Hele tre ting på én dag...

Så er jeg netop hjemvendt efter endnu et lægebesøg. Min blodprocent skal jo følges, da ved sidste chek var faldet til 5,5 og efter en uge med jerntabletter var den desværre ikke steget. Nåh, det var vidst også lige lovligt optimistisk at det ville vende så hurtigt...

Da min doubletest ved nakkefolddkanningen var meget dårlig spurgte jeg lægen om hun ikke ville tage en tripple-test for at se om denne så bedre ud. På hospitalet har de sagt til mig at den dårlige double-test kunne skyldes at jeg har blødt så meget fra moderkagen. Under alle omstændigheder overvejede jeg hverken moderkagebiopsi eller fostervandsprøve med alle de problemer jeg havde haft. Det kunne da lige passe at det så ville gå galt fordi jeg gerne ville være helt sikker på at der ikke var kromosomfejl. Nu må vi se om tripple-testen ser bedre ud.
Det er nu heller ikke lige det der har været min største bekymring - men når de nu var igang med at stikke i mig :-)
Bagefter fik Mr B lokket mig en tur med i Fields. Jeg må indrømme at jeg ikke var superstolt ved situationen. På den ene side var det skønt at være ude i den virkelige verden og se noget andet end Dr Phil og de samme fire vægge, men på den anden side havde jeg MEGET svært ved at slippe tanken om tænk nu hvis det gik galt fordi jeg lige skulle en time i Fields....
Det er nok meget naturligt - prøver jeg at bilde mig selv ind.
Det bedste ved at være uden for hjemmet er næsten at man får en naturlig træthed der er langt bedre end den dvaletilstand jeg ellers går rundt i.

Da jeg kom hjem ringede international marketing fra mit arbejde og havde nogle spørgsmål omkring et projekt jeg har arbejdet på. Jeg havde helt hjertebanken bagefter - bare jeg kunne gøre det færdigt selv... Efter lige at have sundet mig en halv times tid på sofaen kom jeg dog til fornuft. Nu er det projekt barn det gælder og for at det skal lykkes for mig efter 6 års kamp kræver det at alle andre projekter ryger på hylden - og de klarer det jo sagtens uden mig...

Min søster har fødselsdag på søndag, men hun kan ikke overskue at der skal holdes noget.
Hvor er det frustrerende at jeg ikke kan gøre så meget lige nu andet end at lytte. Hun bor 80 km væk og har ikke kørekort, så det gør det ikke meget nemmere.
Hendes humør svinger utroligt meget (lige som mit eget) og det ene øjeblik har hun mod på at komme igennem det og det næste er hun dybt ulykkelig og vil bare have hendes mand tilbage.
Hvor er det bare synd for hende, men når det så er sagt så håber jeg virkeligt at bruddet holder... Det er ikke for at være ond, men min søster og hendes mand har kendt hinanden i 10 år og han har ikke just været sød ved hende (for at sige det mildt). Mens han har plejet sin karriere, sport og venner er min søsters selvværd blevet mindre og mindre og hun har ikke meget tro på sig selv længere - i nogen sammenhænge.
Jeg håber at dette vil tvinge hende til at finde den glade pige tilbage igen som vi andre har savnet i mange år. Men det er hårdt at starte forfra når man har delt hele sit voksenliv med en anden...

Nu vil jeg lægge mig ind og hvile mig lidt efter en i min verden meget begivenhedrig dag...

Op og nedture...

Jeg har gennem det sidste stykke tid døjet meget med svimmelhed, træthed og hovedpine. Det er jo lidt svært at finde ud af hvad der er stress, bivirkninger ved transfusionen eller bare almindelige graviditetskvaler. Jeg ved jo også godt at min problem er at jeg har alt for meget tid til at spekulere over hvordan jeg har det - og det er ikke altid godt :-)
Fredag måtte jeg afsted til lægen da jeg også var begyndt at få øresusen. Grunden til at jeg lige lagde mærke til dette symptom er at jeg ved fødslen af min datter endte med at få blodstransfusion da min blodprocent var faldet til 4,5 og der havde jeg også øresusen og var svimmel.
Min blodprocent var i fredags faldet til 5,5 og jeg skal nu chekkes hver uge. Hvis ikke det er det ene der er galt er det det andet !!! Det her er da heldigvis ikke slemt, men det er som om min krop ikke kan lide at være gravid. Mit blodtryk er også faldet meget.
Hver 14. dag skal jeg have transfusion, foretaget urindyrkning, hver uge målt blodprocent, hver 3. uge skannet min livmoderhals og så er der specialambulatoriet. Nåh, det er jo fint at blive fulgt og hvis bare det her ender godt er der ikke det i verden jeg ikke vil gøre...
På vejen hjem tog vi forbi h&m og købte mine første par ventebukser. Det var meget underligt for det var som om at jeg nu tillod mig selv at tro på det. Tro på at jeg ville få en stor mave...
Åh, hvor ville det være dejligt !
Fredag fik jeg også overstået et meget vigtigt telefonopkald. Jeg fik ringet til min chef og sygemeldt mig for resten af graviditeten og det var bare en KÆMPE lettelse. Jeg var nærmest hel høj bagefter. Det er meget underligt, men jeg føler faktisk slet ingen trang til at have kontakt til mit arbejde. Det er ligesom en helt anden verden der ikke vedrører mig !!!

