Jeg er her endnu...

Kære alle der har tænkt på mig gennem den sidste tid - jeg er ked af at jeg ikke har haft overskud til at logge mig på i meget lang. Jeg fik vildt dårlig samvittighed da jeg læste alle jeres bekymrede hilsener... I skal vide hvor meget det betyder for mig...

Lad mig starte med at fortælle at min lille pige er der endnu og jeg er idag i uge 24+3 og ved sidste skanning i onsdags vejede hun 710 g.

Meget er sket siden sidst - og så alligevel ikke... tiden går så frygteligt langsomt...

Jeg bliver jo fulgt meget meget tæt med utallige undersøgelser og skanninger. Efter jeg skrev sidst blev jeg slået helt ud af kurs og lå i 8 dage med diarre 10-15 gange dagligt. Jeg blev mere og mere stresset af situationen og var efterhånden helt afkræftet. Endelig fik de styr på det efter diæt med hvidt brød og the. Herefter er fulgt en periode med 8 dages total forstoppelse.
Ja, undskyld - det er måske ikke det fedeste at høre om, men jeg kæmper hele tiden for at undgå veer og begge dele har de sagt kan fremprovokere det og udover al det ubehag som begge dele medfører er det et kæmpe pres... Man bliver heller ikke ligefrem overvægtig af at være på hospitalet og jeg har ikke taget på i løbet af den sidste måned. Min mave er dog vokset, men resten af mig er blevet mindre og jeg er ikke så stor i forvejen...

Ellers bliver jeg jo fulgt rigtig tæt...
De har løbende skannet min lille pige flere gange om ugen, da barnets hjerte kan påvirkes af det medicin jeg får for at undgå veer. Det er pest eller kolera!!! I sidste uge begyndte hendes hjerte så at vise tegn på påvirkning og efter 3 skanninger i løbet af en uge valgte man fredag at stoppe medicinen. Jeg var selvfølgelig vildt bange og sov slet ikke fra fredag til lørdag pga plukkeveer.
Lørdag eftermiddag gik det så helt galt og min mave stod som en hård kugle i 1/2 time med smerter der strålede ud i lænden. Jeg gik helt i panik og det endte med at de måtte give mig medicin igen og kom med varmepuder til mave og lænd for at få det til at falde til ro.
Nu får jeg så kun medicin når der er problemer og ikke forebyggende for at skåne hendes hjerte mest muligt...
Derudover er der også for lidt fostervand, så det holdes der også øje med hele tiden.
Livmoderhalsen er også blevet kortere, så den står på konstant sengeleje med tilladelse til toilet.
Som en veninde sagde til mig "Din krop VIL bare føde" og det er desværre rigtigt...
Hver dag får jeg kørt CTG for at holde øje med at at hun har det godt og 3 gange om dagen skal jeg holde øje med min temperatur for at sikre at jeg ikke får infektion, som er en stor risiko når man har haft vandafgang. Ja, så går der da lidt tid med det !!!

Af lyspunkter skal nævnes at jeg mandag og tirsdag i denne uge fik lungemodner og dermed nåede en stor milepæl. Det betyder at hvis min barn bliver født nu vil de prøve at holde hende i live så fremt hun selv viser livsvilje...
Chancerne er dog ikke så store så min næste milepæl hedder uge 28 hvor der er 90 % chance for at klare den...

Det er et mærkeligt liv her på Riget... Afdelingen rummer jo patienter fra hele sjælland der er i den største risikogruppe for at føde for tidligt... Jeg har opgivet at tælle hvor mange jeg har ligget ved siden af og hvor mange triste skæbner jeg har oplevet !!! Man vænner sig aldrig rigtigt til det selvom jeg nu har været her i 1 måned.
Der findes en klokke man ringer på hvis man har brug for noget eller har brug for at tale med en jordemoder eller læge. Derudover findes der en alarmklokke hvor alle smider alt hvad de har i hænderne fordi det er SUPER akut. Jeg bliver flere gange om ugen vækket af lyden af denne klokke, løbende trin på gangen eller en høj jamren og gråd... Så kan man ligge der resten af natten og tænke på hvilken skæbne det nu er gået galt for... Det er rigtig rigtig hårdt.
Der er selvfølgeligt også solstrålehistorier og jeg føler mig tryg ved at være i gode hænder herinde og have hele beredskabet så tæt på. Klar til at redde mit barn...

Det lyder måske mærkeligt når man ikke har andet end tid at slå ihjel, men det er faktisk først nu jeg er begyndt at få lidt overskud til at modtage besøg... Selvom tiden er så frygtelig lang, så har jeg bare haft behov for ro og fred uden omverdenenes bekymringer at tage stilling til. Det er svært at kende sig selv i denne passive tilstand og jeg savner de helt små ting som at tage pænt tøj på, gå en tur og shoppe eller gå ud og spise...

Jeg lover jeg nok skal være bedre til at opdatere i disse usikre tider. Endnu engang tusinde tak for jeres omsorg...