En forsigtig 3. milepæl...

Sikke nogle dage jeg har været igennem. Efter mit dårlige blodprøvesvar i fredags var jeg fuldstændig overbevist om at alt håb var ude og brugte de følgende dage på at indstille mig på hvad der ventede...
Mandag og tirsdag var jeg ude og rejse med firmaet - og min gravide kollega !!! - og det vil være syndt at sige at humøret var i top...
Onsdag morgen skulle jeg så ind til OB igen. Planen var jo at jeg skulle have transfusion igen, men pga det dårlige svar fredag ville de have en ny blodprøve førend de ville give mig transfusion. Det havde jeg naturligvis fuld forståelse for og jeg var nærmest allerede igang med at planlægge det næste forsøg.
Inden jeg gik igen spurgte jeg om de ikke lige ville scanne mig bare for at se om der overhovedet var en fostersæk. De sagde at der ville nok ikke var så meget at se da jeg kun var i 6+0. Nåh, men scannet blev jeg og der var en fin fostersæk med blommesæk og der....... - lige ved siden af blommesækken lå det fineste lille hjerteblink !!! Det var ligefør jeg faldt ned af briksen... Var helt overvældet og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde...
Så skulle jeg lige pludseligt have transfusion alligevel.
Da jeg sad derude med dropstavet måtte jeg straks ringe til Mr B. Han begyndte næsten at græde i røret. Han havde også opgivet...
De næste 3 timer gik så med transfusion og vente på blodprøvesvaret. Kunne ikke engang samle mig om at læse et blad... Jeg ved jo desværre godt at det at se hjerteblink ikke er nogen garanti. Har prøvet det så mange gange og det er altid endt galt alligevel, men det er da trods alt bedre end udgangspunktet - at der slet ikke var noget...
Endelig kom svaret, og desværre var det endnu engang ikke steget som det skulle. Svaret var 8600, så det var selvfølgeligt steget en del fra de 2570 i fredags, men desværre ikke nok. OB´s konklusion var "det kan gå begge veje" - nåh !!! ...hvad så nu !!!
Planen er nu at jeg skal have taget en ny blodprøve fredag og endnu en scanning for at se om der stadig er liv på mandag...
Jeg må indrømme at min spontane glæde over at se liv hurtigt blev aflyst af en ny ængstelse...
Efter transfusionen drønede jeg ind på arbejdet hvor jeg sad i møde resten af dagen og gik herefter direkte hjem i seng... Man bliver godt nok udmattet af al denne karruselkørsel...
I dag har jeg dog været i ret godt humør... Har sagt til mig selv hele dagen "du er gravid til det modsatte er bevist"... Tillod mig enda at kigge lidt på billeder i et gammelt "gravid" blad... Jeg prøver stadig ikke at tro for meget på det - det minder jo desværre meget om det sidste forsøg hvor tallene heller ikke steg som de skulle og ved 3. scanning var den død.
Hvis jeg skal være optimistisk var jeg dog væsentligt længere fremme førend de kunne se liv sidst og den var hele tiden for lille. Åhhh, bare jeg er heldig denne gang. Ved godt at der er meget der peger imod, men jeg klamrer mig til håbet lige nu og prøver at finde positiv energi i de gode ting... Ved godt at i morgen når jeg skal ringe efter svaret vil jeg være et totalt nervevrag, men det er jo betingelserne...

Trist ventetid...

Tusinde tak for alle jeres varme opmuntringer. Det luner RIGTIG MEGET i en svær tid.
Jeg ved jo desværre godt hvor dette bærer hen. Der er ingen farveudvikling i mine testpinde, så graviditeten er tilsyneladende gået i stå...
Jeg er rigtig træt af det hele og meget meget bange. Hvad skal der nu ske ??? Jeg kan jo starte forfra igen igen, men vil OB hjælpe mig endnu engang og hvad skal jeg stille op når han giver op ???
Jeg kan betro jer at efter den 7. abort gik jeg for første gang ind og undersøgte muligheden for adoption. Det var et meget stort skridt for mig og det føltes meget overvældende....
Jeg havde dog brug for at have en back up hvis nu alt andet gik galt for at give mig selv lidt ro. Så ville jeg da vide at det endte med et barn... (hvis man ellers bliver godkendt)
Desværre erfarede jeg at der er et ufravigeligt krav om at man skal have haft fælles folkeregister adresse i 2 1/2 år. Mr B og jeg har boet sammen i 10 måneder, men har kun haft fælles folkeregisteradresse i 5 måneder. Det vil sige vi kan tidligst starte processen op om 2 år og den tager så efterfølgende minimum 3 år. Det vil sige så vil jeg være 41 ved vores første barn !!!
Det forekommer bare fuldstændig uoverskueligt når man allerede har prøvet at blive mor i over 5 år...
Tag ikke fejl...Der er ikke noget jeg ønsker mig højere end at blive mor til mit "eget" barn. Ellers vil alt det jeg har udsat min krop for gennem de sidste mange år jo bare være omsonst, men jeg kan jo også se hvordan alt dette suger al livskvalitet ud af mig...
Det der har gjort det så svært for mig at gå den vej er at jeg jo har prøvet at sidde med et lille barn i mine arme - som jo desværre ikke overlevede... Det er ikke til at udholde at det eneste barn man har båret og født er dødt...
Jeg synes dem der træffer beslutningen om adoption er modige... - det kræver stort mod at opgive drømmen om eget kød og blod og jeg ville i dag ønske jeg selv havde muligheden...
At jeg ikke har det ( i hverttilfælde inden for en rimelig tidshorisont) gør jo bare presset endnu større for at det skal lykkes...

