At ligge på hospitalet...

Først og fremmest TUSINDE TAK for alle jeres søde hilsener - det glæder mig så utroligt meget i en rigtig svær tid, det skal I vide... Tak for alle de varme tanker, som går lige i mit hjerte...

Her på Riget snegler tiden sig afsted, men når jeg er helt nede prøver jeg at holde fast i at hver dag der går kommer ikke skidt tilbage...
Jeg bliver undersøgt i alle ender og kanter og status af alle deres undersøgelser er i øjeblikket at mine mange aborter skyldes en kombination af en to-delt livmoder og en svag og meget følsom livmoderhals som man dårligt skal puste på førend den giver kraftige plukkeveer/veer.
Jeg havde en længere samtale med Dr J i går og han sagde at mit næste mål hedder 23+5 hvor de giver mig lungemodner. Jeg vil blive fulgt med skanninger 3 gange om ugen hvor de holder øje med fostrets vækst, længde af livmoderhals samt fostervandsmængde. Derudover skal jeg fortsætte med medicinen jeg får for at holde min livmoder i ro samt stikpiller der skal øge chancen for at hun bliver derinde. Jeg får kontrolleret temperatur 3 gange dagligt for at sikre at jeg undgår infektion og derudover kommer de hver dag og kontrollerer at hun stadig er i live...

Udover at jeg er omgivet primært af rigtig søde jordemødre og ikke mindst fantastiske Dr J er det bestemt ingen spøj at ligge på hospitalet...
I løbet af de første 10 dage havde jeg 4 forskellige "room-mates" der alle er endt med at føde for tidligt. Den første blev sendt hjem på prøveweekend og fødte allerede samme aften hun kom hjem. Den anden kom ind meget oprevet og stresset med hendes veninder. Hun startede med at fortælle at hun allerede havde født i uge 26 og 27 og begge børn var døde. Ok, hvis man ikke var nervøs i forvejen... Hun lå i flere timer og fik kørt strimmel (som larmer meget når man ligger under 1 m fra hinanden, mens hund ringede rundt til venner og familie og højlydt fortalte om hendes krise. Det var selvfølgeligt vildt syndt for hende, men når man har fået at vide at man skal undgå stressede situationer, da veerne ellers kan gå igang igen var det lidt svært ikke at blive nervøs på egne vegne.... Henunder aften blev hun kørt ned til akut kejersnit da barnet fik det dårligt og så lå jeg tilbage temmeligt rystet. Troede at nu ville natten da blive rolig, men kl 22 kom en pakistansk pige ind med hele sin familie. Familien blev dog sendt væk efter en time, men det viste sig at den stakkels pige var syg og sad op hele natten med lyset tændt og hostede som en gal hver 30. sekund... Jeg var fuldstændig grædefærdig... Hun ringede konstant på klokken - og tro mig hun havde det bestemt heller ikke godt - men jeg fik flere og flere kraftige plukkeveer og var lige ved at g´å fuldstændig i panik... Ved 3-tiden da hun atter havde ringet på klokken spurgte jeg med tårer i øjnene om de ikke havde nogle ørepropper. Jeg fik nogle, men de kunne se på mig at den var helt gal og det endte med at hun blev kørt på fødegangen...
Det var en hård omgang, der stressede mig rigtig meget. Da Mr B kom forbi den næste dag var jeg helt ude af mig selv. Tænk hvis det fortsatte på samme måde...så bliver det nogle forfærdelige måneder...
Jeg fik så 1 1/2 dag for mig selv hvorefter jeg fik en ny nabo. Hun var i samme situation som jeg og havde haft vandafgang, men var 3 uger længere henne end jeg.
Heldigvis var hun rigtig sød og vi havde det samme behov for ro og fred. Jeg anede lys for enden af tunnelen.
Vi talte rigtig meget sammen om vores angst. Hun havde 2 børn i forvejen og synes naturligvis at det var utroligt stressende at skulle ligge "fastspændt" her...
Efter blot to dage begyndte hun dog at få veer. Hun lå hele dagen og havde ondt og pludseligt gik det stærkt. Ved 16 tiden havde hun åbnet sig 8 cm og barnet var klar til til at blive født i 25. uge.
Jeg ringede efter hendes kæreste for hende og var fuldstændig oprevet over situationen. Jeg havde lige været vidne tiol mit eget værste mareridt... Det var grusomt...
Jeg havde dog en forhåbning gom at de ville kunne redde barnet, hun var jo i de bedste hænder...
Næste dag fik jeg dog at vide at den lille dreng var død.... Det var et rigtig hårdt slag. Åhhh, hvor jeg dog følte med hende og åhhh, hvor var jeg dog bange for min egen situation.... Hun var jo 3 uger længere henne og alligevel gik det galt...
Jeg lå alene hele weekenden og var frygteligt deprimereret. Mr B skulle ud med nogle venner og sendte mig lørdag aften en sms om at han ville ønske jeg var der... De var til revy og det var åbenbart rigtig sjovt...Åh, hvor havde jeg ondt af mig selv. Jeg har nu ligget ned i stort set hele graviditeten og savner bare sådan et liv. Var der så i det mindste en garanti for at det ville ende godt ville det hele være meget nemmere, men det er der ikke... og så er det godt nok nemt at ryge ned i et hul af selvmedlidenhed... Giv mig et liv igen...
Da Mr B kom forbi om søndagen med drukstemme orkede jeg næsten ikke at høre om hans aften... Tro mig det er jo ikke fordi jeg ikke under ham at have et liv fordi jeg ikke har det... Der skal bare ikke så meget til at slå mig ud af kurs i øjeblikket..

Søndag aften kom en jordemoder og sagde at nu skulle jeg flyttes til en anden stue, da de havde pladsproblemer... Jeg brød fuldstændigt sammen og græd som pisket. Kunne slet ikke kende mig selv for normalt lader jeg mig ikke slå ud så let. Kunne bare ikke overskue at skulle forlade min lille hule... Efter en times tid kom hun tilbage og sagde at de ville prøve at finde en anden løsning.
Gad vide om de synes jeg er skruphysterisk !!!
Min reaktion kom meget bag på mig. "Frøken kontrol" måtte kaste håndklædet i ringen... Jeg har ikke længere kontrol over noget som helst - det er hårdt...

Tiden går med at kigge ud af vinduet, se en af de 5 kanaler eller læse gamle "ugebladet søndag" fra min mor... Og så går der meget tid med at kigge på det store runde ur der hænger lige foran mig.... Pyyyh, hvor går det langsomt....