Lidt for kæphøj...

Ja, jeg var vidst lidt for kæphøj med min sidste entusiasme... Dagen efter blødte jeg nemlig igen. - Heldigvis ikke så meget, men nok til at jeg måtte tage en dag i sengen. I weekenden tog jeg den også med ro, jeg har efterhånden fået så mange forskrækkelser at jeg ikke har lyst til at tage nogle chancer. Mr B og jeg havde desuden et kæmpe skænderi fredag der gjorde at vi ikke talte sammen i to dage. Den slags kan jeg slet ikke holde til lige nu. Mine nerver hænger uden på tøjet i forvejen og der skal ikke meget til førend jeg er i det røde felt.

Mandag var dog en rigtig øv-dag da vores oliefyr var gået ud i løbet af natten, så der var hverken varme eller varmt vand. Jeg havde derfor travlt hele dagen med at prøve at få løst problemet. Det endte med at jeg måtte have en vvsér ud, der var meget bekymret da fyret var løbet helt tør for vand og hvor var det lige blevet af... Nu skal vi holde øje med vandstanden i de næste par uger og hvis den falder igen har vi et seriøst problem for så skal gulvet måske hakkes op !!!
Nåh, vi må håbe på det bedste... Det er ikke lige det jeg orker at slås med nu.
I dag skulle jeg så til jordemoder for første gang. Jeg går i specialambulatoriet hvor der bliver sat ekstra tid af til hver og jeg skal til desuden til ekstra kontroller. Jordemoderen var helt utrolig sød og vi fik en god snak om mine tidligere graviditeter og fødslen af min datter samt selvfølgelig komplikationerne i denne graviditet. Hun gjorde mig opmærksom på at jeg skal holde mig meget i ro og hun var enda meget skeptisk ved at jeg selv var kørt i bil derind. Jeg må ikke udsættes for nogen former for stress !! Det er jo temmeligt svært at leve op til, men jeg må jo gøre hvad jeg kan. Hun bad mig om at lave en "afhandling i ugeblade" til næste gang - det er hvad mit liv skal være fyldt med det næste stykke tid...
Jeg har desværre mange kraftige plukkeveer hvor min livmoder bliver hård som sten og det bekymrede hende. Jeg kunne fornemme at hun var nevøs for at jeg skulle føde for tidligt igen.
Ikke mindst da hun sagde at "normalt fylder jeg kalenderen op med tider helt ind til termin, men i dit tilfælde synes jeg lige vi skal tage det lidt af gangen"... "Lad os nu satse på at få dig forbi uge 28"... - ja, så det er min næste milepæl... At nå til uge 28. Pyyyha, morgen går jeg i uge 16 - så der er frygteligt lang tid til.
I morgen skal jeg til OB og have transfusion og jeg glæder mig helt vildt til at se hvor stor spunken er blevet og om der er nok fostervand osv...

En god dag...

Jeg prøver konstant at minde mig selv om at jeg skal huske at nyde de gode stunder.... I dag vågnede jeg til min store overraskelse op og det var morgen !!! Jeg havde slet ikke været oppe og tisse som jeg ellers plejer 4-5 gange hver nat. Super start på dagen. Der var næsten heller ingen kvalme så det lykkedes at starte dagen med en halv tallerken cornflakes. Jeg har ellers døjet med 24 timers kvalme det sidste lange stykke tid og kæmpet for hver enkelt bid jeg skulle have i mig. Nu er klokken fire og jeg har yderligere spist et stykke toast et æble og et stykke rugbrød - det er helt fantastisk :-)
Samtidigt har jeg for første gang i umindelige tider heller ikke blødt i dag om mine mavesmerter som jeg virkeligt har døjet med i al den tid jeg har blødt er også aftaget.... Det er simpelthen bare dejligt. Jeg har ligefrem nusset lidt rundt i huset og ordnet nogle papirer, klippet hundens poter, vandet og lidt andre småting. Jeg ved godt jeg skal passe på ikke at blive overkåd, da jeg jo har ordrer fra lægen, men det er bare så dejligt at kunne lave andet end at ligge i sengen.
Nu vil jeg dog slappe af på sofaen resten af dagen og håbe at det er slut med kvalme og stressende blødninger. Jeg kan godt mærke at jeg har været inaktiv i rigtig lang tid og der skal ikke så meget til førend jeg er helt kvæstet...
Masser af positive tanker til min lille spunk...

Riget - mit andet hjem...