For at det ikke skal være løgn talte Mr B og jeg idag om at finde en rugemor, men det er jo ikke lovligt og så bliver det straks mere kompliceret...
Jeg kan simpelthen ikke udholde tanken om ikke at have børn i mit liv og jeg må indrømme at det er omdrejningspunktet for rigtig mange af mine tanker lige nu... Kender i det at der bare er barnevogne allevegne !!!

Overvejer også om jeg skal tage orlov fra mit job (ved ikke engang om det er muligt) bare for at stresse ned på den front og få lidt ro på i mit liv... - så har jeg da prøvet det også !!!
- Bare jeg dog vidste hvad jeg skulle gøre...
I morgen tager jeg to dage på rejse med mit job. Jeg er arrangør !!! - Det er lige det jeg har allermest lyst til lige nu. Onsdag er det så blodprøvesvar igen og forhåbenligt ved jeg lidt mere om hvad der så skal ske...

Lykken varer kort..

Så fik jeg svar fra OB, og præcis som jeg havde regnet med ser det ikke godt ud !!!
Tallet skulle have fordoblet sig fra 2000 til 4000, men var kun 2577 !!!

Mr B prøvede selvfølgeligt at trøste mig og OB har da heller ikke opgivet alt håb... - "Det kan jo være at der har været tvillinger og den ene er gået til, så det er derfor tallene ikke stiger som de skal " !!!
Hvem prøver de at narre. Jeg har prøvet det her så mange gange og jeg ved udemærket godt hvor det bærer hend. Det er ikke mere end et par måneder siden jeg var der sidst...
Lige nu er jeg bare helt udkørt. Jeg har grædt øjnene ud de sidste to timer...
Orker bare ikke mere. Jeg har simpelthen prøvet alt denne gang og ved ikke hvad jeg mere kan gøre...
OB vil have mig ind til ny test i starten af næste uge, men jeg skal på rejse med mit job til onsdag. Det er ikke til at overskue... Jeg trænger bare til ro og fred...

Kald mig bare hysterisk !!!

Efter endnu en urolig nat og det sædvanlige morgentesteri blev jeg enig med mig selv om at jeg blev nødt til at have fred i sjælen. Kan bare ikke holde ud at gå weekenden i møde uden at vide om jeg er købt eller solgt.
Tog derfor ind på Riget i morges og bad om at få taget en blodprøve. De var heldigvis meget forstående overfor min angst og der var ingen problemer...
Nu sidder jeg så her på mit arbejde igen og skal have tiden til at gå til kl 13 hvor jeg får svar.
Jeg er frygteligt nervøs og har desværre en rigtig dårlig fornemmelse. Tallet skal idag helst være 4000 og det forekommer mig tårnhøjt og uopnåeligt.
Åh, hvad jeg ikke ville gøre for et godt tal... - har lovet mig selv (og Mr B) at hvis tallet er godt dropper jeg testpindende. Så kan jeg ikke regne med dem alligevel for ifølge dem ser det nemlig ikke så godt ud...
Bare det ender godt - bare det ender godt - bare det ender godt !!!

Mere stress !!!

Så startede jeg behandling hos OB i går. Jeg havde en helt klar idé om at hvis prøven var fin mandag ville jeg kunne slappe meget mere af og glæde mig. Ja, optimistisk kan man jo altid være, men det var bestemt ikke sådan jeg havde det, da jeg endnu engang skulle have taget blodprøve. Behandlingen foregår ved at man får lagt et drop med immunglobulin, der så skal løbe ind over 3-4 timer for at man ikke får for mange bivirkninger. Samtidigt kunne jeg så sidde og vente på mit blodprøve svar, der gerne skulle være ca. 1950. Som timerne gik blev jeg mere og mere nervøs og til sidst følte jeg næsten som om jeg ikke kunne få luft. Tænk at ens krop kan reagere så voldsomt på en stresset situation... Det er ret skræmmende ! Endeligt 3 timer senere kom svaret 2055 !!! - endnu en sejr. De var fuldt ud tilfredse og gav mig en ny tid til transfusion og blodprøve om en uge. Desværre var jeg nødt til at suse videre på arbejde bagefter hvor jeg sad i møde til kl 18. Da jeg endelig kom hjem var jeg helt udmattet og faldt i søvn på sofaen med det samme. - Sådan går de fleste dage i øjeblikket.... Jeg føler mig totalt energiforladt og det enorme stress jeg er under hele tiden gør det bestemt ikke bedre. Lige nu har jeg det sådan at jeg ville ønske jeg bare kunne fokusere på graviditeten og passe godt på den lille og så droppe alt det andet (arbejde mv)... Vågnede kl 6 i morges og var helt svedig... Havde drømt at jeg aborterede og lige pludselig synes jeg at alle symptomer er forsvundet... Jeg sneg mig ud og tog en test. Den var svagere end i går.... En time senere tog jeg endnu én - den var lidt mørkere, men stadigt svagere end i går. En time senere gentog jeg scenariet - samme resultat. Prøver at sige til mig selv at man jo ikke kan regne med de tissepinde - at det sikkert er dårlig kvalitet. Hvis den skal fordobles på to dage skal den jo gerne være 3000 i dag og det betyder at farven da gerne skal være væsentligt mørkere !!! - åhhh, nu gør jeg det igen... Stress - stress - stress. Bare jeg dog kunne glæde mig over det gode resultat i går og droppe alle de latterlige testpinde. Det er jo desværre mine dårlige erfaringer, der gør at jeg reagerer som jeg gør. Alt for mange skuffelser gør at jeg bare ikke tør tro på det... Tænk nu hvis jeg aborterer igen...vil OB så give mig endnu en chance ??? Åh, hvor er jeg bare træt. Har lyst til at lægge mig ind i en tidskapsel og skrue tiden 8 måneder frem - og så vågne op med et levende barn i mine arme.... Hvilken dejlig tanke...jeg vil prøve at holde fast i den mens jeg nu går tilbage til mit arbejde !!!