I weekenden blev jeg ringet op af min søster der grædende fortalte at hun skal skilles. På trods af at jeg havde det elendigt hele weekenden fik jeg mandet mig op og talte med hende ca 4-5 gange hver dag. Hvor er det bare superfrustrerende ikke at kunne gøre noget... Jeg ved desværre godt hvordan hun har det. Min kæreste forlod mig til fordel for en yngre model 3/4 år efter vi havde mistet vores datter og jeg endnu ikke var blevet gravid igen. Det er ikke sjovt at skulle starte forfra når man har været sammen i mange år og skabt et liv sammen.
Man lærer dog meget om sig selv og finder ud af hvor meget man rent faktisk kan.
Min kæreste skred bare fra det hele og så måtte jeg selv pakke hele huset sammen og pakke børneværelset ned i sorte sække. Jeg troede ikke jeg ville overleve det - men det gjorde jeg !!!
- og det ved jeg at hun også gør - selvom det bliver en hård tid.

Efter jeg ellers var begyndt at få lidt mere ro på begyndte jeg i går eftermiddags pludselig at få nogle meget kraftige plukkeveer. Jeg gik i seng, da jeg ikke kunne holde ud at ligge på sofaen, men det blev kun værre og værre. Det blev en rigtig lang nat. Jeg havde mange smerter og murren i hele kroppen og var hele tiden sikker på at NU ville vandet gå. Jeg kan slet ikke beskrive hvor bange jeg er for at skulle føde for tidligt igen. Nogle gange er angsten ved at kvæle mig. I morgen går jeg i uge 19 og der er frygteligt lang tid til jeg kan begynde at føle mig sikker.
Her til eftermiddag er det heldigvis begyndt at drive over og jeg begynder at slappe lidt af igen.
Jeg har dog kun været ude af sengen når jeg skulle på toilettet. Håber jeg får sovet lidt i nat...

Tid - et underligt fænomen

Undskyld der er gået så længe og tusinde tak for jeres opmuntringer. Jeg har været sådan lidt ved siden af mig selv og har ikke rigtigt magtet at finde computeren frem.
Jeg kan ikke helt sige hvad det er for spunken har det stadig godt - måske er det min inaktive tilstand der døser mig hend i en mærkelig ugidelig pseudoverden !!!

I tirsdags var jeg hos OB for at få transfusion igen igen. Der var gået 14 dage siden sidste skanning og det er det længste jeg har prøvet at gå.
Det var rigtigt dejligt at se den lille spunk igen og rent faktisk er den ikke er så lille længere. Hoveddiameteren var 39 mm og der var masser af aktivitet. Jeg er nu i uge 18.
Jeg havde det elendigt i de 4 timer jeg fik transfusion og måtte ligge på en sofa på gangen med et tæppe - meget ynkeligt. Herefter ventede jeg en time på at komme til undersøgelse hos en fødselslæge, der holder øje med min livmoderhals. Da jeg endelig kom ind nåede jeg lige at smide bukserne da han blev kaldt op til et kejsersnit. Så ventede jeg videre.... Endelig blev det min tur og der lå jeg så med fri udsigt til det hele da sekretæren kom væltende ind... "hej hej ligger du der - ja undskyld men jeg skal lige spørge JLR om noget". Ja, men så gør du endelig det, der er snart så mange mennesker der har gloet op i mit understel, så hvad gør én fra eller til !!! Hvordan mon hun selv ville havde det med det...
Nåh, men livmoderhalsen var superfin 6,5 cm - det er vidst meget langt. Problemet er at man jo ikke ved hvad der gik galt da fødslen gik i gang for tidligt. Jeg havde jo været til misdannelsesskanning 4 dage forinden det gik galt og fik at vide at alt var i skønneste orden, så nu kunne jeg godt slappe lidt af. Da jeg havde veer i 3 dage inden jeg fødte hende tyder det ikke på at det var livmoderhalsen der var problemet.
Jeg spurgte derfor lægen om der ikke var andet man kunne gøre og jeg skal nu ind og aflevere en urinprøve til dyrkning hver 14. dag samtidigt med skanning af livmoderhals, transfusioner hos OB og besøg hos specialjordemoderen. Jo, der bliver da holdt øje med mig og det er både stressende og rart.
Da jeg endelig kom hjem var jeg helt ødelagt og har ligget i hi de sidste par dage og haft det forfærdeligt oven på transfusionen. I starten af graviditeten fik jeg det ikke så skidt, men det er som om det er blevet værre.
Nåh, men nu er jeg så ved at blive menneske og så står den på 14 dages venten igen.
Det her med tid er noget underligt noget. I min fars verden som kræftpatient er hvert minut dyrbart og tiden går alt for hurtigt. I min verden snegler tiden sig afsted og selvom mine omgivelser synes jeg er enormt langt synes jeg der er rigtig rigtig lang vej til jeg kan begynde at føle mig lidt mere tryg.
Jeg ved godt at hver dag der går er en dag nærmere målet og det prøver jeg at sige til mig selv når jeg lægger mig til at sove. Mr B siger tit at nu skal jeg nyde denne her tid der er min egen. Er jeg et utaknemmeligt skarn fordi jeg ikke ser helt sådan på det. Jeg ville da langt hellere suse rundt og vise min voksende mave frem som en anden kronprinsesse Mary, i stedet for at ligge herhjemme og se doktor Phil.
Nåh, måske jeg får samlet mod senere. Jeg skal jo ikke klage - jeg har jo drømt om at blive gravid så længe og det er jeg jo !!!