Min computer er nede i øjeblikket så jeg måtte fedt for Mr B for lige at kunne opdatere. Siden min sidste transfusion har jeg haft det vildt dårligt. Jeg sover ikke om natten og har kvalme og er utilpas 24 timer i døgnet !!! Samtidigt er je helt afkræftet da jeg har ligget så meget ned - jeg tror min krop længes efter at komme lidt igang... Nåh, nok jammer.... I dag skulle jeg på riget igen igen denne gang for at få skannet min livmoderhals. Det var jeg selvfølgeligt meget spændt på. Alt så rigtig fint ud, så det var dejligt. Udviklingen skal dog følges tæt, så om tre uger skal den skannes igen for at sikre at den ikke begynder at gi sig. Til min store skuffelse gad lægen ikke kigge på spunken, men jeg nåede da lige at se at der var liv. Han kunne samtidigt se at min moderkage havde ligget foran livmoderhalsen, men nu var på vej op og han mente at dette kunne være årsagen til al min blødning. Han kunne se en masse kanaler hvor blodet havde løbet og der lå stadigvæk noget derinde. Det ville dog være dejligt hvis der er en logisk forklaring på al balladen. Selvom de er utroligt søde derinde er det temmeligt stressende i ambulatoriet. For det første er der altid mindst en times ventetid og når man endeligt kommer til kan de dårligt få én hurtigt nok ud af døren... Sådan er det nok bare i det offentlige. På tirsdag skal jeg til OB og have transfusion igen og jeg glæder mig til at se spunken igen. Samme dag skal jeg også til mit første jordemoderbesøg, så det bliver en lang dag. Jeg er overrasket over hvor fjernt mit arbejde er fra mine tanker i øjeblikket. Havde regnet med jeg ville have svært ved at holde mig fra mailen, men det er faktisk sværere at tage sig sammen til at læse den. Min verden drejer sig om at passe på min lille spunk og Mr B sørger hele tiden for at jeg ikke overanstrenger mig... I morgen går jeg i uge 15 !!!

Jeg er her endnu !!!

Ja, så fik jeg endeligt samlet kræfter til at hive computeren frem igen. Tusinde tak allesammen for jeres opmuntrende hilsener. Det varmer så meget - jeg bliver helt rørt over alle dem der tænker på én.
De sidste dage har været et rend indog ud af hospitalet. Fredag, mandag og tirsdag... Jeg kan da ikke klage over at jeg ikke bliver fulgt tæt...
Hele sidste uge blødte jeg meget voldsomt, men blødningen er nu gået over og er blevet mørkebrun med klumper (undskyld mig). Jeg har stadig mange plukkeveer og der bliver arbejdet godt derinde. Har konstant ondt i maven og det stresser mig selvfølgeligt også.
I mandags var jeg til nakkefoldsskanning, men jeg havde det sådan lidt mærkeligt med det, for jeg ville under ingen omstændigheder turde at få foretaget moderkagebiopsi eller fostervandsprøve sådan som tingene er.
Og hvad hvis det viste sig at være mongol - hvad ville jeg så gøre med alt det jeg har været igennem for at få et barn ???
Risikoen hed 1 til 680 med en nakkefold på 1,4 mm og det er godt nok til mig...
Jeg er nu gået i uge 14 og spunken måler 7 cm + ben. Jeg har stadig ikke mærket liv, men jeg er rigtig glad for vores doptone som jeg bruger hver morgen og hver aften - bare lige for at være sikker på at den lever...
Jeg kan dog mærke at efter jeg har passeret uge 12 har min angst drejet sig fra at handle om den nu lever til angsten for at jeg skal føde for tidligt igen.
Tirsdag var jeg til transfusion hos OB og han mener at der er 15-20 % chance for at det vil gå galt. Typisk mig at se det fra den negative side i stedet for at sige at der er 80-85 % chance for at det går godt... Nåh, jeg ved ikke helt med de procenter - man ved jo ikke hvilken gruppe man havner i alligevel.
Efter en lang dag med transfusion havde jeg møde med en fødselslæge der skulle vurdere min situation.
Han sagde ingen arbejde resten af graviditeten, ingen stress, masser af hvile og afslapning og masser af dameblade...
Hvis dette skal have en chance skal jeg selv give det de bedste vilkår.
Jeg har ikke sagt noget på mit arbejde endnu. Foreløbigt gælder min sygemelding jo i 3 uger endnu og alt kan jo desværre se anderledes ud til den tid hvis det går galt i mellem tiden. Det kan godt være det er lidt tarveligt, men lidt selvisk må man vel godt være en gang imellem :-)
Vi gennemgik mit forløb og jeg skulle anstrenge mig meget for ikke at bryde sammen da vi gennemgik journalen fra min datters fødsel. Det hele stod lige pludseligt helt tydeligt for mig igen. Mareridtet !!!
Nåh, men jeg fik en ny tid om en uge hvor han skal skanne min livmoderhals for at se om den er forkortet. Hvis den er vil han lægge en cerklage som er et slags bånd man snører livmoderhalsen sammen med for at prøve at forhindre en for tidlig fødsel.
Lægen virkede heldigvis meget sød og overraskende empatisk overfor min situation. Han hører sikkert ellers lidt af hvert, men han virkede meget oprigtig forstående overfor min angst. Desværre fordi den også er velbegrundet.
Det eneste negative var at hans telefon ringede konstant. Det var sidst på dagen og jeg havde ventet en time og så kunne jeg ikke lige få tid til at fortælle min historie uden konstant at blive forstyrret - meget træls...
Nåh, men det er utroligt betryggende at blive fulgt så tæt.
Da jeg kom hjem fik jeg det helt vildt dårligt. Det plejer jeg gerne at få efter transfusionerne, men denne gang varede det desværre helt til i morges.
Hele dagen igår var jeg helt ubeskrivelig dårlig med kvalme, uro i kroppen og den værste hovedpine.
Jeg sover stadig ikke om natten, så det er hårdt at ligge alle de timer og vride og vende sig.
Heldigvis havde jeg det forbløffende godt da jeg vågnede i morges. En helt fantastisk dejlig følelse at have bare lidt lyst til mad... Vægten er stadigt nedadgående, men jeg kæmper for at holde den, da jeg vejer 53 og er 170 cm høj.
Jeg har lige talt i telefon i 1 1/2 time med en god veninde og det er meget opløftende når man ellers ikke har den store kontakt til omverdenen ;-)
Men pyyyha, der er godt nok lang vej endnu når man kun er i uge 14 - jeg må bare tage en dag ad gangen. Hver dag er en lille sejr i øjeblikket !!!