Anden milepæl !!!

Er fuldstændig udmattet. Jeg har været på seminar hele dagen og desuden var det jo store testedag så jeg har stort set ikke sovet i nat og været helt oppe og køre det meste af dagen. Det er helt utroligt så mange kræfter man kan bruge på spekulationer. Man bliver både psykisk og fysisk udmattet af alle de bekymringer....
Jeg fik jo taget blodprøve i morges og skulle så vente til kl 13 med at få svaret. Vidste jo at det helst skulle være ca 500.
Da jeg ringede til OB kunne jeg næsten ikke få en lyd frem. Følte mig helt overbevist om at den ikke var steget nok...
Den var steget til 977 !!!
Jeg fatter det simpelthen ikke. Det er bare for godt til at være sandt. Tænker stadig på om han har set forkert... Så heldig kan jeg ikke være !

Efter en MEGET lang dag sidder jeg nu på hotelværelset og prøver at fordøje det hele...
Skal nu igang med behandling hos OB startende på onsdag.
Ved godt at dette kun er starten. Hver gang jeg skal derind skal jeg have taget nye prøver og der vil være nye "mål" der skal nås - men dette var mit andet delmål og jeg har valgt at det næste skal være at se hjerteblink.
Så må jeg tage en dag af gangen med alle blodprøverne og håbe på det bedste. Håber jeg kan lære at slappe lidt mere af. Ikke at skulle chekke mine trusser 30 gange om dagen - ikke at teste mindst 2 gange om dagen - at turde tro på det...

Den første glæde...

Efter den topstressende dag i går vågnede jeg for første gang i meget lang tid op og følte mig glad. Vågnede rigtigt tidligt og lå bare og sundede mig lidt oven på det hele... Jeg er gravid igen og det er jo fantastisk.
Senere gik jeg enda så vidt som at rode lidt i kurven med babyting som jeg købte ved min sidste graviditet. Åhhh, hvor ville det være skønt hvis...

Lavede selvfølgeligt lige den daglige test her 15 dage efter oplægningen:


Efter at have hygget derhjemme hele formiddagen fik jeg gjort lidt rent - for første gang i 14 dage :-) og herefter tog Mr B og jeg en tur i Fields.
Efter at have sust rundt i diverse butikker og prøvet tøj og sko fik jeg pludseligt en underlig murren i maven. Jeg gik i panik og måtte sætte mig ned i bilen mens Mr B handlede ind. Endnu engang blev jeg klar over hvor tæt på angsten er og hvor lidt der skal til førend den atter overmander.
Nåh, men efter at have hvilet et par timer og chekket mine trusser de første 50 gange er jeg nu faldet lidt ned igen....
Prøver at sige til mig selv at jeg jo ikke kan gøre så meget andet end at tage en dag af gangen og så vente til resultatet på mandag....

Første milepæl...

- blev nået idag... igen igen...

