jeg kun kunne udholde at ligge på ryggen.
Dagen efter gik det heldigvis lidt bedre og Mr B fik moslet mig ind på riget. En rigtig sød læge skulle undersøge mig og hun sagde hurtigt at hun gerne ville indlægge mig, da hun mente det var den gamle skade der gav mig problemer og jeg skulle holde mig helt i ro. Jeg ville dog hellere hjem og aflaste og de kan jo ikke rigtigt gøre noget som Mr B ikke kan gøre derhjemme.
Herefter skannede nu min livmoderhals og så efter liv. Selvom jeg selv var meget sikker på at det ikke var veer ville hun alligevel være på den sikre side.
Livmoderhalsen var tilfredsstillende sagde hun - 27 mm. I btragtning af at den for 2 1/2 uge siden var 64 mm (hvilket er MEGET flot) var jeg dog ikke særligt imponeret. Hun sagde at det var vægten fra barnet der havde forkortet den og det var normalt, men med en historik om en tidligere uforklarlig for tidlig fødsel 1 uge fra nu (jeg er idag 19+4) skal der ikke meget til at gøre mig nervøs...
Nåh, men jeg fik et par krykker med hjem og besked om total aflastning - hvilket jeg jo stort set også gjorde i forvejen) tog jeg hjem igen. Her ligger jeg så limet til sengen og synes det hele er temmeligt træls.
Det vigtigste er dog at spunken har det godt og ikke mindst at den bliver derinde i laaang tid endnu.
På tirsdag skal jeg til misdannelsesskanning og herefter have kontrolleret min livmoderhals igen.
Det bliver spændende...