Mareridtet fortsætter !

Ja, livet er desværre ikke så sjovt her i øjeblikket...
Natten mellem mandag og tirsdag vågnede jeg ved at jeg havde en våd fornemmelse i mine trusser. Da jeg rejste mig opdagede jeg at mine trusser var fuldstændigt gennemblødte af blod. Da jeg sad på toilettet kom der en kæmpe stor blodig klump ud på størrelse med et lille æg og ellers løb blodet bare ud af mig. Blod alle vegne og det blev bare ved. Fuldstændig i chok gik jeg ind og lagde mig mussestille i håb om at det ville stoppe. Det gjorde det ikke... Næste morgen kørte vi ind til OB. Spunken levede stadig og sprællede lystigt helt uvidende om den fare der lurer...
Der var to muligheder at blive indlagt til aflastning eller aflaste derhjemme.
Jeg ville helst aflaste hjemme, da man jo ikke kan gøre noget alligevel andet end at håbe på at blødningen stopper.
Jeg er nu blevet tvunget til sengen og må kun rejse mig for at gå på toilettet. Jeg har haft meget ondt i maven og mange plukkeveer da min livmoder trækker sig sammen for at prøve at standse blødningen.
Samtidigt har jeg den værste kvalme og har tabt mig en del i løbet af de sidste par dage. Desværre har jeg ikke så meget at give af, så jeg kæmper for hver en bid jeg kan få ned - for spunkens skyld !!!
Dette er et helt ubeskriveligt mareridt... Jeg har ligget fladt på ryggen de sidste 3 dage og tør dårligt vende mig sengen. Det bløder stadig, men idag synes jeg langt om længe at det er på retur.
Talte med en jordmoder i går og hun sagde at hvis blødningen ikke stoppede så det ikke godt ud. Problemet er at al den blødning kan få livmoderen til at trække sig sammen og sætte fødslen i gang og så er der intet man kan gøre...
Jeg er så bange at jeg er helt dårlig... Jeg sover ikke om natten og tanken om at jeg skal miste min lille spunk er helt forfærdelig. Jeg er nu i uge 13, men det er desværre ingen garanti for noget som helst - det har jeg jo prøvet før.
Mr B har heldigvis været hjemme hos mig, da jeg jo dårligt tør røre mig af angst for mere blødning. Det er dejligt med en sygeplejerske der kan vende dynen og trøste når det er får hårdt.
Dette er et frygteligt mareridt og jeg beder hver dag til at det skal ende godt...¨
Vi har købt en doppler og det er rigtigt dejligt at få bekræftet at den lever.
Jeg er dog hele tiden så frygteligt bange for at vandet skal gå og er helt udkørt af al den angst...
I morgen skal jeg til OB igen og skannes og i næste uge er der nakkefoldsskanning og samtale med en fødselslæge om mit forløb.
Tør dog dårligt tro på noget mere...
Bare jeg kunne få lidt fred snart, men det skal åbenbart være hårdt...