Dagen forløb således: Klokken 7.45 stod jeg klar på riget til blodprøvetagning. Kørte herefter på arbejde hvor jeg skulle kæmpe mig igennem de ulidelige timer til klokken blev 12.45 hvor jeg kunne ringe og få svar. Det overraskede mig at jeg var SÅ nervøs. Jeg havde jo testet positiv derhjemme, men syntes nu slet ikke at den var tydeligt nok. Jeg sad til undervisning det meste af dagen og kunne slet ikke samle tankerne.
Hørte hele tiden sygeplejersken for mig sige forskellige resultater - alle alt for lave....
Da jeg endelig kunne ringe rystede jeg så meget at jeg dårligt kunne ramme tasterne...
"Tillykke du er gravid" sagde den søde sygeplejerske. "Ja, men hvad er tallet brægede jeg med halvkvalt stemme". Blodprøvesvaret var 169. Havde håbet på at det var højere - så jeg kunne føle mig mere sikker !!! - hvem prøver jeg at narre...jeg bliver jo aldrig sikker !!!
Jeg har enormt dårlig samvittighed over jeg ikke bare er super lykkelig
i stedet for at beskymre mig over om tallet nu er højt nok eller om det nu fordobler sig som det skal til på mandag... Prøver hele tiden at sige til mig selv at jeg skal tænke på alternativet... Tænk hvis prøven var negativ ! - så kunne jeg starte forfra endnu engang...
Kan godt mærke at de 7 aborter unægteligt har sat sine spor på min optimisme...
Men håbet har jeg da bestemt - ellers gav det jo ingen mening at udsætte sig selv for alt det her.
Nu ligger jeg så her på sofaen og prøver at falde lidt ned. Mit hjerte banker stadig alt for hurtigt... Det er skræmmende så meget man kan stresse over et svar...
Talte med min mor på vejen hjem. Jeg har valgt at være åben over for min familie denne gang. Så ved de hvorfor jeg er umulig :-) Drømmen om at kunne overraske med "jeg er gravid" lever alligevel ikke længere...
Hun kom med en masse velmenende råd. "Nu må du tro på det..." Hvorfor er det lige at jeg skal tro på det denne gang efter alle de mange skuffelse ??? Ved jo godt hun har ret... det er bare så svært...
Nåh, men første milepæl er nået idag - den positive blodprøve. Den anden kommer på mandag hvor jeg skal have taget en ny blodprøve for at se om den stiger som den skal. Det er kravet for at OB vil give mig immuntransfusion. Den skal være ca 500. Det betyder desværre endnu en weekend fyldt med testpinde. Vi må ikke håbe der kommer uanmeldte gæster - de ville få et chok ;-)

At turde glæde sig...

Så bliver spændingen snart udløst. Det er også nødvendigt for vi er omringet af små testpinde herhjemme... Jeg har været på toilettet hver 10. minut i de sidste 3 dage, så vi måtte ud og købe ekstra toiletpapir - men jeg har heldigvis ikke blødt mere :-)
Kender i det - det murrer i maven og man går bare og venter på den store blødning... Dagens test 13. dage efter oplægningen :

Mon den er høj nok ? Mon den stiger som den skal ? - åh, hvor er jeg bare nervøs...

Jeg har snart prøvet alle varianter...
Sidst fik jeg målt hcg 3 gange om ugen, nogen gange steg den som den skulle og andre gange ikke. Efter at have set hjerteblink 2 gange var den død den 3. gang og jeg endte med en udskrabning.
Det er så hårdt at man ikke bare kan glæde sig over to streger og tænke "nu skal jeg være mor". I må ikke misforstå, det er jo ikke fordi jeg ikke glæder mig over de to streger, men desværre har jeg lidt svært ved at slippe af med mit beskyttende filter, der hele tiden sørger for at jeg ikke kommer til at glæde mig alt for meget. Ååååh, bare tallet nu er højt nok...

Det her med at turde tage de små glæder prøver jeg virkeligt at arbejde med. Jeg ved jo godt at hvis jeg ikke gør det bliver det hele for hårdt og så holder jeg ikke til det i længden.
Sidst jeg testede positiv gik jeg ud og købte en kurv til Mr B (eller var det mig selv...) med en masse babyting og Lennart Nielsons bog. Mr B kom med blomster og graviditetsblade. Jeg havde sådan brug for at vise Mr B - og mig selv- at jeg troede på det, at jeg gav det en chance. Det var jo Mr B´s første forsøg, så han havde jo svært ved at tro på at det kunne gå galt.
Han er desværre blevet klogere siden...
Denne gang vil jeg nok bare prøve at tage en dag af gangen. Mærkede hvordan angsten allerede kom op i mig i tirsdag ved blødningen. Pyyyha, når det allerede starter før blodprøven - så kan det blive rigtig rigtig hårdt.

Tankerne kører rundt i mit hoved. Forleden sad jeg og læste hele Spirrens historie. Tænkte meget over hvor meget man dog skal igennem for at få de pokkers unger... Alligevel fornemmer jeg at man glemmer/fortrænger mange af de kvaler man har været igennem, så man ikke husker helt hvor slemt det var, når man først står med guldklumpen i sine arme. Det giver håb...
Faktisk finder jeg rigtig meget trøst i at læse jeres andres beretninger, både jer det er lykkes for og jer der stadig kæmper...
Jeg ved jo desværre godt at jeg aldrig kommer til at glemme tabet af min datter og jeg vil altid have et hul i mit hjerte, men jeg er ikke i tvivl om, at det at få lov at få et levende barn vil hele meget...
Gad vide hvor meget mere jeg kan klare ??? - det har jeg tænkt meget over her på det sidste. Føler mig rigtig rigtig slidt.

PANIK !!!

Dagen startede som sædvanligt med en test og med lidt god vilje bliver den da tydeligere og tydeligere...
Det er nu 11 dage siden oplægningen og endnu 3 dage til blodprøven...