Der er nogen der banker...

Onsdag var det så atter OB dag. Det var 14 dage siden jeg sidst havde set spunken og jeg var meget spændt på om alt så godt ud. Jeg er gået ind i en fase hvor jeg er totalt angst for at vandet skal gå og fødslen gå igang, så det beroliger mig ikke så meget mere at se at der er liv - også fordi jeg jo har min dopler herhjemme hvor jeg chekker efter hjertelyd hver dag. Til gengæld er det meget befriende at se om den nu vokser som den skal og om der er nok fostervand.
For første gang skulle jg skannes uden på maven og selvom der efterhånden er så mange mennesker der har rodet ved mit underliv var det rart for engang skyld at kunne beholde bukserne på :-). Den "lille" spunk dukkede hurtigt op på skærmen og til min store skuffelser måler man ikke længere hvor lang den er, men hoveddiameteren. Den målte 32 mm og skulle have målt 31, så det var helt perfekt. OB fik mig også overbevist om at der var nok fostervand.
Ellers lå den og flagrede med arme og ben, åh hvor var det dejligt at se... Hvis man kunne få hjemmeskannere ville jeg nok ligge og kigge på mit lille vidunder dagen lang...
Det er nok meget godt at jeg ikke har sådan en ;-)
Efter at den første flaske var løbet igennem suste jeg over på en anden afdeling hvor min far skulle til samtale.
Min far fik i sommers konstateret uhelberedelig kræft og får nu livsforlængende behandling...
Han går så til løbende samtaler for at følge kræftens udvikling. Det har rystet hele familien meget dybt, da han altid har været supersund, slank og dyrket masser af motion. Desværre er kræft ikke en sygdom der gå efter fortjeneste, den går sine egne veje og tager dem der lige er på dens vej !!!
Efter samtalen med min far suste jeg så tilbage igen og fik den sidste flaske inden Mr B kom og hentede mig.
Da jeg kom hjem gik jeg helt i koma - som sædvanligt efter disse behandlinger. Jeg havde voldsomt hovedpine, mavesmerter og kraftige influenza symptomer. Mens jeg lå og vred mig i al min elendighed kunne jeg pludseligt mærke spunken mosle løs derinde. Alle snakker om at det føles som sommerfugle i maven, men jeg synes næsrmest at det gjorde ondt. Det føltes nærmest som om at den var ved at presse sig ud igennem min mave - jeg må have en meget følsom livmoder !!! Man kunne simpelthen se den lille bule flytte sug rundt på maven. Hvis jeg ikke lige havde det så dårligt ville jeg nok syntes at det var helt vidunderligt, men på grund af mine kraftige mavesmerter var jeg i stedet vildt bange for at vandet skulle gå.
I går lå jeg så på langs hele dagen med vild hovedpine, men fik lige kæmpet mig op til den trælse håndboldkamp.
I dag er jeg så på benene igen og har det heldigvis meget bedre.
Spunken mosler stadig, men det gør heldigvis ikke ondt længere.
Jeg skal sådan passe på ikke at blive for overkæk når jeg har det bedre !!! Det er bare så svært når man går hjemme ikke lige at ordne lidt... Men jeg ved godt at denne tid er en investering i mit ønskebarn, så hvad betyder det at der ligger nullermænd der er så store at selv hunden bliver bange !!!
Åh, hvor ville jeg gerne nå at give min far et barnebarn - det vil bare gøre ham så stolt !!!