Natteroderi

Vågnede i nat ved at jeg havde ondt i maven. Min livmoder var helt hård og bulede ud - man kunne faktisk se bulen på maven... Jeg vækkede den stakkels Mr B og bad ham mærke på min mave og han kunne også mærke den hårde bule. Lå vågen den meste af natten hvor livmoderen skiftevis var hård og øm og blød.
Meget mærkeligt !!! - jeg er jo kun i uge 12 så det kan jo ikke være plukkeveer allerede...
Selvfølgeligt nåede jeg at piske en stemning op inde i mig selv og føle mig helt overbevist om at spunken nu er død...
Om morgenen var maven atter normal, men jeg følte som om jeg havde lavet 100 mavebøjninger...
Alt dette er sikkert helt normalt når man er gravid, men åhhh hvor bliver jeg bare bange hver gang...
Mr B og jeg havde ellers aftalt at vi lige skulle ind og bytte en enkelt julegave, men jeg turde simpelthen ikke at bevæge mig uden for sengen...
Det var så den dag !!! Jeg skal nok blive godt og grundigt træt af at se på de samme fire vægge, men hvad man ikke gør for at få lov at blive mor !!!
Noget positivt er der dog kommet ud af at tage den med ro... - min blødning er efterhånden begrænset til at være lysebrun og åhhh, hvor jeg håber den bliver ved det... - eller ligefrem forsvinder helt :-D
Kunne virkeligt godt bruge lidt ro nu uden for meget stress.
Min kvalme er også begyndt at aftage fra at vare 20 timer i døgnet til 3-4 timer.
Jeg overvejer kraftigt at investere i en doppler så jeg kan lytte efter hjertelyd herhjemme... Kan ikke helt blive enig med mig selv om det er hysterisk og blot vil gøre mig endnu mere nervøs eller om den vil kunne give mig lidt fred i sjælen hver gang jeg panikker...
Hmmm, forudser bare at jeg ikke vil lave andet end at ligge og lytte efter hjertelyd og det skulle jo nødigt blive en besættelse...
Forøvrigt begynder jeg allerede at mærke lettelsen over at være sygemeldt. Troede ellers det ville tage længere tid, men jeg kan mærke at det har været en meget stor stress faktor at jeg ikke følte jeg kunne gøre mit arbejde 100%.
Nu kan jeg bare tænke på at passe på mig selv og spunken, og det er det vigtigste lige nu...

Godt nytår

Ja, der er gået et par dage og vi er kommet i det nye år, men dagene ligner efterhånden hinanden her.
Natten til i går vågnede jeg og opdagede til min skræk at jeg var begyndt at bløde igen. Satte mig lidt på toilettet og så det røde blod dryppe ned... Kan I forestille jer hvor anstrengende det er hele tiden at blive konfronteret med ens store angst !!! Lagde mig så i seng igen og lå resten af natten og stirrede op i loftet.
Hele dagen i går lå jeg i sengen og turde dårligt vende mig. Lå hele tiden og mærkede efter symptomer eller smerter.
I dag gik turen så atter ind til OB og skanning. Det er utroligt man kan blive ved at være nervøs på trods af alle skanningerne. (Er det ikke som om jeg gentager mig selv hele tiden !!!) Det var atter moderkagen der havde løsnet sig men helidgvis var den der endnu den lille spunk. Den er nu blevet 43 mm og sprællede med arme og ben. Pyyyha, så får jeg lige et øjebliks pause fra stresset igen...
Efter 4 timer med drop hos OB gik turen så til min egen læge der havde kontaktet mig og bedt mig komme derop for at tale om sygemelding.
Så snart jeg havde sat mig i stolen sagde han "nu sygemelder du dig altså".
- og det gør jeg så !!!
Har hele eftermiddagen prøvet at ringe til min chef uden held... Åh, jeg har det ikke godt med det, men som situationen er er det den eneste mulighed - det ved jeg godt...
Og tusinde tak for jeres opbakning... Jeg er nok typen der har brug for at nogen siger "nu gør du det" for ikke at blive kvalt i dårlig samvittighed...
Lidt ynkeligt og temmeligt belastende at være så pligtopfyldende...
Nåh, men nu sidder jeg så og er lidt stresset ind til jeg får overstået samtalen med min chef...

Håber ellers I alle er kommet godt ind i det nye år ?
Jeg havde en rolig nytårsaften hos min søster, men jeg holdt da ud til kl 3 hvilket er ret utroligt i forhold til min sædvanlige sengetid.

Nu vil jeg ellers prøve at tage den med ro det næste stykke tid og kun koncentrere mig om at passe på mig selv og spunken og så lade være med at stresse alt for meget over mit svigt på arbejdet.
Næste skanning hos OB er først om 14 dage, men de har sagt jeg kan komme ind hvis jeg bløder mere - og lur mig om det bliver sidste gang !!!