Jeg startede jo arbejde i går, og det var godt nok lige på og hårdt at være tilbage igen. I dag ventede så endnu en travl dag selvom jeg virkeligt prøver at tage den med ro.
Det meste af dagen skulle jeg sidde i møde og da jeg gik på toilettet midt i mødet var der pludseligt frisk blod på toiletpapiret. Jeg blev fuldstændigt klam. Tørrede mig igen - mere blod... Det var jo ikke store mængder, men helt frisk og det mindede fuldstændigt om en frisk mens.
Dybt rystet ringede jeg til Mr B og jeg skulle virkeligt anstrenge mig for ikke at bryde fuldstændigt sammen. Havde godt nok svært ved at komme igennem de sidste to timer af mødet.
HVOR ER DET BARE URETFÆRDIGT !!!
- Rendte konstant på toilettet, men der kom ikke mere blod. Er helt øm efter at have tørret mig så meget, men ikke en dråbe mere har der været.
Suste hjem og testede igen og den var stadig lige positiv. Ved jo godt jeg ikke kan bruge det til noget, da der går noget tid inden den vil falde.
Mr B havde købt en stor buket blomster og kom tidligt hjem fra arbejde. Er han ikke bare sød...
Har aldrig før prøvet at bløde før blodprøven og 3 dage før er jo meget tidligt....
Forstår ikke hvorfor jeg skal det her igennem. Hvorfor skal man først have et håb for at det igen og igen bliver taget fra én ????
Jeg orker bare ikke flere skuffelser...
Samtidigt klamrer jeg mig stadig til håbet om at blodet bare var en fejl, mere blod var der jo heller ikke - ikke engang noget i trusserne !!! - men det var rødt og frisk...

Sidder nu bare her og venter... venter på hvad ? - mere blod ?, smerter ?, en negativ test ?. I morgen venter endnu en hektisk dag... livet går jo videre for menneskene omkring mig og ingen ser den store smerte jeg bærer inden i mig...

Fertilitetsbehandling - et hårdt pres !!!

Så er det sidste dag i ferien - øv. Jeg kunne uden problemer bruge en uge mere til at samle kræfter. Fertilitetsbehandling er en utroligt energikrævende proces både fysisk og psykisk - og jeg er stadig utroligt presset over alt testeriet....
Apropos testeri er det jo næsten det eneste der fylder i min verden lige nu. Vågnede tidligt og lå endnu engang og samlede mod til dagens (første) test.
Da jeg endeligt fik mandet mig op var testen ikke spor mørkere end dem jeg har lavet de sidste to dage. Helt ødelagt gik jeg tilbage i sengen til Mr B. Han er heldigvis en god trøster - trods mine evindelige urimeligheder.
Konklusionen var jo helt sikkert at det her endnu engang ikke ville ende godt. Efter et par timers muleri måtte jeg lige ud og lave en test mere.... Pludselig synes jeg at stregen var tydeligere og fik igen håb. Det er utroligt som ens humør kan svinge i takt med farveintensiteten på en lille strimmel...

Det er idag 9 dage siden jeg fik lagt æg op, så jeg ved godt at meget kan ske inden blodprøven på fredag...
Føler mig faktisk sådan lidt teenage agtig at jeg ikke kan mande mig op og få et liv...
Jeg kan virkeligt mærke hvor meget det dræner mig alt det her stress.
Jeg sover dårligt om natten, er konstant træt og energiforladt, vildt humørsvingende og let til vrede eller tårer - det er et under at Mr B ikke er over alle bjerge.
I medierne har der været meget fokus på stress igennem den seneste tid. Her tænker man primært i forhold til ens arbejde. Men hvad med os der er igennem alt det her ? - eller folk der er syge eller pårørende til syge ?
Jeg synes at presset er enormt og i virkeligheden har jeg ikke plads til ret meget andet når jeg er i gang med et forsøg.
Jeg har konstant dårlig samvittighed overfor Mr B, mit arbejde, mine venner, min familie osv osv. Føler mig aldrig helt tilstrækkelig.
Prøver hele tiden at mande mig op og gøre de ting som jeg jo i virkeligheden elsker at gøre (men som jeg bare ikke har overskuddet til)
I fredags var jeg ude og spise hos en veninde og i går var Mr B og jeg ude og spise og til GM koncert med nogle venner.
I morgen starter hverdagen så igen. Jeg har møder det meste af dagen og hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg slet ikke hvordan jeg skal komme igennem dagen. Kender I det jeg har bare lyst til at lukke mig inde i en hule til blodprøven på fredag. Nogle gange er det næsten ved at kvæle mig at jeg ikke slår til...

Kan I se den ???

I går startede jeg selvfølgeligt dagen med at teste igen. Efter 7-8 minutter var "skyggen" der igen, men var den ikke blevet tydeligere ???
Jeg måtte hive Mr B ud af sengen, jo han kunne også se den. Han synes næsten man kunne gå så vidt som at kalde det en streg. Neeej, jeg ved nu ikke helt endnu... (Hvorfor kan jeg ikke bare vente på blodprøven...)
Lad os nu se hvad der sker. Det er en uge siden jeg fik lagt æg op og der er stadig en uge til jeg skal teste...
Hvad siger I ???


Nåh, Idag lå jeg længe i sengen og vidste ikke om jeg turde gå ud og teste. Havde haft min sædvanlige "abort drøm", der efterhånden er ved at tage hårdt på mig - er det et tegn, eller er det bare fordi jeg er er så frygteligt bange for at det skal ende sådan igen....
Nåh, i første omgang kræver det jo at man er gravid førend man kan abortere !!! Jeg fik endeligt samlet mig mod. Endnu engang gik der 8 minutter førend "skyggen" kom frem !!! Meget bekymrende. Det endte med jeg endnu engang måtte hive Mr B ud af sengen. Jeg måtte simpelthen have en "referencetest" for at sikre mig at det ikke bare var en streg der kommer frem uanset hcg. Dette var selvfølgeligt lidt latterligt, da den jo var klart negativ i forgårs... Han skulle godt nok overtales lidt, men hvad stakkels Mr B ikke finder sig i "i den gode sags tjeneste".
Efter 15 minutter var der ikke antydningen af skygge på Mr B´s test.
Mon jeg kan tillade mig at tro lidt på det ? - nej, jeg må vente at se hvordan testene udvikler sig over de næste par dage...
Mon jeg kan lade være med at lave en i aften... "not"

TESTE TESTE TESTE !!!

Så oprandt dagen jeg havde sat som min første milepæl. 10 dage siden jeg tog ægløsningssprøjten, og på denne dag testede jeg positivt sidst jeg var gravid.... Nu skulle det være !!!
- Bragende negativ -
Al min fornuft siger mig at der kan jo være forskel fra gang til gang og det er stadig meget tidligt i forløbet (kun 8 dage siden mine æg blev befrugtet). Alligevel har jeg ikke kunnet tænke på andet hele dagen. Har lavet tre test i løbet af dagen, holdt dem mod lyset, vendt og drejet… Er der mon en lille skygge ???
- nej, desværre er det kun en ønskeskygge !!!

Mr B tager det så utroligt flot. Det sidste forsøg hvor jeg jo aborterede i uge 8 var jo første gang for ham, men denne gang er han lidt mere forberedt på hvad det drejer sig om. Det er faktisk en lettelse, jeg behøves ikke længere lade som om at det ikke påvirker mig så meget (ikke at jeg var særlig god til det sidst), men han ved nu hvor meget der er på spil…
Det er meget mærkeligt…. Jeg har hele tiden haft en god fornemmelse med dette forsøg. Har faktisk tænkt tanken om hvor fantastisk det ville være hvis der var tvillinger – tænk at man stadig kan være optimist efter alle de skuffelser !!! - Jeg har jo gjort alt hvad man kunne. To super æg hvoraf det ene var et tidlig deler (som skulle være ekstra godt !!!), prednisolon i den sidste måned, immuntransfusion inden ægoplægningen, metformin, akupunktur i forbindelse med ægoplægningen, kostomlægning så jeg undgår kulhydrater osv osv. Det kan da kun gå godt !
I går følte jeg brystspænding og gik og glædede mig til at se de to streger i dag. I dag er der ingen brystspænding og kun 1 latterlig dum streg…

Drømmer så utroligt meget i øjeblikket… De sidste par dage har jeg drømt at jeg aborterede igen. Hver morgen når jeg er vågnet er jeg sust ud for at se om jeg har blødt (hvilket jo stadig er alt for tidligt), men jeg kan snart ikke finde ud af hvad der er drøm og virkelighed. Har snart været igennem så meget at det hele indimellem flyder sammen. Kender I det ???
Da jeg mistede min datter drømte jeg i lang tid at hun stadig var i min mave. Jeg kunne faktisk stadig mærke hende sparke. Når jeg vågnede kunne jeg ikke finde ud af hvad der var drøm og hvad der var virkelighed førend jeg stak hænderne ned og mærkede min flade mave. Det var bare så hårdt...

Jeg har jo ferie i denne uge og Mr B og jeg havde rigtig mange planer om alle de hyggelige ting vi skulle gøre. Vi har virkeligt trængt til den her ferie. Har begge været stressede i lang tid. I stedet føler jeg mig lidt som en løve i et bur. Kan ikke rigtigt tage mig sammen til noget og går i stedet og tæller timer og dage. Måske havde det været nemmere hvis jeg var på arbejde, så var man da tvunget til at tænke på noget andet…
Hvor er det bare dumt, jeg ved det jo godt…

Om at ”blogge” – en helt ny verden !!!

Tusinde tak for alle jeres hilsner. Hvor er det dejligt at der er nogen der har lyst til at læse ens tanker og I må MEGET gerne linke til mig. Jeg er ikke så god til det her endnu og har ikke helt fundet ud af alt det her med at linke osv. (gode råd modtages gerne). I går forsvandt 1 ½ times skriveri som selvfølgeligt ikke var gemt !!! – er det mig eller er programmet lidt ustabilt !Prøv lige at spørge om jeg var tosset (møgcomputer) !!! - så nu har jeg besluttet mig for at skrive i word først (velkommen til det 20. århundrede)
Det føles rigtig dejligt at være med i ”sammenholdet” omkring det fælles brændende ønske – at blive mor…Da jeg startede denne blok var det egentlig en fortsættelse af min papir dagbog, som jeg synes var lidt out-dated. Jeg har selv fundet rigtig meget støtte og trøst i at læse jeres andres beretninger. Man er ikke helt så alene når man ved der andre der har det lige som en selv og ved hvilke tanker og følelser man er igennem.
Da jeg mistede min datter startede jeg efter den første krise i en støttegruppe med 6 andre piger der også havde mistet. Det var en enorm hjælp at være sammen med andre, der vidste præcis hvordan man havde det. Det er jo ikke fordi venner og familie ikke prøver at give velmenende råd. I kender dem sikkert alle : ”næste gang lykkes det helt sikkert”, ”I prøver bare igen”, ”I er jo stadigt unge”, ”har I overvejet at adoptere” osv osv. Jeg vil dog sige at med årene er rådene dog blevet færre og færre, og de fleste ved ikke længere hvad de skal sige… De ved efterhånden godt lige som jeg selv, at der ikke er nogen garantier når det handler om barnløshed. Da jeg startede projekt barn for mere end 5 år siden var der stort set ingen af mine veninder der havde børn. I dag har de alle mindst 1. Dette gælder også alle pigerne i støttegruppen… Jeg har naturligvis lykønsket og glædet mig på deres vegne mens min egen tomhed er blevet større og større. Ligesom jer andre har jeg brugt timer på at lede efter nogen der har været ude for det samme som jeg - der har problemer med at blive gravid, eller aborterer eller både og… Og hver gang jeg har læst om en ”håbløs” situation der er endt lykkeligt har jeg fået fornyet håb. Det SKAL bare lykkes... Tænker af og til på hvordan det var før man startede på alt dette her. Kender I ikke det at man bare savner den sorgløshed man havde førend man startede på de talrige hormonbehandlinger, æg ud, æg op ventetid om og om igen og igen…Af og til suppleret med lidt prednisolon, østradiol, viagra (ja, det har jeg også prøvet ) for ligesom at krydre det lidt…Ja, og nu er jeg jo så på den igen. Mine planer om ikke at amok teste er allerede ødelagt. Har lige bestilt 25 test på nettet (der var mængderabbat !), bare lige for at være på den sikre side !!! Kunne da heller ikke lade være med at teste her på 9. dagen for ægløsningssprøjten – bare lige for at se om den nu var ude af kroppen (selvfølgelig) – det var den ikke. Den var svagt positiv… Jeg bad jo selv om det – hvad kan jeg bruge det til !!! Så går jeg lidt og kigger på den i løbet af dagen og drømme om at den er rigtigt positiv– dybt ynkeligt – I know it…

Søvnløs...

Sover utroligt dårligt i øjeblikket...
I forbindelse med dette forsøg har jeg fået akupunktur og jeg får både Metformin, immuntransfusion og prednisolon. Ved ikke om det er bivirkningen ved sidstnævnte der gør at jeg ikke kan sove, eller om det er fordi jeg er stresset over ventetiden. Desuden hjælper det heller ikke på sagen at jeg er oppe og tisse 4 gange hver nat. Fik taget 14 æg ud i onsdags og er stadig helt vildt oppustet. Det er sikkert grunden til alt nattetisseriet.
En anden grund kan også være at de i forbindelse med ægoplægningen kom til at punktere min blære, så jeg endte med at få lagt kateter op hos lægevagten og fjernet 2 l blodig urin.... Det er meget sjældent at dette sker, men på en eller anden måde er jeg bare altid den ene % det går galt for - mon jeg har været teorist i mit tidligere liv !!!

Suk og det er kun to dage siden jeg fik lagt æg op, der er laaaang tid til jeg kan teste.....
Mr B og jeg har taget en tiltrængt ferie i næste uge og planen er at vi bare skal hygge os. Kan allerede nu mærke med mig selv at jeg er nødt til at have planlagt et eller andet for at ventetiden ikke skal komme for meget i fokus. Jeg har sat mig for at denne gang VIL jeg bare ikke lade det fylde alt for meget. Sidst testede jeg positiv allerede 6 dage efter ægoplægningen og jeg testede hver eneste dag indtil det gik galt i uge 8. Det er jo nærmest sygeligt...Det værste er at jeg kan godt selv se det, men bare ikke gøre noget ved det. Det tager fuldstændigt overhånd for mig fordi jeg bare ønsker så forfærdeligt meget at det skal lykkes... Hvis man dog bare vidste at hvis man stod på hovedet i et halvt år - SÅ var den der - frustrationen er at man bare ikke ved hvad der skal til...

Så kører bussen igen...

- 14 dages ventehelvede forude...
Jeg ved godt at jeg burde være superlykkelig lige nu. I går fik jeg lagt 2 superflotte æg op og ydermere 5 til fryseren... Desværre har jeg efterhånden så mange dårlige oplevelser bag mig at det er svært at glæde sig - sådan rigtigt. Det naturlige filter bliver slået til hver gang jeg et kort øjeblik kommer til at glæde mig, filtret der skal beskytte mig mod endnu en skuffelse. Desværre har jeg erfaret at dette filter ikke virker særlig godt... -skuffelsen er lige stor af den grund !

Projekt barn startede for 5 år siden. Efter et år med insemminationer hos en privat gynækolog blev vi klar over at min kærestes sædkvalitet var så dårlig at dette ikke gav nogen mening. Vi røg videre til det offentlige og skulle her i gang med ICSI. I første forsøg fik jeg 18 æg ud og to op. Efter 14 dage blev det bekræftet at jeg var gravid, en ubeskrivelig lykke. Desværre varede lykken kort. I 6. uge begyndte jeg pludseligt at bløde kraftigt og jeg var sikker på at alt håb var ude. Det viste sig at det var en tvilling jeg var ved at abortere, men der var stadig en tilbage med fint hjerteblink. Jeg blev fulgt meget tæt i de næste uger, da jeg fortsat blødte meget, men den lille voksede og voksede. Som tiden gik blev jeg overbevist om at det nok skulle godt og vi begyndte at indrette børneværelse. I uge 21 var jeg til scanning og fik at vide at det var en lille pige og alt så fint ud. Hvor var jeg heldig, dejligt hus, sød kæreste og ønskebarnet på vej.... Dette skulle dog vise dig at blive en kort lykke. Få dage efter blev jeg indlagt med veer og efter et par dages kamp for at standse fødslen kunne det ikke længere standses. Jeg fødte den fineste lille pige, der levede i 10 minutter. Hun blev døbt på min mave og har i dag sin egen lille gravplads.
At miste et barn er en følelse der er umulig at beskrive. Jeg ville have givet mit eget liv for at redde hendes.
Tomheden efter tabet af min datter var enorm. Min krop higede efter at være gravid igen og jeg ringede allerede et par dage efter til fertilitetsklinikken for at høre hvornår jeg kunne starte en ny behandling. Jeg var så dybt ulykkelig at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme videre med mit liv og var overbevist om at det eneste der kunne gøre mig glad igen var hvis jeg atter blev gravid.
Da jeg skulle starte op igen troede de først at jeg var blevet gravid af mig selv. Jeg testede positiv, men det viste sig at der sad en moderkagerest tilbage og efter et par måneder hvor jeg blev fulgt for at se om det udstødte sig selv fik jeg en udskrabning. Endelig var jeg klar til at blive gravid igen… Stor var skuffelsen da jeg ikke blev gravid efter dette forsøg og heller ikke det næste…
Det blev efterhånden en besættelse og jeg tænkte kun på hvornår jeg kunne komme i gang igen. Prøvede så godt jeg kunne at være der for min kæreste, men følte mig mislykkedes som kvinde og som mor. Tredje gang efter tabet var der to streger og jeg var sikker på at nu skulle det hele nok gå. Desværre aborterede jeg tidligt og dette gentog sig også i det næste forsøg. Som tiden gik blev jeg mere og mere bange. Hvad var det der skete ?
Efter endnu et forsøg med negativt resultat gik min kæreste fra mig mit i en hormonbehandling og med et havde jeg mistet alt det vigtigste i mit liv… mit hjem, min kæreste, mit barn og muligheden for at få et nyt… Min verden var knust.
Jeg blev nu tvunget til at starte forfra med mit liv, skabe mig et nyt hjem og samtidigt fandt jeg også et nyt arbejde.
Efter at have samlet mig begyndte jeg efter ¾ års tid at se en anden on and of. En dag var alle symptomerne der igen og på fantastisk vis var jeg blevet gravid af mig selv. Dette var naturligvis for godt til at være sandt og jeg aborterede igen tidligt.
Tre måneder efter var jeg atter gravid og denne gang nåede jeg at se hjerteblink to gange førend den lille ved tredje scanning var død i uge 10.
Efter min sidste abort troede fertilitetsklinikken ikke længere på at dette var tilfældigt. Jeg blev henvist til OB der er ekspert i gentagne aborter. Han kunne ikke umiddelbart finde nogen forklaring på min situation, men mente at aborterne skyldtes et overaggresivt immunforsvar og jeg skulle møde op til immuntransfusion når jeg igen var gravid.
Efter ¾ år mødte jeg manden Mr B, der gav mig fornyet håb… Ret hurtigt fortalte jeg min historie, så han havde en chance for at trække sig. Han viste sig at være gjort af noget helt særligt og har accepteret mit tab og alt hvad jeg har været igennem som en del af mig og den person jeg er i dag.
Jeg savner indimellem den sorgløse glæde jeg havde før tabet af min datter og alt det der er fulgt efter, men har lært at man ikke kan ændre på fortiden, kun prøve at få det bedste ud af fremtiden.
Mr B og jeg flyttede sammen efter 3 uger og efter et halvt år startede vi på fertilitetsbehandling.
Det var med blandede følelser fra min side og en naturlig forventningsglæde fra hans. Efter første ICSI forsøg blev jeg gravid igen. Prøvede alt hvad jeg kunne at glæde mig – også for Mr B´s skyld, men inderst inde var jeg rigtig rigtig bange.
Håbede dog at alt ville være anderledes denne gang. Efter nogle uger med immuntransfusioner, utallige blodprøver og scanninger var fostret dødt i uge 8 og drømmen om et barn endte endnu engang med en udskrabning. Jeg var helt kørt ned… Hvor meget mere kunne jeg klare…
Min reaktion kom utvivlsomt bag på Mr B. Vi kunne jo prøve igen !!!
Det var hårdt at se hvordan min sorg tog på ham. Jeg havde dog efterhånden lært af mine erfaringer og vi brugte meget tid på at tale om hvordan vi havde det hver især.
Efter en måned startede jeg så op igen og efter ICSI forsøg nr ??? ligger jeg nu med to æg oppe og 5 i fryseren… Skal det mon lykkes mig at blive mor denne gang ?